window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');

Kære Cerebellum og storhjerne

Hvor jeg dog savner dig! – og samtidig er jeg dig taknemlig! Jeg takker dig for at jeg overlevede. Jeg takker dig for jeg fik lov til at møde min dreng (nr. 2) og komme tilbage til livet og være Mor og ægtefælle for mine børn og mand. Jeg takker dig for at min ataksi og dysartri er væsentligt afhjulpet idag og løbende bliver bedre og bedre – og for at du kunne hjælpe mig så hurtigt!

Jeg takker dig for du stadigvæk er så god. Jeg kan tale, tænke, skrive – og min umiddelbare intellekt er velbevaret. Jeg takker dig for min verbale indlæring og hukommelse stadig er intakt… Men, kære hjerne jeg er så ked af, vi 2 ikke længere kan enes visuelt. Jeg er så ked af det er blevet så vanskeligt at skaffe visuelt overblik.

Jeg vil ikke lyde utaknemlig, kære hjerne. Tro mig, jeg ved, jeg er en af de meget heldige. Men, det visuelle har været så stor en del af mig. Siden jeg var barn, og vi fik den første computer i hjemmet, har det at sidde foran skærmen og nørkle været en kæmpe del af mit liv, både som hobby og profession – og den vej gik uddannelsen også. Dumme hjerne – dumme skærm, hvorfor skal det nu være til det onde? Hvorfor skal du, når du ellers får en god ide, bryde sammen, når jeg tror, nu skal vi lege med powerpoint og Excel som før? Hvorfor skal du så gøre mig rundtosset og give mig hovedpine? Dumme hjerne, hvorfor kan vi ikke finde ud af at hygge os her længere. Det var jo den jeg var. Den der elskede administrativt back-Office arbejde, og nu må jeg lægge mig fladt ned, og overgive mig til dig. Du vil ikke lege som før.

Men kære hjerne – hjælp mig… Jeg er ved at forstå, det efter 3 år, ikke er forventeligt der er yderligere bedring – heldigvis heller ikke forværring – men hjælp mig så! Hvad kan vi 2 så? Har altid kun interesseret mig for det administrative ift uddannelse og profession. Hvad skal vi 2 nu? For tilbage på arbejdsmarkedet vil jeg – og du skal med uden at give mig hovedpine. Men, hjælp mig til at finde ud af hvad vi kan uden at blive for trætte og få smerter – for jeg er helt blank og ideforladt. Hjælp mig, til at lære dig at kende!

Om forfatteren:

Maria Lindgren
Gift med Peter, 2 drenge Lucas og Cornelius. I uge 32 under graviditeten med Cornelius blev jeg ramt af en hjerneblødning i lillehjernen (december 2012).

En kommentar

  1. De vries
    De vries 31/03/2016 af 15:30 - Svar

    Kære Maria
    Hold op hvor jeg tuder…. Læser det højt for min mand og tuder igen….. Du beskriver lige nøjagtig den følelse jeg sidder med….. Tak for at sætte ord på det jeg ikke selv er så god til længere…. Britt

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies