Jeg kan ikke finde det i “arkivet”

Korttidshukommelsen er ikke hvad den har været. I starten var det utrolig svært at acceptere, men som tiden går, har jeg tillagt mig nogle rutiner, som hjælper mig at huske.

Når jeg skal handle, om det så kun er to eller tre dele, skal jeg helst have det skrevet ned. Åhhh vil mange sige, det kender jeg da godt, jeg skriver da også huskesedler.

Den bemærkning har jeg fået tit, så jeg håber mit indlæg her vil hjælpe med til at forstå at hukommelsen er anderledes, når først hjernen har taget skade.

Mange gange har jeg prøvet at komme hjem uden at få købt det der stod på sedlen, alene af den grund at jeg også glemmer at kigge på sedlen, så af sted igen.

Det positive ved det er da motionen, så det gamle ord om hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene, kommer til sin fulde ret hos mig.  

Mit problem er at det forsvinder helt. Jeg kan ikke huske hvad der blev sagt, eller at jeg skal kigge på sedlen. Nååå, det er nok bare alderen – sådan har jeg det også… Det er endnu en bemærkning som jeg ofte støder ind i.

Gid det var så simpelt, men det er det ikke. Jeg kan simpelthen ikke finde det i ”arkivet”.

Når jeg skriver at jeg ikke kan finde det i ”arkivet”, er det et forsøg på at beskrive hvad jeg mener med mit tab af korttidshukommelsen.

De informationer man får, lagres som regel et sted i ”arkivet”, men hos mig og andre i samme situation bliver det simpelthen ikke arkiveret. Tavlen er blank, det er sivet ind af det ene øre og ud af det andet, fordi hylden i arkivet, til korttidshukommelse, er gået i stykker. Lagerpladsen er simpelthen væk.

Men jeg har hjælpere, som består af kalender, post-it og husketavle. Alle aftaler bliver skrevet i min kalender, og hver mandag skriver jeg på min husketavle hvad der skal huskes i ugens løb. Den gør det meget mere overskueligt.

Nu er det ikke sådan at jeg går og glemmer alt, men i perioder hvor der sker meget omkring mig, er den helt gal… mange vil kunne genkende det – for alle kan glemme – især i stressede perioder.

Min hjerne er altid stresset så derfor glemmer jeg dagligt. Det er sådan jeg kan forklare det. Og jeg håber at pårørende og andre herved nemmere kan forstå hvad det er jeg forsøger at fortælle.

Jeg kan også mærke forskel på min hukommelse af blandt andet mine børnebørns fødselsdage. Jeg har fire børnebørn, og jeg kan kun huske datoen på den førstefødte uden at kigge i kalender – han er nemlig født før min skade. De andre tre er født efter, og jeg husker kun måneden, ikke datoen de er født.

Jeg ved jo at næsten enhver anden bedstemor vil kunne huske sine børnebørns fødselsdage uden at skulle skrive i kalender eller have alarm på telefonen.

Jeg har også tillagt mig faste rutiner eller ritualer om man vil, specielt om morgenen. Der skal jeg have tid til at ”skynde mig langsomt” for ellers glemmer jeg for eksempel at børste tænder. Det lyder som en lille ting, men for mig sker det ofte – for ofte, hvis ikke rutinen holdes. Det kan være svært når vi overnatter ude, men også der har jeg efterhånden tillagt mig rutiner.

Vi har vores børn og deres små familier boende i en anden landsdel, så derfor har jeg tillagt rutiner når vi skal på besøg og overnatte. Vi overnatter som regel i vores medbragte campingvogn, så er vi næsten ”hjemme” når der skal overnattes.

Jeg skal ikke have opgaver med for mange informationer på een gang. Så må jeg stoppe op og få det gentaget op til flere gange, og alligevel er det ikke altid det lykkes at få sammenhæng i opgaven.

Jeg der altid har kunnet multitaske – jeg er vel kvinde, ikk?? (smiler)

Før kunne jeg bage, stege og koge samtidig. Der var gang i køkkenet. Nu er der andre boller på suppen – jeg skal kun lave få ting af gangen og ikke gå fra gryderne. Jeg glemmer at jeg skal tilbage og passe på at det ikke koger over eller brænder på, hvis jeg kommer i gang med noget i et andet rum.

Jeg kunne i starten jeg ikke læse en bog, fordi jeg ikke kunne huske hvad der stod på den første side når jeg begyndte på side 2. Men med træning og atter træning har jeg nu atter vundet glæden ved at kunne læse en god bog. Jeg skal ikke lægge bogen væk i et par dage, for så må jeg begynde forfra. Når der læses, så læses der. Det er blevet en god beskæftigelse igen.

Jeg håber selvfølgelig at det vil gå over en dag, men ved jo godt det er ønsketænkning, men håbet er jo det bedste man har.

Nu håber jeg dette har givet mening for jer og ikke er en gang forvirret snak. Når usynlige handicaps skal beskrives, er det utrolig svært at finde lige de ord der får klokkerne til at ringe.

Tak fordi du læste min indlæg