I disse dage

Årsdagen for min hjerneskade

I disse dage nærmer jeg mig igen årsdagen for da alt i det liv, som jeg kendte så godt, blev revet væk.

Den 23.09. er dagen hvor min familie og jeg kørte galt i en soloulykke på Lolland. Jeg blev svært kvæstet og lå i lang tid og svævede imellem liv og død. Efter 4 ugers koma i en vegetativ tilstand vågnede jeg op til et liv med en hjerneskade.

Hvor alvorlig en hjerneskade er, defineres ud fra det, der kaldes PTA-perioden (posttraumatisk amnesi). Det er et udtryk for den periode, der går, indtil du igen har en sammenhængende hukommelse regnet fra ulykkes/skadestidspunktet. At vågne op efter koma er en langvarig proces, hvor hjernen mentalt skal vågne rigtigt igen. Det tager lang tid.

I begyndelsen er din hukommelse et stort virvar. For mig var der samlet set en periode på ca. 14 dage før ulykken, altså primo september, til februar året efter (5 mdr.). hvor min hukommelse var fragmentarisk og et kæmpe, meget fantasifyldt rod.

Konklusionen på det var, at jeg var svært skadet i min hjerne. En udtalelse, som jeg på ingen måde kunne eller ville forholde mig til dengang.

Før jeg erkendte, at jeg havde fået en skade i min hjerne, besluttede jeg mig for, at jeg ville vise dem omkring mig, at de tog fejl. Eller, ja, jeg har en skade i min hjerne, men jeg kan stort set, hvad alle i andre også kan. Jeg bliver lidt hurtigere udtrættet end andre. Nogen gange skal jeg også have lidt længere tid eller have tingene sagt/forklaret på en anden måde.

Skåret ind til benet kan det egentlig siges simpelt:

• Fortæl mig, for jeg glemmer.
• Vis mig, så jeg husker.
• Inddrag mig, og jeg forstår.

Rehabilitering

Hjerneskaderehabiliteringen har lært mig at være målrettet og have fokus på at løse den opgave, jeg stilles overfor. Det gælder uanset, hvor umulig og hård, den ellers måtte være.

Der er ingen tvivl om, at min stærke vilje – stædighed, som nogen vil kalde det – har medført, at jeg til stadighed opnår udvikling, på trods af at min hjerneskaderehabilitering for længst er afsluttet.

I august 2019 startede jeg igen på mit gamle studie og færdiggjorde min bachelor på ordinære vilkår. Jeg dimitterede i januar 2020 som socialrådgiver. Jeg er i august i indeværende år blevet gift med jordens dejligste mand. Jeg er blevet bonusmor og elsker det.

Min balance er utrolig dårlig. Så med en kommune, der ikke længere kan tilbyde mig genoptræning eller vedligeholdende træning, er min mand og jeg begyndt at ro havkajak.

Havkajak er en udfordring selv for folk uden balanceproblemer. Jeg kan derfor ikke undlade at fortælle, at min balance på vandet, faktisk er bedre end min mands. I sommeren 2020 bestod jeg vores havkajakkursus, så jeg er nu frigivet til ture på vandet.

Jobdrømme

I disse dage har jeg hævet barren yderligere og er gået intensivt i gang med at søge et ordinært job som socialrådgiver – omend på nedsat tid. Tidligere har jeg arbejdet frivilligt, men nu vil jeg rigtigt tilbage igen og bruge min uddannelse.

Jeg kunne godt påkalde mig retten til at få fortrinsret til en samtale i min jobsøgning, men sagen er den, at det vil kun kunne få mig til en samtale hos arbejdsgiveren. Med mindre jeg blæser arbejdsgiver bag over med mit væsen og min arbejdserfaring, får det mig absolut ingen vegne.

Arbejdsgiver vil stadig sidde med en fordom om, at foran hende/ham sidder en hjerneskadet. I andres øjne – en handicappet person. Det ”forskrækker” nogen og gør dem usikre, for hvad betyder det reelt at have en skade i hjernen?

Min egen forforståelse er, at det på forhånd vil ekskludere mig yderligere fra jobbet. Jeg har derfor valgt ikke at benytte mig af min fortrinsret til de jobs, jeg har søgt.

Ved at benytte fortrinsretten slår jeg godt nok fast, at jeg ikke skal diskrimineres pga. et handicap. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at blive diskrimineret, men jeg ønsker at blive indkaldt til samtale, fordi min jobprofil er interessant, ikke fordi arbejdsgiver skal gøre det.

Min første ansøgning afstedkom en samtale. Jeg fik dog ikke jobbet, da pågældende sted ønskede en pædagog ansat, men det har bare gjort mig endnu mere vedholdende og målrettet.

Det må være muligt for mig at kunne overbevise en arbejdsgiver om, at jeg skal have en chance mere til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, Men koden til, hvordan jeg får en fod indenfor, prøver jeg fortsat på at knække.

Godt nok har jeg 9 års pause fra arbejdsmarkedet, men de personlige kompetencer, jeg har erhvervet mig i min rehabilitering, må kunne veksles til ressourcer, der kan bruges i et fremtidigt job.

Det tomme CV

Den 23.09. er årsdagen for trafikulykken. Det indebærer en lang og ret tom periode på mit CV. 9 år, hvor jeg stort set dagligt har drømt og ønsket, at jeg var tilbage i ordinært arbejde og ikke ”kun” som frivillig ressource.

Andre mennesker, der ikke til dagligt går hjemme, kan godt drømme om en sådan tilværelse med frit at kunne sove længe, ordne hus og ”dalre” rundt.

Jeg får efterhånden fnidder af det og bliver skør, hvis jeg ikke snart får mulighed for at bruge min hjerne og intellekt på andet end at programmere vaskemaskinen eller for gud ved hvilken gang løse en sudoku.

Jeg har efterhånden læst mig igennem verdenslitteraturen, og lov om social service sidder på rygraden. Min lovsamling er blevet godt tyndslidt af at være blevet læst så meget.

Det må være min tur til at komme videre og vise andre, at vejen ligger åben på trods af en skade i hjernen. For liv, der reddes, skal også leves.

Derfor bruges disse dage på intensiv jobsøgning, for jeg kan og vil stadig gerne arbejde og mener, at jeg i den grad stadig har noget at bidrage med. Wish me luck.

Tak for, at du læste med.

Line Buch Wassileffsky Hansen