Hvorfor fanden kan de ikke bare hjælpe mig!!!!

Det er frygteligt at sige, men jeg føler at jeg er dobbeltmoralsk… Ment på den måde at jeg prøver for alt i verden at tilpasse mig “de-ikke-hjerneskadedes” dagligdag. Jeg føler virkelig at det går mig godt, i “de-ikke-hjerneskadede”s verden, men det tager hårdt på mig, psykisk, og jeg vil for alt i verden ikke miste den del af mig. Mens når jeg er sammen med “de-hjerneskadede”, så kan de forstå mig, sætte sig ind i mit sted, og nikke genkendende til mine problemer. Det er noget ikke “hjerneskadede” aldrig vil kunne sætte sig ind i.

Jeg er splittet for jeg ved ikke hvilken gruppe jeg tilhører. Det er lidt ligesom om at jeg gerne vil betragtes som “normal”, men man lige skal have i baghovedet, at jeg altså ikke er “normal”. Jeg er f.eks. heller ikke specielt stolt af at sige at jeg får hjemmehjælper til at gøre rent herhjemme… Jeg er fucking 40 år, man skal have hjemmehjælper når man er 80 år.

De fysiske smerter kan jeg bare ikke forstå at man ikke kan hjælpe mig med… Der burde være en pille, så man blev smertefri et stykke tid, og så kunne man tage en ny pille… Men det findes bare ikke… nej nej… Men jeg prøver bare den ene efter den anden pille, og de bliver selvfølgelig stærkere og stærkere…

Jeg har gået med “hjerneskade-hovedpine” i 24 år, 24/7, altid… det tapper mig fuldstændig for energi…

Nu sidder jeg og skriver på bloggen, og jeg er på morfin og alt det andet smertestillende, og jeg føler virkelig ikke man kan mærke det på mig. Jeg tror ikke at mine reaktioner er langsommere… Jeg synes heller ikke det hjælper en disse… Det er frustrerende!!!!

Det psykiske… hold da op… Mine tanker, de myldrer frem og tilbage…

Ved du hvad jeg savner… et kys… Jeg savner en der siger at hun elsker mig, og hun mener det… Jeg savner en der holder om mig… En som jeg kan tale med og grine sammen med…

Alle siger at de virkelig godt kan lide mig? Men kan de virkelig det? De ringer aldrig bare for at høre hvordan det går….Det er altid mig der skal tage initiativ til at vi skal ses.

Det er meget, meget lang tid siden, at der er en der har sagt til mig at hun/han elsker mig… Det har man behov og ret til at vide, så det styrker ens selvtillid, så man føler at der er nogen der har brug for en. Jeg vil med glæde sige det. Jeg har nemlig ikke svært ved at sige det og vise mine følelser.

Er min halvsidige lammelse så svær at tackle for kvinder, at de ikke tør give sig hen og starte et forhold eller?

Jeg ved godt at jeg skal være stærk… Men jeg har også brug for en, der kan sige til mig at “du kan græde ud ved min skulder, det er ok….”

Jeg har altid været den stærke – den med det gode humør – ved I hvad… det “gode” humør er sq snart ved at være brugt op… Men jeg er 100% sikker på at jeg nok skal være på igen… og være den glade igen.

Jeg føler kun jeg har 1-2 venner. Jeg føler ikke jeg har andre. Jeg vil gerne have flere venner og en som jeg kan betro mig til, og som betror sig til mig. Jeg føler at jeg gør alt, for at man kan betro sig til mig, men det er åbenbart ikke nok.

Min ex-kæreste har lige forladt mig, gennem 15 år… det er et hårdt slag. Når man ligger der om aftenen og gerne vil have en at tale med – men der er ingen til at lytte…

Det er også hårdt når nogen af de “venner” man havde på Facebook, efter bruddet med min ex-kæreste lige pludseligt sletter en som deres “ven”… det er hårdt… Så er det som om at jeg kun var “ven” med dem for min ex-kærestes skyld.

Jeg føler at der er kaos i mit hoved. Der bliver ved med at fylde ting og sager i de åbne kasser i mit hoved, for jeg har ikke lært at lukke dem…

Kan I ikke hjælpe mig… Saml mig op… omfavn mig virkelig… Men gør det fordi I mener det… for guds skyld!

Af Søren