Glædelig rollator og godt energiforvaltet nytår

Hold da op… December er ankommet! Med alt hvad der hører til af julepynt, glimmer og diverse nisser der ikke var fundet frem før Allehelgenes Aften ramte os i oktober.

Jeg går (heldigvis?) glip af den værste julestress, fordi jeg grundet mine operationer havde købt alle julegaver hjem – og pakket dem ind – inden kalenderen nåede midt oktober. Ikke fordi det er noget at prale med, men jeg var godt klar over, at jeg efter operationen (den første) ikke ville være en marathonløber inden julehandlen var over os. Og da anden operation så blev en realitet… Ja så var det ekstra heldigt jeg nåede at blive hurtigt færdigt.

Nu sidder jeg så og prøver at følge med i alle de online julekonkurrencer jeg har tilmeldt mig. Jeg førsøgte en kort overgang at have dem alle listet så der kunne vinges af efter hver dags deltagelse, men lad mig være ærlig her… Jeg er allerede så presset af eftervirkninger fra operationerne at jeg ikke engang kan gennemføre alle 3 gange træning pr. dag, så at følge med i den enorme mængde julemails der ankommer hver dag… Jeg har givet op. Hvordan skal jeg kunne overskue alle de mails når jeg ikke engang kan huske at se julekalender i TV? Jeg træner, sover, tager mig af kattene og hverdagen det bedste jeg kan – det er vigtigere end genudsendelser i TV og emails jeg alligevel aldrig vinder noget i :)

I år har jeg valgt at fejre julen på en anden måde. Jeg er jo “strandet” med min rollator, Rollo, som min juledate, og derfor kunne jeg da lige så godt udnytte chancen for at sprede lidt lys og farver i mørket. Så når jeg alligevl ikke kan julepynte, hænge diverse sager op, stille frem og rykke rundt med mine ikke ret julede “nisse”huer, ting og sager til at fejre vintersolhverv og LED lys, så kunne det da gå ud over min Rollo ;) Nu er Rollo derfor iklædt en lyskæde og håndlavede træer i flot papir. Jeg havde egentlig forsøgt med nogle flotte ornamenter i plastik. De kunne ikke gå i stykker og skære mine pelsbørns poter. Katte har jo en evne til at komme galt afsted fordi de er så nysgerrige.

De kom heller ikke til skade – men det gjorde min nattesøvn! De to pelsede tornadoer opdagede nemlig hvordan de kunne pille ornamenterne af min rollator og bruge dem som en kombination af fodbold og puck til airhockey på gulvene midt om natten. Så det blev meget hurtigt droppet og ny pynt produceret. Da jeg har ret ondt, så vågner jeg endnu nemmere end normalt, og det er faktisk imponerende at det kan lade sig gøre. Så at høre de to tumpe rundt om natten med bulder og brag og ornamenter skøjtende runft i huset om natten var for meget af det gode. De har derfor fået ekstra legetøjsmus der er betydeligt mere lydløse, aktivitetslegetøj og jeg har fået mere nattesøvn igen :D

Jeg er for længst begyndt at planlægge min fejring af julen. Der er lagt planer for med hvem og hvor. SÅ er der min enorme liste af gøremål, huskelister og diverse påmindelser. Det er ikke nemt når der sker ændringer i rutinen. Slet ikke nu hvor jeg er ekstra svækket. To operationer på en måned har været for meget. 4 gange tjek for blodpropper (pt. er jeg sluppet), alt for store ophobninger af blod og væske i benet der trykker på muskelvæv, nerver og blodårer og stærke smerter har sat mig meget langt bagud i genoptræning og dermed min heling. Min krop kunne ikke klare det, det blev for meget for systemet. Jeg har ingen anelse om hvornår eller hvordan jeg indhenter det tabte eller om jeg kan.

Det betyder, at jeg ud over udfordringen med mit hoved og ændrede rutiner i julen også har et knæ og ben der bare slet ikke er klar til juledans, fine kjoler og pæne sko. Pt. kan jeg nemlig stadig ikke være i et par almindelige jeans, gå stabilt uden Rollo eller bruge benet tilnærmelsesvis så godt som håbet. Jeg håber dog tjekket i denne uge betyder gode råd er redder mig og Rollo fra en jul i løse træningsbukser og knæskinne samt en omgang Nu’ Det Jul Igen med samme hastighed som en gangbesværet snegl og ynde som en gang bambus i stormvejr ;)

Alt i alt går jeg en jul i møde hvor lure og is på knæet er lige så vigtigt som alle smilene fra dem jeg elsker mest, hyggen og glæden og hvor Rollo er lige så nødvendig som det er at trække vejret og at nyde hver eneste dag man har fået givet.

Jeg glæder mig til jul, men jeg savner friheden fra før. Alligevel er det smilene fra mine kære og grinene over min pyntede Rollo og pelsbørnenes kamp om gavebåndet der står tydeligst frem i mine tanker.

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul, et vidunderligt vintersolhverv, et lykkebringende nytåe og en masse varme smil fra dem I elsker aller mest.

Hvis ikke andet – nu hvor jeg er så lidt mobil – så ses vi på den anden side, når dagene lysner og de lyse timer bliver flere. Må I alle slippe for forspiste maver og bytteræset i januar :D