For 5 år siden fik jeg hjerneblødning

Præcist i dag for 5 år siden fik jeg en hjerneblødning. Jeg var på arbejde da jeg fik en hjerneblødning i hjernestammen og jeg tog det offentlige hjem og lukkede det ene øje, jeg havde dobbeltsyn, og kørte i bilen de sidste 5 min hjem. Stacey kørte mig til lægevagten og fra det tidspunkt tog det dem 19 timer at komme til at CT skanning.

Det var fredag for 5 år siden. Lige omkring normal fyraften. Inden scanning prøvede de at slå mig ihjel ved at give mig blodfortyndende i pilleform. Men ukrudt forgår ikke så let. Jeg ville ikke dø. Jeg er taknemmelig for hver dag jeg har haft siden.

Om morgenen vågnede jeg med en snurren i højre ringfinger og lillefinger og lidt snurren i højre fod, og mit syn var lidt underligt, men jeg tog briller på og gjorde mig klar til at tage på arbejde. Jeg slog de snurrende områder hen med musearm og må have ligget forkert. Synet slog jeg hen med at den optiker måtte have målt mit syn forkert, da jeg lige havde fået nye briller.

Stacey sagde jeg skulle blive hjemme fra job og gå til lægen men jeg ville afsted. Jeg kom på arbejde, og efterhånden som dagen gik bredte den sturrende fornemmelse til hele højre side, og jeg vidste godt at der var sket noget i hjernen, bare ikke hvad, og jeg var fast besluttet på at komme tidligt hjem og på hospitalet, men bilen stod på stationen og Stacey kunne ikke hente den, af forskellige årsager, derfor kæmpede jeg mig hjem.

Lydene i metroen og toget var forfærdeligt høje i mine ører, det lød som en rockkoncert, som om jeg stod lige ved siden af højtaleren. Mit syn var blevet dobbelt, og jeg kunne kun se noget ved at lukke det ene øje. Der var mange med metroen, da det var fredag ved fyraftenstid. Jeg kan huske, jeg sad og der sad nogen ved min højre side, og det generede mig helt vildt og der var bare proppet i metroen og alle “råbte” i mine ører. Jeg havde lyst til at råbe “hold kæft”. Jeg kom til Herlev Station med toget, og kørte de sidste maks 5 min hjem, så Stacey kunne overtage bilen.

Hvorfor jeg ikke tænkte på at falck kunne have kørt mig og bilen hjem ved jeg ikke, men jeg vil undskylde det med jeg havde en hjerneblødning.

Man kunne ikke lave de normale test, for apopleksi på mig, da jeg gik, jeg talte uden at snøvle, jeg var ikke lammet andet end i venstre øje, der ikke ville kigge til venstre. Jeg kunne hente kaffe ved kaffemaskinen på job, og maden blev på bakken, ved frokost. Ingen hængende mund. Bare en meget kraftig overfølsomhed over berøring på højre side. Jeg kunne ikke gå på line, så lette balanceproblemer.

Nu 5 år senere, har jeg nedsat mig som selvstænding, IT konsulent, jeg klarer det godt, jeg bliver forlænget og forlænget igen i min kontrakt, så de kan lide mig og mit arbejde. Det er rart at ingen kan sammenligne mig før og efter skaden.

Jeg vil fejre dagen med at gå på arbejde og komme hjem og få en god middag med Stacey. Jeg fejrer at jeg overlevede. Jeg er taknemmlig for alle de dage hvor jeg vågner og stadig trækker vejret og kan se en solopgang, og en solnedgang, dufte til en smuk blomst.