Et nyt liv

Dette bliver et intro-indlæg, så der er mulighed for at lære mig lidt bedre at kende

I februar 2010 fik jeg en frygtelig hovedpine!!! Først troede egen læge det var en bihulebetændelse, men så nemt skulle jeg desværre ikke slippe. Medicinen virkede og jeg fik det ikke bedre. Beskeden var “giv det lidt tid, medicinen skal lige have tid til at virke”. To uger efter endt behandling for bihulebetændelse havde jeg det om muligt endnu værre end før. Til sidst, næsten en uge efter jeg først fik hovedpine, blev jeg lam hvor det hele startede i hovedet, trak ned og gjorde min nakke stiv og så “indtog” det ellers hele min ryg, indtil jeg ikke kunne bevæge mig mere. Beskeden ved vagtlægen, da min far slæbte mig ind til denne var “kør hende hjem, stik hende et par Panodil, og få hende så til at ringe til egen læge når de åbner i morgen”. Lad os bare sige min far ikke var særlig imponeret over sådan et svar.

Hvad der her efter sker i de følgende måneder er udelukkende byttet på få ting der eksisterer i min hukommelse og ellers hvad jeg er blevet fortalt og har læst i mine journaler.

Men faktum er, at jeg troede det der sikkerhedsnet der prales så meget med i lille Danmark ville gøre alt for at få mig så gelinde igennem som overhovedet muligt… Jeg tog fejl!

Der er siden gået langt over 4 år. Jeg er tilkendt fleksjob på 9 timer (incl pauser), men jeg er stadig standby i søgningen, da jeg ikke kan hænge sammen med både at være et menneske privat, have et fleksjob og holde styr på hverdagen. Der har været meget begrænset med hjælp og den der kom fra det offentlige, har været kæmpet for med næb og klør og først dukket op efter klage efter klage efter klage.

Min hjerneskade er ret omfattende, selvom jeg ved langt størstedelen ikke gætter på det når de ser mig. Jeg er – hvad jeg selv kalder det – usynligt handicappet…. Nu mener jeg ikke at det kan være en fordel at være synligt handicappet, for de peges der ofte fingre af og de bliver udsat for øgenavne og den slags. Men usynligt handicap er altså heller ikke en dans på roser. Folk kan ikke se man ikke er som folk er flest og derfor glemmer de ofte at man har visse udfordringer. Man dømmes nemt som hypokonder, doven, uintelligent eller latterligt opmærksomheds krævende. Faktisk kan ingen af de ting være mere forkert. Langt de fleste af os ville give nærmest alt for at blive som vi var før. At alt kunne blive som det vi husker. Men var det nu virkelig så godt??

Min opfattelse er, at jeg faktisk ikke vil bytte. Var en masse ting nemmere før?? Var jeg stærkere, hurtigere?? Ja og ja! Ingen tvivl om at mange ting var så meget nemmere før. Og jeg var smertefri – i hvert fald så længe jeg ikke lige blev trådt på af en af hestene eller stødte ind i et eller andet på arbejdet Nu er jeg aldrig smertefri – men jeg lever et mere ægte liv. Værdsætter de små ting, føler mig heldig fordi jeg har fået en ekstra chance for at få mest muligt ud af livet.

Som alle mennesker har jeg nedture, dårlige dage. Hvor smerterne er altoverskyggende og kroppen og hjernen intet vil!!! Men Kærligheden lindrer alt. Min kærlighed til de mennesker der elsker mig, min kærlighed til livet. Og at være bidt af en gal paintballer…

Jeg er mig, på godt og ondt, og jeg er godt tilfreds. Smerterne og min hjerneskade er en pris jeg gladeligt betaler for at være i live, kunne spille paintball og opleve kærlighed.