Det skal bare lykkes

Så langt så godt! Jeg er nu igennem de første 7 uger af mit 12 ugers klinikforløb og det går rimelig godt. Det er rigtig spændende at komme lidt tilbage til den praktiske sygepleje, og få tilknyttet en masse ny viden og færdigheder til den eksisterende viden som jeg i forvejen har. I dette klinikforløb har jeg været med til at planlægge rehabilitering for borgere, i stedet for min egen, og hjulpet mennesker der selv gerne ville tilbage til en genkendelig hverdag. Jeg hepper virkelig meget på hver og en! I denne proces har jeg lært rigtig meget fagligt, men den grad også personligt. Derudover har jeg været med ude i sundhedsplejersken og møde søde børn og deres familier og i den forbindelse lært lidt om familietrivsel og børns udvikling.

Jeg er nu kommet i gang med mit klinikforløb i psykiatrien og det er noget helt andet, men også virkelig spændende. Jeg er på et ambulatorie, hvor jeg lærer at hjælpe patienter med depression, personlighedsforstyrrelser og andre sindslidelser. Jeg synes virkelig psykiatrispecialet har fanget min interesse og jeg vil helt sikkert overveje at søge tilbage til psykiatrien når jeg får muligheden for det.

Dog er der et par ting, som spænder ben for de gode og lærerige oplevelser. Det har været svært igen at skulle introducere mig selv og min skade, og møde misforståelser omkring det at have en hjerneskade. Det kan godt tage pusten lidt fra mig, når man bliver misforstået selvom man prøver at forklare gener og hensyn på bedste vis. De gode oplevelser skal fylde mest! Hjerneskadetrætheden gør dog hvad den kan, for at ødelægge de gode oplevelser, men har heldigvis ikke haft ret mange succeser med det. Når trætheden, hovedpinen og glemsomheden sniger sig ind, kommer mine tanker til at vandre.

Jeg tænker meget på hvordan og hvilken fremtid jeg vil få, med de gener jeg har grundet mit hovedtraume, når jeg engang bliver færdig med min uddannelse. Jeg har så mange spørgsmål, som jeg ikke kan få besvaret før tiden er til det. Hvordan bliver mit arbejdsliv som sygeplejerske? Hvordan og hvilke muligheder har jeg for at stifte familie? Hvor meget indblanding vil der være fra myndighederne? Lige nu er alle disse spørgsmål ikke til at besvare, fordi mit liv kan se anderledes ud om nogle få år. Alligevel presser disse spørgsmål sig på, når hovedet bliver træt og humøret daler.

I forhold til skift af uddannelse, er jeg dog rimelig sikker på at jeg er landet på den rette hylde. Jeg ved godt at jobbet som sygeplejerske kan være pisse hårdt og til tider stressende, men samtid ville det for mig være endnu mere stressende at være i et job hvor jeg ingen interesse ville have i det. Jeg vil derfor kæmpe med næb og klør for at blive en virkelig dygtig sygeplejerske, og så er der måske nogle drømmejobs jeg må sende en hvid pil efter grundet min situation. Sådan er livet nogen gange.

En anden lærerig oplevelse jeg har haft, i en ellers travl periode, var et skønt hjerneskadeforenings arrangement i Helsingør. Her blev der afholdt to foredrag om hjerneskadetræthed og hvordan man kan leve med sin skade. Jeg kunne virkelig se mange ligheder i de to personers fortællinger og blev klogere på hvordan jeg gøre ting anderledes i forhold til min egen tilværelse. Jeg har fundet ud af, at selvom jeg er træt og udkørt, er det meget givende for mig at komme ud blandt andre mennesker både dem med og uden skader på hjernen. Det vil jeg prøve at huske mig selv på fremadrettet.

Inden jeg med succes kan færdiggøre dette klinikforløb skal jeg skrive en opgave, som omhandler sygepleje, klinisk lederskab og kvalitet i sundhedsvæsenet. Der er en del krav til hvad opgaven skal indeholde og hvor mange sider den skal være på. Når den forhåbentlig bliver færdig, skal jer derefter forsvare den foran min vejleder, medstuderende og en underviser fra skolen. Når mit humør ellers er godt, ser jeg dette som en mulighed for at træne energiforvaltning og opgaveskrivning generelt. Når jeg ikke har ret meget energi, kan opgaven virke lidt mere uoverskuelig.

Jeg er dog de fleste dag sikker på at det hele nok skal gå og jeg nok skal komme fint igennem, det har jeg gjort før, så hvorfor skulle det være anderledes nu?