window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');

Det lange træk

Som pårørende til en hjerneskadet person får man en opgave for livet.

De første 8 måneder besøgte vi ham næsten hver dag. Vi læste højt for ham, sang, viste ham billeder og gik ture. Sommetider følte vi at han reagerede, og blev euforiske af glæde, blot for næste dag igen at møde hans tomme blik.

Vi begyndte at deltage mere i hans pleje, og vi oplevede mange grænseoverskridende ting – f.eks. at skifte ble og give sondeernæring. Samtidigt havde vi et stort behov for at GØRE et eller andet praktisk – føle at vi gjorde nytte.

Vi opgav ikke håbet om at han skulle vågne, men begyndte alligevel at indstille os på at han skulle tilbringe resten af sit liv som total grøntsag. Alt oftere strejfede tanken mig om det ikke var bedst at han fik fred…

Tæt på hans 17 års fødselsdag, ca. 5 måneder efter ulykken, fik han vanskeligheder med slimpropper i luftvejene og hurtige temperatursvingninger. Jeg kunne se panikken i hans øjne når han ikke kunne få vejret, og for første gang tilbragte vi skiftevis hele dage inde hos ham på Hvidovre Sygehus.

Rasmus havde en helt fantastisk læge, Ian, som kaldte os til samtale. Stille og roligt fik vi fortalt at de vurderede at Rasmus var så svært hjerneskadet at hvis hans hjerte stoppede på grund af den hårde belastning af hans luftveje og de høje febertopper, så ville de ikke genoplive ham. De ville heller ikke lægge ham i respirator igen hvis han fik det værre med vejrtrækningen. De ville blot hjælpe ham med at sove ind – roligt og smertefrit.

Jeg var afklaret med det (hvis man altså kan være det) mens min mand havde en helt anden holdning. Rasmus’ far mente at så længe der var liv, så var der håb, og alt skulle gøres for at holde hans søn i livet – mirakler kunne ske. Ian måtte bruge alle sine pædagogiske evner på at få ham til at indse at det nu var op til Rasmus. De kunne ikke gøre mere for ham.

Nu knækkede filmen for mig. Jeg følte mig som en totalt dårlig mor som ”ønskede” at min søn fik fred. Jeg fik sat tingene på plads igen inde i mit hoved af en dygtig krisepsykolog. Han fik mig til at indse at vi reagerede meget forskelligt på sorg og savn – og ingen måde var forkert eller rigtig. Min reaktion var lige så legal og naturlig som min mands.

Jeg begyndte at skrive dagbog om Rasmus og om mine følelser og frustrationer. Det var en rigtig god måde for mig at ”skrive af mig” og samtidig en værdifuld dokumentation for os over hele forløbet.

Heldigvis, efter et par uger, kæmpede Rasmus sig tilbage til livet igen og blev stabil – og næste fase begyndte …

By |2019-01-02T20:56:02+00:0017. marts 2013|Akutfasen, Blog, Børn og unge, Pårørende|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Annica Granstrøm
Jeg blogger om at være mor til en senhjerneskadet ung mand. Vi oplever stadig et følelseskaos, men jeg prøver at fokusere på det positive og glæder mig over små fremskridt. Jeg er desuden direktør for bolig- og sundhedscentret Fjordstjernen i Holbæk.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies