window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');
/, Erkendelse og accept, Identitet, Job og uddannelse/Den virkelige verden lurer derude

Den virkelige verden lurer derude – er jeg mon klar til det?

Der er nu under et år tilbage til jeg skal i et rigtigt arbejde. Et arbejde som sygeplejerske. Mit job bliver at skabe tryghed, ro og overblik for mennesker hvis liv kan være i kaos. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud i den virkelige verden. Samtidig er jeg meget nervøs. Jeg ved jeg bliver en god sygeplejerske, men er bange for at skulle leve et liv på halvt blus.

Lige nu er der lys i fyrtårnet

Lige nu er jeg pakket sikkert ind. Jeg kan flyve frit med et solidt sikkerhedsnet under mig. Jeg er stadig studerende og har stadig lov til at være usikker, begå fejl. Arbejdsbyrdens fulde vægt venter stadig i horisonten. Jeg har endnu ikke nogen børn der kræver min tid, tålmodighed og energi. Jeg kan stadig få mine nødvendige hvil når energien er brugt op.

Jeg har verdens bedste og mest tålmodige mand. Han har al den energi jeg tabte da jeg tilbage i maj 2016 styrtede på min cykel. Når jeg har brugt alt min energi på at opnå drømme og målsætninger, står han klar til at tage sig af alle de ting der er uoverskuelige og energikrævende. Sidst men ikke mindst har jeg haft nogle tålmodige, dygtige og stædige neuro-specialiserede ergoterapeuter. De har været mit fyrtårn. De har vist vej i mørket når der ikke var nogen udsigt til et tåleligt liv.

Lige om lidt har jeg ikke længere dette fyrtårn. Rejsen til fastlandet virker lige pludselig meget lang. Min kommune har været gode til støtte og vejlede, men jeg passer ikke længere ned i deres kasse. Mit studie er fuldtid. Derfor kan jeg ikke komme ned i flex-job/ressourceforløbskassen, selvom livet som sygeplejerstuderende og rigtig sygeplejerske er vidt forskelligt. Jeg skal snart kunne flyve selv uden den kunstige opdrift der har båret mig til hvor jeg er i dag.

Jeg frygter at min boble brister

Jeg har den bedste støtte og kærlighed fra både familie og venner. Alligevel er frygten for at vingerne knækker ret stor. Når det virkelige liv begynder, er jeg så klar til at kunne leve det på en måde jeg finder tilfredsstillende? Frygten for at drømme som at blive mor skal fravælges fordi at jeg skal ud i et rigtigt job popper mere og mere op. I mit billede af det virkelig liv kan jeg ikke længere svæve trygt i min velkendte boble.

Jeg har opbygget et dejligt liv i min trygge boble. I min boble har jeg kunnet finde energi til at opfylde drømme og visioner og samtidig kunne være der for dem som står mit hjerte nært. Dette var for en tid sat på standby efter ulykken, indtil jeg fandt min boble. Denne gode tid i min trygge bobble har skabt store drømme og visioner for fremtiden. Nu hvor meget af min veletablerede sikkerhedsnet forsvinder så boblen brister, er risikoen for at det samme vil ske for de drømme og visioner jeg havde kreeret der inde.

Tankerne om hvordan jeg skal forene mit halvflade energibatteri med det virkelige liv jeg har drømt om i min trygge boble, er mig en frustrerende ukendt faktorer. For når jeg både gerne vil kunne blive en god mor, være en sød og støttede kone/veninde/ven, fantastisk til mit arbejde og i det hele taget nå alle de andre drømme jeg har bygget op, har jeg brug for et bedre og større batteri end det jeg har nu.

Måske jeg stadig kan reparere batteriet

Jeg må desværre erkende at jeg endnu ikke har opsporet sådan et batteri. Jeg må acceptere at når noget af mit velkendte sikkerhedsnet forsvinder, og det virkelig lev skal leves, betyder det at flere kameler skal sluges, og alt og alle skal prioriteres nøje. Indtil da vil jeg nyde min boble lidt endnu og håbe på at når den virkelige verden banker på, har jeg fået repareret så meget på det batteri jeg har nu, at de fravalg der skal tages ikke er for smertefulde.

By |2019-02-19T17:57:44+00:0019. februar 2019|Blog, Erkendelse og accept, Identitet, Job og uddannelse|3 Comments

Om forfatteren:

Pernille Blaabjerg
Jeg hedder Pernille. Læser til sygeplejerske. Fik en erhvervet hjerneskade i 2016 grundet et cykelstyrt. Jeg fortæller om min hverdag, generne ved min skade og hvordan jeg får uddannelse og privatliv til at gå op i en højere enhed.

3 Comments

  1. Søren 20/02/2019 af 22:35 - Svar

    go kamp du kan klare det. bedste tanker herfra til dig.

  2. Nilo 26/02/2019 af 9:19 - Svar

    Kære Pernille

    jeg synes at det er et rigtigt flot indlæg du har lavet til bloggen. Flot klaret igennem din uddannelse og nu hvor det snart er slut, starter jo en hel ny kapitel i dit liv. Du bliver så dygtig en sygeplejerske med de mange ting du har med i din kuffert. Du har en medforståelse og empati som er guldværd i din fagfelt – især hvis du også er interesseret i at arbejde indenfor neurologi. Det lyder som om du har den bedste opbakning hjemmefra (som er så vigtig!) og så skal du bare at tro på dig selv og mærke efter i din mave hvordan du har det engang imellem, så kommer du rigtig langt.

    Glade hilsner

    Nilo

  3. Anne 26/02/2019 af 11:14 - Svar

    Hvis det på nogen måde er økonomisk muligt for jer, så husk, at der er alternativer til fuldtidsarbejde. Man kan godt føle et pres for, at skulle arbejde på fuldtid, fordi “det gør man”. Vi har valgt, jeg ikke skal være på fuldtid, for på fuldtid er der ikke balance mellem arbejde, børn og fritid. Det fik jeg stress af. Og vi havde egentlig ikke behov for at tjene så mange penge. Vi betaler ikke så hurtigt af på lånet, men der er stadig råd til hus, mad, tøj og billige rejser.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies