window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');
/, Årsdag, Blog, Børn og unge, Pårørende/Datoer som har brændt sig fast

Datoer som har brændt sig fast

Der er datoer som har brændt sig fast i min bevidsthed – f.eks. mine børns fødselsdage.

Nu har jeg to nye datoer som har overtaget alt andet. Den mest skræmmende er den 1/12 2009. En dato jeg ALDRIG vil glemme – en dato hvor vores liv ændredes drastisk. Rasmus’ ældste storesøster er født den 1/12, og min far har også fødselsdag den dag – de stakkels menneskers fødselsdag er der nu en skygge over. Det er den dag Rasmus blev kørt ned. Det er svært at fejre en fødselsdag når man hele tiden tænker på hvad der skete den dag.

Den anden dato som har overtaget en stor plads i min hjerne er den 27/7 2010. Efter ca. 5 måneder på Hvidovre Hospital var Rasmus kommet til en døgninstitution for svært multihandikappede børn uden sprog, Heimdal. En varmt og venligt sted hvor de gjorde hvad de kunne for Rasmus. Vi var skrækslagne over at forlade hospitalsmiljøet hvor der var læge, sygeplejersker og livsforlængende maskiner tæt på, til fordel for ”kun” et pædagogmiljø.

Det føltes også ubeskriveligt håbløst at han blev udskrevet på grund af manglende respons. Heldigvis blev afleveringen fra hospitalets side helt fantastisk, og Heimdals personale blev undervist i al den pleje og træning som var nødvendigt for overlevelse – men også for en eventuel forbedring. Og vi blev involveret hele vejen igennem.

Den 27/7 kom Heimdal hjem på besøg med Rasmus. Det var utroligt bevægende og hårdt at se sin søn blive fragtet ud af en handicapbus, fastspændt til en ”komfortkørestol” og med to pædagoger ved sin side. Med fælles kræfter fik vi ham kørt op til hans favoritsted i haven med hans høns gående lige ved siden af, kæmpeudsigt over vores marker og en af hans katte i skødet. Der var INGEN reaktion. Rasmus enten sad med lukkede øjne eller med tomt blik. Når han kørte hjem tænkte jeg kun ”godt at Rasmus’ far ikke var hjemme og oplevede dette…”.

Dagen efter blev jeg ringet op fra Heimdal. De havde oplevet Rasmus som meget mere aktiv efter besøget og de følte at ”et eller andet var ved at ske”. Hvis jeg skal være helt ærlig så troede jeg bare at de ringede fordi de havde set hvor ked af det jeg var da de tog af sted – og ville give lidt opmuntring.

Men MIRAKLET var sket!

Langsomt begyndte der at ske en opvågning. Han begyndte at bevæge sig få centimeter med sin kørestol. Han begyndte at løfte hovedet når man bad om det. Han begyndte at svare ja/nej på spørgsmål ved at løfte/sænke armen. Vi opdagede at han kunne læse, og fik lavet ja/nej skilte som han kunne pege på. Langsomt – meget langsomt – skete der forbedringer. Vi blev mere og mere klar over at han kunne forstå hvad vi sagde til ham ved at han svarede relevant på spørgsmål eller kunne pege på det vi bad om. Han begyndte at lave sit ”eget” fingersprog hvor blandt andet ”fuckfingeren” blev brugt flittigt når han blev irriteret.

Det føltes som om han langsomt var ved at komme tilbage til os. Vi var ligeglad med at det gik langsomt – bare vi kunne se at der skete en lille forbedring hver dag – det gav os håb – og det hjalp os at overleve endnu en dag.

By |2019-01-02T20:40:23+00:0028. marts 2013|Akutfasen, Årsdag, Blog, Børn og unge, Pårørende|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Annica Granstrøm
Jeg blogger om at være mor til en senhjerneskadet ung mand. Vi oplever stadig et følelseskaos, men jeg prøver at fokusere på det positive og glæder mig over små fremskridt. Jeg er desuden direktør for bolig- og sundhedscentret Fjordstjernen i Holbæk.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies