Dagen hvor lynet ramte.
Perfekt dag med barnedåb hos veninde.
Den dag startede kampen for livet.

En smerte som aldrig før

Vi var til barnedåb hos en veninde den 24. januar 2020. Det havde været en perfekt dag. Vi havde afleveret vores søn Alexander hos min svigerinde, fordi vi skulle prøve at tage til en fest uden ham for første gang.

Festen og dagen gik super godt. Det var så hyggeligt, at jeg aftalte med Morten, om han ikke kunne bytte på nogle vagter, så vi kunne blive der lidt længere. Det sagde han ja til. Ellers havde vi nok været hjemme (langt fra hospitalet), da det utænkelige skete.

Pludselig under festen får jeg så ondt i mit hoved, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Det er er en smerte, jeg aldrig har oplevet før. Morten kan læse på mit ansigt, at det er alvorligt, og ringer med det samme efter 112. Jeg bliver meget stiv i nakken og får det så dårligt, at jeg bliver lagt fladt ned på jorden.

Ambulancen kommer efter 7 min., fordi vi er så tæt på hospitalet, og de kører med udrykning hele vejen, så vi er klar over, at dette her ikke kan være godt.

Den store blødning kommer på hospitalet

Da vi ankommer til hospitalet, bliver jeg scannet med det samme, og det viser sig at være en karmisdannelse, som bløder en lille smule. Lægerne mener, at de kan sprøjte noget væske op, som skal stoppe blødningen. Man vil så operere, når hævelserne i hjernen har lagt sig.

Desværre når jeg kun at være indlagt på neurologisk afdeling i 10 min., før den store blødning kommer. Derefter husker jeg ikke noget.

Morten har fortalt mig, at han sad alene med mig på stuen, hvor jeg pludselig får i de største kramper, han nogensinde har set. Mine øjne er væk, altså jeg vender fuldstændigt det hvide ud af øjnene.

Vågner først efter 4,5 uger

4,5 uge senere vågner jeg op efter 6 operationer og uden et stort stykke af min kranieknogle. Jeg er totalt lam i hele venstre side.

Jeg har svær neglekt til venstre. Så meget at jeg 4 dage efter at være vågnet, beder Morten om at tage den der underlige arm, som ligger i min seng, med ud af stuen.

Jeg har skullet lære alt forfra, da jeg hverken kunne stå, gå eller i det hele taget noget som helst. Men fra dag ét har mit mål været, at jeg skulle hjem og være mor og kæreste igen og være der for min familie.

Det har været en lang sej kamp indtil nu, og den er slet ikke er færdig. Men i dag kan jeg gå uden stok og skinne samt løfte min venstre arm ret langt op. Jeg har ikke fået førligheden tilbage i min hånd endnu, men det kæmper jeg med til træning hver eneste hverdag. Jeg giver ikke op.

Når jeg tænker over, hvor træls tingene kan være. Når jeg ikke har energi til en hel dag eller ikke kan binde mine sko, tænker jeg tilbage på, da Morten fortalte mig, at lægerne i første omgang sagde, at det var 50/50, om jeg overhovedet overlevede første operation. Efterfølgende var jeg i livsfare i flere omgang. Endda med hjertestop i 15 min.

Hver dag er jeg lidt mere taknemmelig

Solens stråler varmer lidt mere. Og hver dag jeg vågner, er jeg lidt mere taknemlig for, at min søn får lov til at huske og kende sin mor!

Mia Bisgaard