Da det slog klik i Rema

Jeg cyklede en tur i Rema for at handle i dag. Jeg vælger altid formiddagen da der så ikke er så mange. Mange mennesker i en butik er noget af det der forvirrer mig og mit tossede hoved.

I dag var der heller ikke så mange, så det var fint. Jeg kunne gå stille og roligt rundt med min indkøbsliste, og jeg tager altid en indkøbsvogn så jeg så kan støtte mig til den.

Det tager lidt tid for mig at finde mine varer da de lige har flyttet rundt på alt i Rema, men bare jeg kan gå stille og roligt og finde mine varer, er det ok og ikke noget jeg bliver forvirret over.

Der går vel cirka en halv time, så er alt på listen krydset af, og jeg går til kassen. Jeg begynder at fylde mine varer op på båndet, og ja, jeg er ikke så hurtig, da jeg og min hjerne jo hiver alle lyde og indtryk ind. min hjerne har svært ved at filtrere lyde og sanseindtryk fra hinanden.

Jeg tager bare tingene i mit eget tempo, og der jo ikke er så mange mennesker. Jeg er den eneste der står og kommer varer op på båndet, men så kommer der en ældre mand. Han begynder med at sige: “Du er sgu langsom”. Jeg tænker: “det der gider jeg ikke at kommentere,” så jeg lægger de sidste af mine varer på båndet.

Jeg går så med vognen ned til der hvor mine varer kommer ud og begynder at komme dem tilbage i vognen. Jeg når ikke så mange, så skal jeg tilbage for at betale. Igen siger den ældre mand: “For fanden, hvor er du langsom!” Lige der kan jeg mærke at nu bliver jeg ked af det, og jeg begynder også at blive forvirret. Jeg vælger stadig ikke at sige noget til ham, men ønsker kassedamen en god dag. Så begynder jeg at gå mod udgangen, og så får jeg et skub. Ja, den ældre mand SKUBBER SGU til mig! Hvis jeg ikke havde holdt fast i vognen, var jeg faldet. NU er jeg sur!

Da jeg kommer ud til min 3-hjulede cykel, står den ældre mand og er ved at fylde sine varer op i sin cykelkurv. Jeg kigger på ham og siger: “Ved du hvad, jeg kan ikke gøre for at jeg er langsom.” Så griner han af mig. Det slår altså helt klik i min hjerne, og det ryger ud af munden på mig: “Hvad fanden bilder du dig ind, din gamle idiot!”

Det ville jeg ellers ALDRIG kalde andre, men han var bestemt ikke særligt sød ved mig – og hvad i alverden havde han så travlt med??? Jeg kan ikke lade være med at tænke på at hvis mine skader var synlige, havde han så sagt noget?

Jeg sidder nu herhjemme med en kop kaffe. Jeg kan mærke at sådan noget har min tossede hjerne ikke godt af. Jeg tror bare jeg nu bliver lige med kaffe og en god lydbog og måske sy videre på en lykkebamse så jeg kan falde ned og få ro i hoved igen.

Hilsen Hanne