Træning på – og et farvel til – Østerskoven
Træning på – og et farvel til – Østerskoven. 18. december måtte jeg sige farvel til et sted, som gav mig ca 9 måneder med al den træning, jeg behøvede.
Træning på – og et farvel til – Østerskoven. 18. december måtte jeg sige farvel til et sted, som gav mig ca 9 måneder med al den træning, jeg behøvede.
Erkendelsen af at man har en hjerneskade, er utroligt svær. Jeg havde arbejdet med og erkendt min hjerneskade, at jeg var anderledes, troede jeg!
Hjemme igen! Otte måneder efter sin hjerneblødning fik Mia endelig muligheden for at komme hjem til Morten og sønnen Alexander igen.
Min krøllede hjerne lavede endnu et stunt. Jeg bestilte kørsel helt efter bogen, bare ikke til den rigtige adresse. Og så kom hjerneskadestressen igen.
Mia kommer fra Hammel til Brønderslev hvor hun genvinder sin evne til at gå og meget større selvstændighed. Hun ser også sin familie for første gang længe.
For 13 år siden den 6. oktober tog mit liv en uventet drejning. Meningitis og blodprop var ikke en del af min plan for fremtiden ...
Fra sygehuset blev Mia overført til et genoptræningsophold på Hammel. Hun kunne ikke meget selv. Skulle lære alting forfra. Og corona lukkede for besøg.
Min hjerneskade kan stadig vise tænder. Det er med tiden blevet sjældent at jeg tænker over hjerneskaden, men jeg skal love for den kan vise tænder.
Dagen hvor lynet ramte, var Mia og Morten for første gang til fest efter at de var blevet forældre. Mia kom først hjem igen over et halvt år senere.
Du ligner ikke en der er syg. Sådan siger folk, og jeg ved at de mener det godt. De ser bare ikke at med et usynligt handicap skal man være pokkers stærk.