Ikke helt så sej ved dette besøg

Besøget på Østerskoven var ikke, som da jeg besøgte Hammel og kunne sige “jeg er skide sej”. Jeg indrømmer, at jeg ikke var/er stolt af, hvad jeg kunne/kan fremvise nu. Jeg er ked af, at min ihærdighed, gåpåmod og iver til bedring, ikke har givet megen pote. Jeg vil så gerne meget mere, men jeg er klar over, at tiden for stor udvikling er forbi.

Jeg er sikker på, at jeg er kommet i de bedste hænder efterfølgende, og de gør alle, hvad de kan. Men de har ikke meget tid. 30 minutters fysioterapi, 2 timers træning og 1 times ergoterapi om ugen bliver det til. Det meste af dagene er fyldt med spild/ventetid på transport.

Endelig var jeg igen på Østerskoven

Da jeg steg ud af bilen, kom et par meget velkendte ansigter løbende med flag. Hvor var det skønt at se dem igen. Min primære fysioterapeut gik med mig langs bygningerne. Vi nåede ikke langt ned ad stien, før vi begyndte at møde de fleste af dem, der har været en del af min træning i den tid, jeg var der. Vejret var til, at vi kunne være ude. Det blev meget tydeligt for mig, hvor meget jeg savner stedet og personalet helt ned i tæerne. De gjorde min træning til leg, og det føltes ikke rigtig som træning.
Det har taget mig alt for lang tid at komme tilbage. Især fordi jeg er i Hobro hver dag. Men det hele skal gå op i en større enhed, når jeg nu ikke selv kan køre og skal have min ledsager med.

Jeg tror, at grunden til mit lange tilløb til besøget er, at jeg et eller andet sted ikke var helt klar til at vise dem, hvor jeg er kommet til. I mine øjne er jeg gået lidt i stå og måske også lidt tilbage. Mine kompetencer og selvtillid med min gang er blevet værre, mine ture i skoven uden stok kan jeg ikke mere, og min kvalitet i det, jeg foretager mig, er ikke blevet bedre.

Mit besøg gik, som mit ophold, alt for hurtigt. Og som i Hammel ville jeg ønske, der var en kaffeklub. Jeg er dog udmærket klar over, at de alle var på arbejde. Og jeg er desværre ikke deres arbejde mere. Der er andre, der har behov for deres tilstedeværelse, som jeg havde dengang – og på en egen måde stadig har!

Efter besøget

Efter mit besøg på Østerskoven har jeg nok presset citronen mere end rigeligt. “Det kan simpelthen ikke passe, at jeg er gået i stå,” tænkte jeg, da jeg kom hjem og reflekterede over besøget. Men set i et andet lys er det hele ikke bare øv med øv på.

Jeg har gjort fremskridt og det ses tydeligt i hverdagen. Som min ergoterapeut siger, er min hverdag en stor del af min træning. Også alle de ting, jeg selv gør derudover, såsom opgaver med neglekt-træning, altså alt det, der sker til venstre for mig, handleture, spil, madlavning. Hun mener, at jeg er der, hvor papir/skrivebordsopgaver ikke giver mening, da jeg er blevet for god efter hendes mening.

Lige nu arbejder vi på, at jeg kan komme ud at cykle med den cykel, jeg ENDELIG har fået og fundet alle de rigtige hjælpemidler til. På cykel vil jeg kunne hente Alexander fra børnehave.

Min energi er blevet bedre. Jeg bliver ikke så hurtigt drænet og kan godt presse mig selv uden, at det går galt, så jeg “sejler” rundt, falder og er forvirret.

Andre oplevelser og sejre i hverdagen

I sommerferien var jeg en tur i Fårup Sommerland. Jeg sprang over mit daglige hvil, men havde stadig energi til at være med på den gode måde. Selve forlystelserne kom jeg ikke rigtig i/på, men sad og hyggede mig i kørestolen, mens de kørte rundt med mig. Det var meget hyggeligt. Det er dog ikke noget, der skal sket ofte, men bestemt et stort skridt i den rigtige retning.

Jeg kan sagtens se, at mit selvbillede nok er lidt forvrænget i forhold til virkeligheden. Men det hjælper mig til at se tingene i det store perspektiv at få skrevet mine oplevelser ned og reflekteret over, hvad jeg egentlig kan- Og det går jo faktisk godt. Jeg får oplevet en masse.

Den største og vigtigste sejr længe er, at jeg nu selv kan hente Alexander fra børnehaven. Det har stået øverst på min liste. I vores hverdag kommer det til at hjælpe, fordi Morten ikke skal stresse for at komme hjem. Oveni er det en aktivitet, Alexander og jeg kan have sammen – bare os to. Det er så vigtigt for vores relation til hinanden. Det giver mig en stor følelse af både normalitet og lykke. Det var sådan, det skulle have været fra starten. Første tur gik over al forventning. Vi gik og snakkede, og han lyttede til mig, når vi skulle holde øje med biler og andre køretøjer på vej hjem. Han er så skide sej og en klog dreng. Igen en kæmpe ting der kan vinges af.

Nu er jeg førtidspensionist

Jeg er blevet tilkendt førtidspension. Det er en meget ambivalent følelse, jeg står med lige nu. Vejen har heldigvis ikke været lang. Jeg har haft en utroligt sød og kompetent jobkonsulent, der kun vil mig det bedste. Jeg fik den næsten lige så hurtigt, som de kunne nå at læse min journal fra 2020/21. Det er noget af en roman. Min lange journal siger egentlig, at jeg ikke burde være her. Med alt, der gik galt, er det næsten et mirakel.

På den ene side er jeg glad. Nu kan jeg få ro på og opbygget en hverdag med min elskede lille familie. Samtidig kan prøve på at finde ting i hverdagen, der giver mening, altså ud over Morten og Alexander. På den anden side er det dog svært at acceptere, at mit arbejdsliv allerede er slut nu. Jeg skal til at finde ud af, hvad der nu skal fylde i min hverdag, når det ikke skal være det at være pædagog.

Jeg føler mig til tider alene

Jeg kan til tider godt føle mig alene. Jeg synes, det er lidt svært med min relation til andre. Jeg tænker meget over, hvordan jeg opfører mig, når jeg er sammen med andre. Og jeg føler mig tit vildt social akavet. Jeg får sagt nogle dumme ting og er så bange for, hvad folk tænker, blandt andet om der er noget galt i toppen.

Jeg har altid været ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Der er jo ingen, der tvinges til at være sammen med mig. Så det er en helt ny side af mig, som jeg bestemt ikke bryder mig om. Der er en ekstrem usikkerhed, hvilket nok også gør, at jeg trækker mig. Mit engang ekstremt store netværk er blevet lille. Jeg har heldigvis nogle få utroligt dejlige veninder, der vil mig. Dem har kendt i mange år, tilbage og dem værner jeg om, alt hvad jeg kan.

Savner nogen, der rækker en hånd ud

Der er desværre ikke rigtig nogen, der rækker en hånd ud og spørger, om jeg vil være med. Morten og jeg har snakket lidt om, at nogle fra før har været forvænte med, at jeg bare svinger mig ud i bilen og kører. Jeg er bare utroligt bange for, at folk tænker, at jeg kun er der, når jeg har behov for hjælp. Det er bestemt ikke sådan det er. Faktum er også bare, at jeg har behov for meget hjælp, når det kommer til at komme hjemmefra.

Min fødselsdag i midten af september, en almindelig hverdag, blev tilbragt med mine hjernevenner fra Hjerneskadeforeningens lokale ungdomscafe, Alexander og Morten samt god mad. Helt perfekt. Der blev blev sunget og lykønsket af familie med opkald og dejlige beskeder – ligesom det skal være. Dog var kun familie og ikke veninder og venner, der ringede og for at snakke.

Beskeder kom der nok af på Facebook: “Tillykke, håber du får en dejlig dag”. Jeg værdsætter hver og en af dem, det gør jeg, men de giver ikke anledning til en direkte samtale. Det er ikke fordi, jeg skal gøre mig selv hellig. Jeg skriver da også selv skrevet tillykke på den måde til en del i løbet af året. Selv får jeg bestemt ikke ringet til alle og sagt tillykke. Men bare et enkelt lille opkald på min fødselsdag ville have været dejligt.

Det er blevet svært at danne nye relationer – med undtagelse af dem, som er i samme båd

Dannelse af nye relationer er også blevet utroligt svært for mig. Samtale kommer hurtigt til at handle om mig og min ekstreme situation. Jeg er en åben bog og snakker gerne om det, men jeg vil også utroligt gerne høre om andre – om deres liv og hvem de er. Jeg vil bare så gerne have, at det er noget andet end mig og det, jeg har været igennem, der fylder i mit møde med andre. Når nogen har spurgt, og jeg derfor har fortalt min historie, er det, som om de holder op med at trække vejret. Det forstår jeg udmærket. Det er en voldsom historie, jeg kommer med. Jeg tror ikke dem, der spørger, forventer det svar/den historie, der kommer.

Jeg elsker at leve og elsker de mennesker, der er i mit liv. Jeg er ubeskrivelig taknemmelig for at have fået lov til at blive her. Men på den anden side er jeg også ked af det. Livet burde ikke være så svært at leve. Er det her Nej-hatten, jeg har på? Nej, det synes jeg ikke. Min Ja-hat sidder godt på. Dog synes jeg, det er okay at have en off-periode. Nogle gange er det hele svært. Jeg vil stadig livet lige meget, det er der absolut ingen tvivl om. Virkeligheden viser bare nogle gange sit grimme ansigt.

Jeg elsker den ro, jeg har i maven, når jeg er i selskab med andre gennem Hjerneskadeforeningens aktiviteter. Der er en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være i samme båd. Her tænker jeg ikke så meget over, hvad jeg siger og gør. Her er jeg “bare” mig.

Hver dag er jeg lidt mere taknemmelig

Solens stråler varmer lidt mere. Og hver dag jeg vågner, er jeg lidt mere taknemlig for, at min søn får lov til at huske og kende sin mor!

Mia Bisgaard