At være – eller at have et handicap!

That´s the question, but NOT for me.

Jeg er 36 år og blev hjerneskadet efter en solo trafikulykke med min familie i september 2011.

At være hjerneskadet har andre mennesker utallige meninger og mange navne for. Nogle pænere end andre. Jeg er sågar stødt på andre hjerneskadede, der italesætter sig selv som værende spassere med videre. Navne hvor jeg straks står af, da det i den grad falder mig for brystet. En spasser er et nedladende ord for en spastiker. Altså noget helt andet end et hjerneskadet menneske. Andre igen bruger i flæng betegnelsen at være handicappet om sig selv.

For mig at se er det at kalde sig selv for værende handicappet enormt negativt og begrænsende for ens egen identitetsopfattelse og måske endda også ens egen mulighed for at udvikle sig, og således vil jeg ikke begrænse mig. Der er rigeligt der i forvejen begrænser mig i min hverdag.

Jeg kan for eksempel ikke længere være i arbejde, men må affinde mig med at være på førtidspension som 36 årig! Jeg kan ikke længere køre bil og … Jeg HAR klart et handicap, ja uden tvivl, og jeg har ofte brug for at blive kompenseret for det, ja, men JEG er ikke handicappet. Jeg er alt muligt andet. Nogen vil måske så sige: jamen er det så ikke fordi jeg bare fornægter min skade når jeg ikke vil sige, at jeg er handicappet? Nej, det er det ikke, kan jeg højt og tydeligt svare.

Jeg har brugt tæt på 5 år på at lære min skade og mig selv at kende helt på ny. I grunden ikke særlig lang tid. Min skade er da også forholdsvis ung, men det ændrer ikke på hvordan jeg vælger at opfatte og italesætte mig selv som menneske. Jeg har skullet lære at blive fortrolig med min hjerneskade; at finde nye veje når min hjerneskade begrænser mig på godt og ondt.

For mig er det vigtigt at have sig for øje at et menneske ikke er identisk med sit handicap, hvad enten man mangler et ben, er ramt af en hjerneskade eller har diabetes. Man er som menneske ikke defineret af sine mangler eller begrænsninger. Et handicap er nu en gang en omstændighed og ikke en egenskab.

I en hverdag hvor vi som mennesker med hjerneskadede i forvejen slås med en masse, kan det at italesætte os selv negativt, i den grad dræne vores i forvejen meget sparsomme energi. Jeg mener helt bestemt at negativitet avler negativitet. At negative tanker fører til negativ adfærd, og netop derfor har jeg et handicap. Jeg er ikke handicappet.

Tak for at du læste med ☺