At gøre operationen til en god oplevelse

Vi har nu efterhånden prøvet at skulle lægge Natasja i narkose en del gang, helt præcist 16 gange de sidste 3½ år ca. og det bliver formegentlig heller ikke sidste gang.

Jeg syntes på ingen måde det rart eller fantastisk at ligge hende til at sove, for der er risiko ved hver operation, man ved aldrig hvad der kan ske. Og netop derfor prøver vi at gøre hver operation til en god oplevelse, få os nogle grin inden hun sover og huske at sige vi elsker dig, sov godt og vi ses snart igen.

Kan man virkelig gøre en operation til en god oplevelse er jeg blevet spurgt, ja det kan man godt. Nu er Natasja selv en stor hjælp til netop det, for hun er afslappet og rolig, og det smitter af på os som forældre. Jeg husker stadig tydeligt, da hun ved en operation får oplyst af sygeplejersken ”nu får du lidt tigermælk så du kan sove godt” hvortil Natasja svarer ”det er ikke tigermælk det er promofol”. Hvad kan jeg sige, alle på stuen grinte og sagde tja hvorfor ikke kalde det som det er. Natasja var her 9 år gammel ca. Efterfølgende har man ikke kunne løbe om hjørner med hende og hun laver selv sjov med operationsteamet, som også giver dem en helt anden tilgang og ro og de husker Natasja.

Ved hver operation tager vi et billede eller 5, både af os forældre i det fantastiske gule outfit og tilhørende smarte grønne hætte, for er der noget grimmere? Nej vel, og allerede der kan man få lidt sjov ud af det. Vi tager billeder hvor vi fjoller, vi tager billeder hvor vi griner, og smiler, og når Natasja ligger på operationslejet og nogle gange også når hun får masken. Vi tager de billeder, for tænk hvis det var den dag hvor det var sidste gang vi så hende. Vi har mange billeder der ligner hinanden, men det er blevet vores tradition, ligesom det er en tradition at vi spiller ”under stjernerne på himlen” med Rasmus Seeback når hun falder i søvn.

At se hende give os et oprigtigt smil inden vi ligger hende til at sove, kan ikke beskrives med ord og, vi kan gå fra operationsstuen med en følelse af at Natasja er faldet i søvn, og har følt sig tryg og glad. Det giver mig en følelse af, at det nok skal gå, og jeg kan slappe af på en helt anden måde indtil vi får opringningen om, at nu er hun vågen igen.

Jeg vil ikke være foruden alle de billeder, og vi kan stadig tale om de sjove ting vi har oplevet. Den gang anæstesiteamet lavede disco-belysning, eller da de bragede ud i højtaleren med Rasmus Seeback og ”øde Ø” eller vi så filmklip af Natasja til Disco konkurrence.

Og jo selvfølgelig er jeg da nervøs når hun skal opereres, det vil man være uanset hvor meget man ligger sine børn i narkose, men jeg har en indre ro det giver mig en styrke til at komme igennem for Natasjas skyld, for hvis jeg vælter og bryder sammen så vælter hun også.

Og jo jeg har også forladt en operationsstue grædende og rystende nervøs, men det er først efter at Natasja sov. Jeg siger ikke, at børn ikke skal se deres forældre nervøse, men ser de dem nervøse når de skal ligges i narkose, så er jeg i den tro, at det smitter af på dem og gør dem nervøse for at skulle opereres, for børn vil ikke gøre deres forældre kede af det.

For os har det ikke været svært at gøre operationer til en positiv oplevelse, men jeg er også klar over, at der er nogle børn som er rædselsslagene for sygehuse og læger i det hele taget, og her skal der måske andre ting til.

Men små ting gør en pokkers til forskel.