Motiv: tablet med apps

Apps for livet

Denne blog er primært tilegnet mine kære med-skader. Jeg håber jeg kan inspirere, lette og hjælpe med at systematisere.

Herunder vil jeg opliste adskillige hjælpeapps der er udviklet for at hjælpe mennesker med udfordringer igennem hverdagens opgaver, aflaste svære situationer og udfylde de huller vi kan have efter en senhjerneskade. Desuden er der tiltag jeg selv har lavet, for at hjælpe mig selv igennem diverse hverdagsting jeg selv har store udfordringer med.

MobiDo


MobiDo er en app der er udviklet til at bryde opgaver ned i delopgaver. Dette kan være alt fra at pakke taske til svømning over oprydning og til træningsplaner og madlavning.

Inde i den medfølgende app der hedder MobiDo Make, kan man selv lave sine “forløb”. Som et eksempel vil jeg bruge et forløb jeg har, der dækker over at pakke mit svømmetøj. Det kunne dog være hvad som helst man har svært ved at overskue. Årsagen til at jeg har flere udgaver af at pakke tasker, er primært fordi jeg ikke kan multitaske. Dermed glemmer jeg meget ofte en masse jeg skulle have brugt, og det er et nederlag jeg bestemt godt kan undvære.

Inde i MobiDo Make vælger man at lave en ny opgave. Denne gives en overskrift og så kommer man til første delopgave. For hver delopgave skriver man et trin i processen/opgaven man skal have hjælp til. Desuden skal hvert trin bekræftes som udført inden næste trin vises. Således kan man ikke fare vild i sin vejledning eller springe noget over. På den måde sikres man en kontinuerlig og genkendelig fremgangsmåde. For dem der er meget visuelle, er det også muligt at fotografere alle de trin man skriver ind, så tekst og billede viser og beskriver det man skal gøre.

Mit pakkeeksempel ser ud som følger:

1: Finde svømmetasken

2: Tømme tasken

3: Tjek om følgende er i bunken:
– badedragt
– håndklæde
– shampoo
– hårbørste
– drikkedunk
– rene trusser
– rene strømper
– ren bluse

4: Nedskriv listen ovenfor, og find det manglende

5: Pak alt ned efterhånden som det findes frem

6: Find adresse på hospitalet og indstil GPS

7: 10 minutters pause

Da jeg afledes meget nemt, kombinerer jeg MobiDo med alarmer på min mobiltelefon, koordination af opgaver i min kalender og app’en TimeTimer. Alarmer sættes så jeg bliver mindet om hvad jeg egentlig var i gang med, så jeg ikke kan blive fanget af noget andet og glemmer min oprindelige opgave.

Kalenderen sørger for at jeg har styr på hvad jeg skal hvilke dage og naturligvis med påmindelser i god tid, så min hjerne kan nå at vænne sig til hvad jeg skal som det næste, og minde mig om hvilken MobiDo jeg skal igennem for at blive klar. TimeTimer hjælper mig med at have styr på tiden, da jeg ikke har tidsfornemmelse. Men det kommer der mere om under TimeTimer ;)

Inde i MobiDo Make er det også muligt at slå en opgave til at starte automatisk. Dvs. at den kan starte op kl. 14.30 med vejledningen i at pakke svømmetøjet. Dermed er man klar til at tage afsted til f.eks. kl. 15.45.

Når en opgave er blevet delt op, indskrevet i MobiDo og der er taget billeder osv. er den klar til at blive brugt. Via sin printer kan man i programmet MobiDo Make printe QR-koder ud. QR-koder er små firkanter fyldt med sorte og hvide firkanter. Det er ligesom at lave en slags stregkode. Når man så efterfølgende scanner koden i MobiDo, vil programmet aflæse koden og finde den opgave frem der hører sammen med den pågældende QR-kode.

Man kan altså have koderne fordelt diskret i sit hjem og scanne dem når man skal bruge dem, der hvor de skal bruges. F.eks har jeg en “morgenrutine” QR-kode på badeværelset. Så er den ved hånden hver morgen, når jeg skal guides igennem en god morgenrutine. Dette kan man jo også gøre med guides til vasketøj, rengøring, opskrifter til madlavning osv.

MobiDo er desværre en betalingsapp der er ret dyr. Men den kan tilkendes som hjælpemiddel og stilles så gratis til rådighed for personer med behov for denne type hjælp. Jeg selv har fået den som hjælpemiddel og jeg har genvundet både selvstændighed, bedre overblik og en øget mulighed for at skemalægge opgaverne.

TimeTimer

Dette er en app der hjælper mennesker som har mistet tidsforståelsen. Man taster simpelthen en tidsmængde ind og så tæller den ned. Et eksempel er at man måske skal ud af døren to timer senere. Så starter man TimeTimer op og indtaster de 2 timer. Herefter viser den en farvet cirkel der er ens samlede tid. langsomt fjernes mere og mere af cirklens farve, lidt som hvis man skar tynde skiver af en rund kage og nedenunder tælles ned i timer og minutter. Denne funktion hjælper til at man kan se nedtællingen – hvis man kan forholde sig til den slags. Jeg selv forstår det ikke og kigger kun på cirklen for at holde styr på hvor travlt jeg har.

En anden funktion er, at man også kan lave faste tidsnedtællinger. Jeg har en TimeTimer-nedtælling til alle mine MobiDo-opgaver. Således har jeg en form for styr på hvor længe jeg må arbejde med min MobiDo-opgave. Dette forhindrer at jeg bruger timevis på en opgave, slider mig selv ned ved at presse for hårdt på og ender med at ligge brak de følgende dage på grund af øgede smerter og kognitive forværringer af træthed og presset på mit system.

I hver MobiDo-opgave jeg har, er der ligeledes indskrevet en pause til slut. Disse pauser har jeg også indskrevet i TimeTimer, så jeg er sikker på at jeg får holdt ordentlige pauser for at minimere risikoen for at presse mig selv for hårdt.

TimeTimer kan findes i AppStore og Google Play. Jeg har min fra Google Play og gav 6 kr. for app’en. Men for de 6 kr. har jeg til gengæld både fået bedre styr tidsforbrug til opgaver og har mindsket mine episoder med at være forsinket til aftaler.

PasswordBox

PasswordBox er en slags samlingssted for koder. Det er en krypteret app der giver brugeren mulighed for at have alle vigtige oplysninger samlet et sted, men uden at alle kan komme til dem. Ulempen er at man skal være sikker på at kunne huske den kode der gælder for at komme ind i PasswordBox. Den kan man dog evt. skrive ned et sted. Inde i app’en er der plads til alle typer vigtige informationer. Lige fra CPR-numre, koder til Facebook, email, kode til dankortet til medlemsnumre og kortnumre.

Personligt er jeg afhængig af denne app. Det sker i hvert fald for mig at jeg har svært ved at hitte rundt i alle de koder man nemt ender med at have. Og er man en stor familie (eller hukommelsen bare ikke er som før) så er det også skønt at have alle CPR-numre lige ved hånden, uanset hvor man er.

IndkøbslistenSync

Denne app er rigtig god til indkøb. Man opretter simpelthen en lille liste i app’en der så tilhører en. Navnet på den liste videregives til den man nu skal handle sammen med. Dette kan være en partner, hjemmehjælpen, ens forældre eller børn. Hvem man nu skal dele oplysningerne med. Herefter kan alle der er koblet til listen nu redigere i den. Uanset hvem der opdager der mangler noget som skal handles ind, kan man tilføje det på listen. Det samme gælder så også den anden vej. Alle der lige handler kan notere som “købt” og/eller slette det igen. Jeg foretrækker “købt”. Ellers kan jeg nemlig tro det er slettet ved en fejl og dermed oprette det igen. Så snart noget tilføjes, slettes eller markeres som “købt”, vil det blive synkroniseret hos alle andre der er tilkoblet. Hokus pokus, minimeret risiko for at man får handlet det samme mange gange af flere forskellige.

Cure4You

Faktisk er det her ikke en app. Det er noget jeg er tilmeldt og betaler for på internettet.

Årsagen er nu egentlig lidt det samme som nogle af de andre apps. Herinde kan der oprettes alt! Lige fra medicinlister og detaljerede oplysninger om hvad der skal tages hvornår, men bestemt også blodprøveresultater, notater om vaccinationer og andre lægebesøg. Det er en udvidet journal, og man kan logge ind til enhver tid og tjekke hvornår man sidst fik B12-indsprøjtning, influenzavaccination eller om seneste blodprøver var i orden.

En ekstra bonus er at man kan skrive ind i en kalender hvor længe ens medicinpakninger varer og få hjælp til at huske alle medicinfornyelser. Disse påmindelser kan modtages på email eller SMS. Med denne hjælp er man lidt ekstra sikret imod at glemme at bestille medicin eller forny recepter.

Maps

Hurra for Google Maps!

De fleste kender denne app, og årsagen til at jeg fremhæver den er, at den kan hjælpe til at finde vej. Uanset om man er i bil eller til fods, er det ikke rart at fare vild.

For mig er det med retning og at finde vej tæt på umuligt. Det er meget sjældent at jeg kommer ud at et kontor eller en butik og ved hvor jeg kom fra. Da min hukommelse også er ramt, er jeg heller ikke i stand til at tage imod rutebeskrivelser mundtligt. Disse udfordringer gør Maps til ubetydelige detaljer, for den guider mig jo bare hvorhen jeg vil uden at stille spørgsmål ;)

Billedbog (special edition)

Ja ja, de fleste af os tænker på billedbøger som noget børn kigger i. Eller gjorde?? Men nej nej. Det her er altså en special edition ;)

Meningen med denne billedbog er som et supplement til Maps eller i stedet for Maps. Udfordringen her ligger i at alle ens yndlingsruter til fods skal følges, og så går man og fotograferer specielle landmærker eller bygninger. Det er utroligt vigtigt at fotografere på ruten både ud og hjem. Min erfaring er nemlig desværre, at hjernen kan synes at ruten ser meget anderledes alt efter om man er på vej ud eller hjem. Billederne printes ud og sættes ind i et lille album (eller man opretter et album på mobilen). Nu kan man så finde vej til og fra forskellige lokaliteter såsom indkøb, yndlingsgå-ruten eller biblioteket – bare som eksempler

Elastiktavler

En elastiktavle er egentlig bare en fast bagplade med elastik trukket på tværs i flere højder fordelt ligelidt på pladen. Disse kan bruges som opslagstavler og er billige at købe eller selv lave.

Jeg har en i mit vaskerum. Det kan måske virke lidt mærkeligt, men for mig er den et samlingspunkt i rummet. På tavlen hænger både min QR-kode til MobiDo-vaskeopgaven samt en komplet beskrivelse af hvilke typer tøj der skal vaskes ved hvilke programmer. På denne måde kan jeg sikre at alle der hjælper mig, ikke risikerer at komme til at gøre tingene anderledes end jeg foretrækker det. Desværre er jeg ikke selv i stand til at klare hele husholdningen, og det betyder at jeg jævnligt har hjælpere inde over. Ved at have lavet en overskuelig og beskrivende vejledning, er der minimeret risiko for at tøj vaskes ved forkert temperatur eller puttes i tørretumbler selvom det ikke kan tåle det.

Oveni denne tavle, har min kæreste og jeg investeret i et stativ til vasketøj der har 3 separate poser hængende. De er markeret med “mørkt”, “hvidt” og “farvet”. Ved dette køb blev den energikrævende sortering fjernet. Nu er farverne altid sorteret. Eneste der så skal kigges efter, er temperatur.

Glastavle med forskellige farver til dagene

I Bilka fandt jeg en stor glasplade der var “indrettet” som en månedsplan. Det smarte ved netop denne tavle er at alle mandage står under hinanden og har een farve. Alle tirsdage står under hinanden og har en anden farve osv. I stedet for at skrive dato på alle felterne, har jeg i stedet indrettet den som ugeplan. Ved at skrive tidspunkter i stedet for datoer ved mandagsrækken og tirsdagsrækken osv. har jeg pludselig en meget udførlig uge plan med god oversigt og farveadskillelse af dagene.

Helt genialt til et øget overblik og en nem måde at holde styr på den aktuelle uge. På min står alt ført ind. Alle møder, træninger, besøg, fødselsdage m.m. Så en uge ad gangen er det synligt i køkkenet. Desuden husker min kalender på mobilen mig på tingene. Dette fjerner så vidt muligt alle overraskelser der kunne lave rod i mit hoved og dermed give risiko for forværring i min tilstand og ødelægge mit overblik.

Diverse sorteringsmuligheder

Ved oprydning i stuen (vores største rum) har jeg under den ene sofa en række plastik kasser. Disse er mærket med f.eks. køkken, badeværelse, affald og soveværelse. 

Når der så ryddes op i stuen slipper jeg for at rende fra rum til rum og dermed risikerer at jeg afledes og glemmer hvor jeg oprindeligt var i gang. Når stuen er ryddet vha. MobiDo kan jeg tage kasserne med ind i de pågældende rum og så indgår de i oprydningen i disse rum. Mange ture frem og tilbage er sparet og energien bruges på selve opgaven og ikke at fordele ting og sager til resten af huset.

Notesbog

Både notesbøger på mobilen og almindelige notesbøger er vigtige for mig. De hjælper med at systematisere tankerodet i min hjerne og skrive nye påhit ned. Min hjerne er kaotisk af tankemylder, idéer, bekymringer og hverdagsviden, og at notere ned kan være en måde at få lidt styr på tingene. Desuden mindsker det risikoen for at jeg glemmer noget vigtigt der pludselig poppede op i mit hoved.

Kalendere

Der findes utroligt mange typer kalendere. En del bruger dem af papir, og det gør det nemt at lave notater. Desværre ved en del ikke at mange kalenderapps faktisk også tillader at man skriver notater. Ikke bare til dagen, men faktisk også til enkelte opgaver. Jeg benytter mig meget af dette, så jeg kan holde styr på mine træningsfremskridt, tanker under og efter møder og som en måde at skrive ting ned jeg skal huske til næste møde. Når så advarslen om et møde eller en event popper op, så vises de notater jeg har gjort mig om netop denne ting. Så glemmer jeg ikke vigtige detaljer som måske først skal bruges om lang tid, og de er noteret i forbindelse med det som det reelt skal bruges til. Win win efter min mening :)

Nå, alle sammen.

Nu stopper jeg med opremsningen af apps og andre hjælperedskaber i hverdagen. Jeg håber virkelig noget har kunnet bruges eller inspirere til jeres egne systemer.

Hvis der er noget som virker svært at forstå eller I ønsker mere info, så skal I endelig ikke holde jer tilbage. Skriv! Fang mig på Facebook, herinde, mail. Hvad I nu lige kan, og så kigger vi sammen på det I har på hjerte.

Rigtig glædelig 1. december.

Vi skrives ved :D