6 år med en hjerneskade

I dag er det 6 år siden jeg blev syg med meningitis og en blodprop i hjernen.

Det sætter nogle tanker i gang. Jeg husker at jeg vågnede natten mellem d 5-6.10-08 med den vildeste hovedpine og ondt i hele nakken = jeg troede det var hold i nakken, så tog nogle hovedpinepiller som ikke hjalp … For at gøre det kort blev jeg indlagt på Hvidovre Hospital hvor jeg blev fejbehandlet og endte med at ligge i koma i næsten en uge inden de fandt ud af hvad jeg fejlede…

De første ca 2 år husker jeg ikke meget fra. Jeg har skrevet dagbog fra jeg kom hjem fra hospitalet. Det har været en rigtig god hjælp for mig, da jeg kan gå tilbage i dagbogen og læse i den. Det hjælper også til at huske glemte oplevelser osv.

Jeg tror en af de største kameler jeg måtte sluge var at finde ud af at jeg ikke kunne arbejde mere = jeg elskede mit job som pædagog.

Noget andet der har været svært, er at omgivelserne jo ikke kan se min hjerneskade og mit hørehandicap. Der har jeg skullet lære at jeg ikke behøver at forklare mig hele tiden. Da jeg gik på Center for Hjerneskade, sagde min søde psykolog: “Hanne du skal vende spørsmålet om.” F.eks hvis nogle spørger hvorfor jeg ikke arbejder, kan jeg sige, det er en lang historie som jeg ikke har lyst til at snakke om nu, jeg vil meget hellere høre om hvad du laver….. Lige den er rigtig god at bruge hvis jeg er til selskab med nogle jeg ikke kender. Jeg kan huske at jeg i begyndelsen brugte rigtig meget krudt og energi på at forklare og forsvare mig selv = det gør jeg ikke mere = jeg er nemlig en skøn kvinde, og jeg er mig.

Jeg kan ikke komme uden om at jeg har en skøn familie. Ok, det er ikke altid de lige husker at der er ting hvor jeg ikke lige kan være med, men så må jeg jo gøre dem opmærksom på det.

Jeg bestemte mig for, mens jeg gik på Center for Hjerneskade, at jeg ville være så positiv som muligt, da jeg får det rigtig dårligt når jeg enten hele tiden lytter til mennesker der kun kan se det negative eller er sortseere … Jeg får da dage hvor jeg er møg ked af det hele og synes det er bund uretfærdigt at jeg skulle blive ramt… Heldigvis er det ikke så tit, og jeg oplever mig selv som en glad og positiv pige.

Noget af det der holder mig oppe og i gang samtidig med at det er terapi for mig, er at lave mine kreative ting. Det er også noget af det der hjalp mig igennem de første svære år, bla at skrive digte, som der jo kom en lille digtsamling ud af. Den udgav jeg i 2009 – meget stolt? JAAA og siden er der jo kommet flere digte til der så ikke er udgivet. At male billeder brugte jeg også meget til at begynde med. For ca 3-4 år siden lærte en sød veninde mig at sy håndsyede bamser = jeg har så tegnet mit eget mønster på en lille lykkebamse, og dem elsker jeg at sy.

Hvis jeg skal sige noget om mit liv i dag vil jeg sige at jeg har et godt liv. Jeg har nogle udfordringer når der er for mange omkring mig, med lyde og sanseindtryk. Jeg skal huske at tage en lur midt på dagen, og jeg skal huske at sige fra = det øver jeg stadigvæk på.
Jeg elsker livet, jeg er dybt taknemlig over at jeg overlevet.

Mange tak for at du læste min blogindlæg

Hilsen Hanne