Drømme og virkelighed

Forleden fandt jeg min købekontrakt på den islænder jeg havde før min sygdom. Det er vist ikke en overdrivelse at sige at min verden gik i stå en times tid.

Jeg er ikke sikker på hvornår jeg sidst har grædt så meget og på så forholdsvis kort tid. Det siges vist nok at man generelt skal beholde papirarbejde i 5 år. Det er jeg så rigeligt ude over med den kontrakt, men mellem dig og mig, så har jeg den stadig!

De sidste cirka tre uger har jeg været i en ny, massiv nedtur rent fysisk. For hver gang det sker, er der en del af min fysik jeg ikke kan genvinde. Og denne gang er jeg i ekstra problemer, for på grund af penge er noget af min træning nu slut. På trods af det har hjulpet utroligt mange mennesker, er bassintræning slut på Als. For mig har bassintræningen halveret mine fald i hjemmet og forbedret min gangfunktion. Men nu er det slut, og der er (så vidt vides) ikke noget lignende under oprettelse. Altså kan jeg nu se frem til at miste gangfunktion og flere fald. Ikke ligefrem noget jeg byder velkommen.

Allerede nu kan jeg mærke det. Min krop er hurtigt blevet dårligere. Dette skyldes med garanti både stoppet af bassintræningen, men også på grund af årsager der før har sendt mig langt tilbage fysisk. Jeg er stress-sensitiv, og derfor er forandringer, larm, stress/pres (både udefrakommende og indefrakommende) meget skidt for mig. Frygten for at forfalde nok til en indlæggelse eller en tur i kørestol gør mig angst. Helt uden at være flov indrømmer jeg gerne at jeg er utroligt bange for sygehuse. Jeg har noget nær ingen positive oplevelser med derfra (bortset fra da jeg selv arbejdede på et). Så at skulle ind igen er noget af det værste jeg kan forestille mig.

Men tilbage til kontrakten. De fire stykker A4-papir er det eneste jeg har tilbage af min største drøm i livet. 4 stykker papir. Det er hjerteskærende. Frygten nager i mig for aldrig at kunne opleve den glæde igen. Dette blev sat på spidsen i går, søndag. På trods af den fysiske nedtur kom jeg igennem ridemærke 2-prøven. Heldigvis med godt resultat, må jeg hellere tilføje Både dommeren fra Dansk Rideforbund, mine med-kursister og rideskolens leder af ridemærkekurserne var super. De gav mig alle muligheder for at komme bedst muligt igennem – med de udfordringer jeg stod med på dagen. Men så begyndte spørgsmålene. Ikke af ondskab eller for at såre, men fordi man i hesteverdenen nu engang er fælles om en drøm – drømmen om egen hest.

Med knust hjerte kan jeg kun gøre een ting – krybe til korset. Igen.

“Ja, jeg drømmer om at have hest igen”. Lånt eller egen, det er ikke helt så vigtigt. Ikke længere! For jeg er en af de utroligt mange med senhjerneskade, der lever med et stramt budget. Den lange behandlingsperiode der er på sagerne, gør at man oftest tappes for al opsparing. For at få kontanthjælp må man som maksimum have værdier for 10.000 kroner. Og det er altså inklusiv bil, hus, værdipapirer mm. Min sag tog 6 år. Efter det kom næste slag. “Beklager, din forsikring dækker kun ulykke”. Jeg ved godt man sjældent snakker åbent om den slags, men sådan er min virkelighed. Efter 100% tab af arbejdsevne og en førtidspension er der intet at komme efter. Selv advokaterne aner ikke hvad de skal stille op.

På trods af jeg mistede mit liv med arbejde og selvforsørgelse, så er der intet at komme efter. Dermed er chancen for egen hest minimal. Når den er væk, så er drømmen væk. Jeg kan ikke blive hesteejer, og jeg har opdaget hvor få der er villige til at lade en handicappet få halvpart på deres hest. Sikkert ikke af ondskab, men fordi de ikke helt ved hvad de kan forvente, hvad de må og kan forlange, og hvordan de skal spørge ind til det.

At sige jeg giver op, er en løgn. Men jeg er mig alt for bevidst om hvad jeg er oppe imod. Om nogle måneder starter ridemærke 3 op. Til februar er der klassifikation til paradressur. Begge dele har jeg besluttet mig for at gå igennem – for et sted skal jeg jo starte. Men i baghovedet ligger den købskontrakt. Billeder af drømmen der døde med den del af mig jeg mistede i sygesengen på stue 10, afdeling P7 på Horsens sygehus i februar 2010.

Dette er ikke skrevet for at få medlidenhed! Ikke engang for at give dårlig samvittighed til dem der på den ene eller anden måde har noget jeg ikke har.

Jeg skriver det udelukkende for at forklare. For at fortælle hvorfor min drøm er som den er, hvorfor drømmen kan gøre mig ked af det – samtidig med at den giver mig lyst til at fortsætte. Vi lever i et samfund hvor der er udfordringer bag facaden. Der er drømme, opgaver, bump på vejen og et desperat ønske om at finde og opnå drømme. Alle mennesker drømmer om et eller andet – håber jeg da. For drømme giver en retning i tilværelsen.

Min tid med paintball er slut, for kroppen kan ikke mere. Min fokus er nu fast på hestene. De har været en del af mit liv så længe jeg nærmest kan huske. Et liv uden dem, ville blive et liv med endnu svagere krop og uden drømme. Det kan jeg ikke lade ske.

Drømmen er jeg ikke klar til at slippe. Jeg håber aldrig nogen af jer nogensinde slipper jeres drøm. Slipper I en drøm, så gør det aldrig uden at have en ny på plads… Vi kan alle bruge en vejviser gennem tilværelsen.

Vi ses i stalden – eller på stævnebanerne