Velkommen til forsiden!!!!

Og velkommen til Landet der elsker Janteloven.

Tak til hjerneskadet.dk og Familie Journalen for at mene at mit liv er fascinerende nok til at kunne give Familien Danmark et indblik i livet som usynligt handicappet.

Intet handicap er nemt, men hvor alle kender til kræft og forstår at man ikke kan hoppe på stedet når man sidder i kørestol, så sidder der mange mennesker rundt i Danmark med senhjerneskade efter ulykker eller sygdom.

Tro ikke at jeg mener at det er nemmere at være synligt handicappet, nej nej da. De kigges skævt til, gøres ofte grin med og råbes dumme kommentarer efter. Det er jeg med på. Igen, intet handicap er nemt. Problemer med de her skjulte handicaps er i stedet at de er usynlige. Man dømmes som doven, dum og fat-svag. I stedet er vi ramt af reelle skader.

For mig er det en ære at kunne give indblik i livet som hjerneskadet. Selvom jeg stadig godt kan have dage hvor smerter og skaderne er for overvældende til at jeg synes livet er retfærdigt, så ved jeg også at jeg ikke bad om at blive syg. Det var ikke min skyld. Til gengæld overlevede jeg mod alle odds og prisen for dette nye liv, min ekstra chance, er smerter og mine nerveskader og hjerneskaden.

Prøv at se billederne fra mine artikler. Jeg er heldig! Bag mig står mine fantastiske forældre. De har klaret sig gennem min rejse sammen med mig. Foruden dem har jeg haft det enorme held og den uendelige glæde at finde min eneste ene. En kærlighed jeg aldrig havde troet jeg skulle findes værdig til – for hvem ville dog kunne elske en der konstant udsættes for hårde ord. En der er hjerneskadet, handicappet?

Jeg troede på de hårde ord. At hjerneskade og smerter gjorde mig til et undermenneske. Men han beviste sammen med mine forældres store kamp for mig, at jeg overlevede fordi værdien i livet er stor. Større end handicaps og folks manglende forståelse.

Janteloven. Den samling af grunde vi mennesker er gode til at bruge for at minde hinanden om hvorfor vi er udskiftelige og lave i værdi. Nyder man en god dag og jubler over noget der gør en glad, så skal man mindes om en eller anden grund til at man ikke skal have det så godt.

Jeg er blevet forklaret flere gange hvorfor jeg ikke må spille paintball. Jeg kan ikke arbejde og fortjener derfor ikke livsglæde. Heldigvis er jeg ligeglad nu. Folk skælder ud fordi jeg er for langsom til at læsse på båndet i supermarkedet, for dårlig til at komme hurtigt ud/ind af min bil. De misbilligende ord og blikke når jeg beder om hjælp til noget, for de fleste, simpelt. Jeg har grædt så mange tårer over at være blevet forandret. Grædt for alle de hårde ord og blikke der ramte hvor jeg var aller mest sårbar – at jeg sørgede over mit mistede liv, alt det tabte.

Jeg forstår de mange der ikke forstår hvad de ikke kan se. Men jeg ville ønske de også forstod mig. Eller i det mindste respekterer hvad jeg har at sige. Denne blog og mine artikler er min mulighed for at bryde lidt af forestillingen om dem der er tabt på gulvet i samfundets kassetænkning.

Dem der ikke passer ind i de fine perfekte kasser der nu tænkes i. Dem der er usynlig handicappede og dermed stemples som dovne og en samfunds belastning. Dem der er blevet skadet i den forkerte alder, nemlig under 40. For så kan man nemlig ikke være uarbejdsdygtig – under 40 kan man ifølge de fine regler ikke få pension. Nej i den alder kan man arbejde, uanset hvad. Men når man ikke kan?? Så tabes man på gulvet af systemet. Og stemples af masser af medmennesker med janteloven i hånden. Du skal ikke tro du er speciel. Du skal ikke tro du er noget. Du skal ikke tro du har ret til noget, vi andre ikke kan få.

Men jeg har så meget mere. Jeg har måttet sørge over den tabte karriere. Sørge over alle de drømme og håb jeg stræbte efter. Min hest er tabt. Mit arbejde. Men jeg har lært at livet er så meget mere. Hvor ville jeg nogle gange ønske jeg kunne mere. Når dem jeg elsker har brug for hjælp jeg er ude af stand til at give. Men jeg gør hvad jeg kan. Mange magtede ikke at pakke til den rejse mit liv blev og det er jeg ok med. Jeg forstår.

Hvor ville jeg nogle gange ønske jeg kunne sige nej tak og selv hoppe af. Men det er ikke en mulighed. Jeg er “in this for life”. Heldigvis har jeg oplevet at nogle ønsker at tage rejsen sammen med mig. Lad os hylde disse hverdagens helte. Dem der står last og brast med os der lever alternative liv. Går andre veje end de sædvanlige, fordi vi er ude af stand til at leve standard livet som alle de mennesker der ikke laver med hjerneskade eller ikke er så skadet som os andre.

Vi ønsker et liv med kærlighed og indhold. Vi ønsker os livsglæde og gode oplevelser. Omkostningerne er ofte høje, men det er det værd. For mig er det i hvert fald. Og trods disse omkostninger så vælger nogle rent faktisk at følges med os. Er det ikke fantastisk??

Jeg stak snuden frem og mærkede Janteloven. Mærkede igen straffen for at skabe opmærksomhed omkring sig. Men jeg opnåede hvad jeg ville. Ikke 15 minutters berømmelse, men at lade folk få afmystificeret os. Lade folk se hvor almindelige vi er, selvom vi er blevet ændret af skaderne. Jeg fik hyldet mine hverdagens helte. Mine fantastiske forældre, den kæreste jeg for evigt vil være i gæld til for at give mig så uendeligt meget. De mennesker jeg elsker mere end noget som helst andet. Mere end livet. De er min livskvalitet og de inspirerer mig til at opsøge livskvaliteten og nyde den her ekstra chance i livet. De er mine helte. Alle dem der holder ved, når det er aller sværest og elsker selv når det er hårdest.

Mit ønske for alle i verden, drop nu den Jantelov og nyd livet. Det er alt for kort til at bruge tid på at dunke hinanden i hovedet og mindske hinandens livsglæde og livskvalitet. I stedet burde vi fejre det og juble med hinanden når noget lykkes. Jeg forsøgte hvad jeg kunne. Jeg prøvede at bryde tavsheden Jeg vil nyde livet med dem der har valgt at pakke til det og valgt at holde fast selv når det er værst. Dem der elsker mig, selv når jeg har svært ved at tro jeg er det værd. Dem der er min sol i regnvejret og giver mig smil om munden selv med tårer i øjnene

I ved hvem i er – elsker jer!