Undskyld

Af og til kan det føles som om mit ordforråd kun består af ordet undskyld. Som om jeg alene er ansvarlig for alt der sker af ting i denne verden. At alt der sker, er min skyld. Men hvordan kan det være min skyld når verden tydeligvis ikke roterer om mig??Universet har sine faste rytmer og baner, og hvad der end måtte ske i min tilværelse, så er det på ingen måde nok til at ændre universets vante gænge.

Hvorfor er det så jeg har den nagende fornemmelse af at alle forventer et undskyld det meste af tiden?? Fordi jeg ikke kunne forudse et situationsforløb der, for andre, åbenbart var logisk. Måske fordi jeg fik sagt noget der blev opfattet anderledes end jeg ønskede at formulere det til.

Kan også være fordi jeg har ekstra ondt eller bliver hurtigt træt og sover meget. Det er ubelejligt, uforståeligt og kan åbenbart også være provokerende. Tænk, jeg anede ikke at søvnbehov kan være nogle af disse ting.

Jeg havde måske en anelse om at hjerneskade kan være kilde til mistro og manglende forståelse. Fair nok da. Under ingen omstændigheder havde jeg da troet jeg skulle ende med hjerneskade.

Eller troet at et samfund kan være så fordømmende og udvise så stor mangel på respekt for individet. Hold op hvor har jeg hørt mange hårde ord for mine skader. Og er blevet råbt af og skældt hæder og ære fra af “almindelige” mennesker der mener at mit handicap er i vejen for deres perfekte liv. Selv i så simpel en hverdagssituation som at stå i kø i den lokale Brugs.

Intet ville jeg hellere have, end at folk forstod jeg blot ønsker mig en lille plads at udfylde i verden. Jeg hverken drømmer om at genere nogle eller at ødelægge deres liv med mine skader. Jeg håber bare at finde en lille flig af livet hvor jeg kan få en rolig tilværelse der gør mig og mine nærmeste glade og tilfredse.

Som for eksempel mine hjemlige skattejagter gør. Jeg har været enormt ked af at have svært ved at klare huset. Nu har jeg opdaget en fordel ved at have så dårlig hukommelse. I stedet for at skulle kæmpe for at huske alt, så ved jeg nu hvor i huset en given ting kan forventes at befinde sig, og så går jeg på skattejagt efter det jeg mangler.

Manner man kommer i tanke om at have mange fantastiske og sjove ting når man reelt har glemt hvad det rum helt indeholder. Tingene har deres plads, men det er lige med at opspore den plads. Det er altså en meget mere underholdende og positiv måde at genopdage sine ejendele end ved at udmatte sig selv i en ulige kamp for at kunne huske alt hele tiden.

Nu vil jeg gå på skattejagt efter et par glas der skal afleveres videre i weekenden. Og så øve mig i ikke at føle at jeg skylder alle en undskyldning blot for at være den jeg er.

God weekend derude!!