Tålmodighed

Som pårørende til en hjerneskadet er tålmodighed nok næsten den vigtigste egenskab man kan besidde. Tålmodighed over for den ramte, systemet, familien og ikke mindst sig selv!

I går var jeg inde hos Finn hele eftermiddagen, og min tålmodighed blev endnu engang sat på prøve. Hver gang jeg besøger Finn, er der noget jeg skal hjælpe ham med. Han er helt afhængig af hjælp, så det er naturligt at jeg bidrager. Selvom der er professionelt personale omkring ham, har de ikke tid til at nå det hele. Desuden føles det naturligt for mig at hjælpe ham.

Det er ikke en rar fornemmelse at vide, at der er noget han ikke har styr på og behøver hjælp til. I dag hjalp jeg ham med at få studset skægget. Han var blevet barberet samme morgen, men nu havde jeg god tid, og jeg spurgte om han ville have studset skægget. Det ville han gerne, så vi linede op ude i badeværelset ved håndvasken og “legede” frisørsalon. Det generer mig ikke at hjælpe ham med personlig pleje. Ja, faktisk er det nogen gange helt rart at kunne yde omsorg for ham på dén måde. Efter han havde fået barberet hovedet og trimmet skægget, så han fin ud, og han gav udtryk for at det var rart. Jeg lagde mig på sofaen og slappede af mens han så lidt tv, og så foreslog jeg at vi skulle fortsætte med det puslespil vi var startet på for nogle uger siden.

I gamle dage lagde vi tit kæmpestore puslespil. På 1000 eller 2000 brikker eller endda mere. Men det kan han slet ikke overskue længere. Et puslespil på 500 brikker måtte han helt opgive for nyligt. Jeg har fundet nogle på 150 brikker med de samme motiver som de store. For mig er det vigtigt at han ikke sidder med børnepuslespil med Disneyprinsesser eller nuttede kattekillinger i en kurv.

Det kan godt være, at nogen tænker, at det ikke er mine behov der skal tilgodeses først. At det da kan være ligegyldigt hvad spillet forestiller. Det kan det bare ikke. Der er så mange ting Finn skal have hjælp til, på samme måde som et barn, at det ville føles endnu mere ydmygende hvis han også skulle sidde med et børnepuslespil. Sådan har jeg det nu. Det kan være jeg kommer til at æde dén kamel også i fremtiden!

Hvad der tidligere var en fælles, hyggelig aktivitet er nu blevet en prøve udi tålmodighed. Det er så svært for Finn at vide hvad han skal stille op med brikkerne, at jeg er nødt til at guide ham. Jeg kan høre mig selv starte blidt og pædagogisk ud: “Nå vi skal have fundet dén brik, der skal være her midt i det hvide”. Eller: “Prøv at se den her. Der er noget rødt på ligesom ham manden der i de røde shorts. Kan du se om du kan få den placeret rigtigt”.

Efterhånden smuldrer min tålmodighed: “Du skal dreje brikken for at få den til at passe. Dreje den rundt! Kom nu. Tag dig nu lige sammen”! Jeg kan godt høre på mig selv at det er helt forkert at sige sådan. At Finn allerede efter 10 minutter er blevet for træt og at vi burde give os til noget andet. Men jeg bliver så stædig. Jeg vil så gerne have at han skal være god til det puslespil ligesom han var i gamle dage. Og ind imellem lykkes det også. Så får han pludselig øje på en brik som han kan regne ud hvor skal være og jeg bliver glad og tænker, at så er det da ikke helt håbløst alt sammen!

Af Henriette