Stolt menneske med hjerneskade

Lige derude sidder hun. Hun sidder stolt og trofast og ruller de fine lyde frem for mig. Jeg tror ihvertfald det er for mig.

Hun gør det hver morgen. Strækker hals, gør sig smuk, netter sig med alt hvad hun har lært. Jeg betragter hende ofte, siddende derude i haven. Betragter hendes simple liv. Misunder hende på mange måder. Hos hende, bilder jeg mig ind, der er ikke refleksioner om hjernepåvirkning, hjernetræthed, om hvordan fremtiden skal se ud efter at forholdene har forandret sig.

Med sin ranke skikkelse klarer hun stolt alt hvad der kommer. Hun lever i sin “her og nu” verden, og mærker de lyster og instinkter, som ligger hende så nært. Hendes skæbne spekulerer hun ikke over – hun kan ikke…?

Jeg ser på hende, betragter hendes grå frakke som skinner flot, også selv om det lige har regnet. Hun ryster sig blot, synger videre, gør, hvad der skal gøres og flyver videre ud i dagen.

Jeg mærker tyngden på mine øjenlåg, mærker cellerne skrige på hvile. Min hjerne har allerede nu opbrugt den mængde energi, som var til rådighed i denne stund.

Min arm giver sine små velkendte ryk, jeg ved det er et tegn, jeg ved hvorfor også alligevel slet ikke…

Hovedet begynder at leve sit eget liv. Det bliver tungt og ustyrligt. Pinen kommer rullende, som tidevandet der ikke kan undviges.

Jeg kæmper, kæmper imod, vil så gerne bare flyve videre ud i regnen sammen med min lille ven, der sidder stolt på grenen og synger for mig.

Hun forstår det ikke, og jeg kan ikke forklare det. Jeg mærker det kun, jeg kan ikke forklare det til nogen…

Hun blinker til mig, og jeg er sikker på at hun giver mig sin accept. Hun ved jeg skal hvile, hun ved hun kun kan synge for mig i et kort øjeblik, før jeg må trække mig fra livets impulser og glæder. Men hun ved også, jeg kommer igen for at få mere, det gør jeg hver gang.

Jeg ser hende flyve videre ud i livet. Finde frem til den næste at synge for, finde en sjæl mere, som har behov for hendes stolte ydre, at spejle sig i.

Jeg glædes over, at hun trods alt er lidt min, jeg ved hun er der igen i morgen. Hun er der næsten altid når jeg har brug for hende, og hun får mig til, at mærke stoltheden af det menneske jeg er i dag.

Et menneske med hjerneskade…