Så bliver min hjerneskade 7 år

Den 6.10-15 er det 7 år siden jeg blev ramt af en meningitis/hjernehindebetændelse og blodprop i hjernen – med følgende skader: mistet hørelse på begge ører (har kunstig hørelse i dag), skadet balancecenter og en senhjerneskade.

Det første stykke tid husker jeg ikke. Det står meget tåget i mit hoved. Jeg var jo også meget tæt på at dø…

Det sidste år her, synes jeg, at jeg takler mine handicaps lidt bedre. I det daglige tænker jeg ikke over dem. De tidspunkter, hvor jeg tænker over dem, er når jeg er ude blandt mange mennesker. Der træder de tydeligt frem. Et eksempel er i sommers, da jeg tog med familien til Grøn koncert. Der måtte jeg virkelig bide tænderne sammen.

Jeg tror, jeg lignede et stivnet hoved med et påklistret smil på. Alle de indtryk, der kom drønende ind i min hjerne, kunne jeg slet ikke klare. Jeg endte også med at glemme at sige til min familie, at NU kunne jeg ikke klare mere, så jeg var der i alt for mange timer. Da vi skulle hjem, tudede jeg, og hjerne og ben ville slet ikke samarbejde = lige at tage til Grøn koncert gør jeg nok ikke igen. Det lader jeg familien om, og så hygger jeg her hjemme…

Min mand og jeg er med i en kulturklub med nogle skønne venner. Her i slutningen af november skal vi på weekendtur med klubben til Tyskland, hvor vi blandt andet skal på et mega stort julemarked = her har både John og jeg tænkt meget på, hvordan jeg skal klare det, for der vil jo være rigtig mange mennesker.

Her hjælper rollatoren ikke på min hjerne og ben. Sidste år og i sommers var vi i Bonbonland,  hvor vi lånte en kørestol til mig. Jeg gik så det jeg kunne klare, og når jeg eller John kunne se, at jeg begyndte at ligne en fulderik, satte jeg mig i kørestolen, og det gjorde, at jeg ikke blev så forvirret i hoved.

Vi er kommet frem til, at vi køber en kørestol. Den skal jo nok ikke kun bruges i Tyskland men i det hele taget, når vi er forskellige steder, hvor der er rigtig mange mennesker = jeg skal nu lige sige at det har taget mig lang tid at indrømme over for mig selv, at jeg indimellem har brug for at sidde i en kørestol. I sin tid knoklede jeg jo for at komme ud af den.

Men hvis jeg gerne vil ud og være social og også få noget ud af det og ikke bruge alt min energi på at få hoved og ben til at samarbejde, så er en kørestol løsningen. Vi har valgt ikke at søge kommunen om den, da jeg lige har været gennem endnu en tur med handicapafdelingen i Københavns Kommune om et nyt hørehjælpemiddel. Det tog “bare” 8 måneder! Og det overkommer jeg bare ikke…

Ting, jeg kan mærke jeg er blevet bedre til, er at holde fokus, når jeg laver mad. Jeg har haft rigtig svært ved at have gang i flere ting på en gang. Der skal stadigvæk ikke være gang i flere ting på en gang, men jeg har efterhånden indarbejdet nogle rutiner, der gør at jeg kan lave mad til lidt flere end kun John og jeg. Jeg kan godt have begge sønner, svigerdatteren og begge børnebørn til middag. Jeg laver så bare for eksempel gryderet og kartofler og lader være med at bage. Der bliver købt brød til maden.

I hverdagene har jeg sat min mobil til at bippe en besked ind klokken 16, hvor der står “begynd på aftensmad”. Så kan jeg stille og roligt gå og nusse med at lave mad.

Jeg bruger også stadigvæk mit lyskrydssystem, som jeg lærte på Center for Hjerneskade. Det har jeg skrevet om i et blogindlæg på et tidspunkt. Min tavle i køkkenet skriver jeg hver mandag på, hvad jeg skal hele ugen, og den kikker jeg så på hver dag + jeg jo har skrevet alt i min kalender i min iPhone, der så bibber frem med beskeder som for eksempel “husk formiddagspille” eller husk at tage en middagslur” og så videre.

Og min 3-hjulede cykel er jeg bare stadigvæk SÅ glad for. Jeg har vænnet mig til at cykle cirka 1 time hver dag i hverdagene. I weekenderne er det ikke altid jeg får gjort det, men til hverdag gør jeg.

Og jeg hygger og nyder stadigvæk at lave alle mine kreative ting. Det sidste år er jeg begyndt at male på sten. Det kan jeg godt lide, rigtig meget. John synes også, det er hyggeligt når jeg sidder og stener (fnis). Han siger, at jeg så er helt stille. Hmmmm, gad vide om han hentyder til, at jeg ellers snakker meget (griner stort).

En anden ting ved at male på sten er, at John og jeg får nogle dejlige ture til stranden. Ok, John synes det er lidt hårdt, for med min dårlige balance er det jo ham, der skal bære alle de sten, jeg finder, og det forgår ved, at han får en rygsæk på, og så putter jeg sten i. Når han så synes, den er meget tung, råber han “STOP skat”. Han er nødt til at råbe, da jeg jo har kunstig hørelse, og står med en kryk og numsen i vejret. Men så stopper jeg da “næsten” (fnis), for på vej tilbage over stranden til bilen kan jeg da godt nå at putte lidt flere sten i rygsækken…

Men alt i alt synes jeg at, jeg i dag 7 år efter har et godt liv, hvor jeg har lært at leve med mine handicap og skader. Det er kun, når de ting, jeg har meget svært ved, bliver kastet lige op i hovedet på mig, at jeg bliver meget ked af det, som til Grøn koncert.

Her på næste lørdag d. 10.10 skal jeg jo igen på kreativ udstilling i Greve Borgerhus. Det er den eneste udstilling, jeg er med på med mine kreative ting, da jeg ikke kan overkomme flere, men det er også en, jeg glæder mig SÅ meget til hver år, da alle bare er så søde. Min søde storesøster er hvert år med som min hjælper, da jeg ellers ville have svært ved at klare så lang en dag. Jeg er dybt taknemlig over, at hun sætter en hel lørdag af til at hjælpe mig

Nu vil jeg sige tak til jer, der har læst med hele vejen i dette lange blogindlæg

Mange hilsner fra
Hanne