På tur

I går skulle jeg på en tur med Finn. Der var et arrangement på vores datters efterskole, som vi gerne ville deltage i. Normalt tager det ca. 1½ time at køre derned. Men på grund af sneen var der meget kø på motorvejen. Jeg tog det stille og roligt, mens jeg sad og overvejede, om vi skulle vende om. Vi endte dog med at gennemføre turen og nåede også en del af arrangementet. Det var dejligt at se Klara. Der har været flere arrangementer på skolen, som jeg er taget af sted til alene. Skolen er i flere niveauer og det er ikke nemt at have Finn med i kørestolen. Men i dag var vi altså sammen.

På turen hjem var trafikken uproblematisk. Men mine kræfter var ved at blive brugt. Jeg kunne ikke rigtigt finde på noget at snakke om. Finn har altid været en stille mand, men nu er det næsten kun mig, der finder på noget at sige. Jeg forstår heller ikke altid, hvad han siger. Dels er hans udtale blevet dårligere, dels kan han ikke altid finde de rigtige ord. Og ind imellem forstår jeg slet ikke den sammenhæng, han siger noget i. Det er som om han springer nogle ”mellemregninger” over. Nogle associationer, så jeg ikke umiddelbart forstår, hvad han taler om. Så kommer vi begge til at bruge en masse kræfter på at forstå hinanden. Jeg bliver stædig og vil forstå ham. Og han har så svært ved at forklare sig. Ofte har jeg dog en vag fornemmelse af, hvad det er, han mener. Så må jeg tænke højt for ham. Hvis han f.eks begynder at tale om noget helt nyt midt i en samtale. Så kan jeg nogle gange regne ud, at det er noget, han har fået øje på for lidt tid siden, som minder ham om det, han nu nævner.

Da vi manglede ca. 70 km i at være hjemme blev jeg nødt til at tage et hvil. Vi trillede ind på en rasteplads og i løbet af få minutter faldt jeg i søvn. Efter en halv times tid vækkede Finn mig: ”Skal vi ikke se at komme hjem”. Jeg satte mig op og vi kørte videre. Det var blevet koldt i bilen, og det var dét, der havde vækket Finn. Jeg ved godt, at han ikke ønsker at jage med mig. Men jeg blev ked af det og også gal. Her bruger jeg en masse tid og kræfter på at køre ham frem og tilbage til skolen. Han siger ikke engang tak, og nu har han travlt med at jage mig op. Hvorfor sagde han ikke: ”Er du ved at være udhvilet? Jeg er nemlig lidt kold. Så hvis du har brug for at sove mere, vil jeg gerne bede om et tæppe”. Ja, fordi sådan kan Finn ikke formulere sig.

Da vi var tilbage ved hans bosted, hjalp jeg ham ud af bilen. Han havde svært ved at få benene til at lystre, og jeg blev sur. Følte at han ikke ville samarbejde med mig. Endnu engang brød jeg ud i en enetale om, at han skal huske at sige tak til mig. Det er et tegn på, at jeg har presset mig selv hårdt, men jeg synes det er så tomt når han ikke er i stand til at sætte ord på. Jeg ved godt, at det er en del af hans skade og også altid har været en del af hans personlighed. Men det føles stadig tomt. Det er så hårdt for mig at være af sted med ham. Udover at jeg skal være chauffør på hele turen skal jeg også hjælpe ham med en masse småting: så forsvinder hans vanter, hans briller, han taber et stykke chokolade, han kan ikke finde sine nøgler, mobiltelefon. Han skal på toilettet. Og han skal have hjælp til at følge med i det der foregår på skolen.

Hvorfor lader jeg ham ikke bare blive hjemme? Fordi jeg savner kontakt og fælles oplevelser med ham. Ligesom før han blev syg. Oplevelser som vi kan glæde os over sammen. Han er jo min mand. Vi har været sammen i næsten 30 år og har 3 børn sammen. Fordi jeg elsker ham og godt ved, at han ellers bare ville sidde indendørs hele søndagen, og jeg kunne komme på besøg og nøjes med at genfortælle om oplevelserne på efterskolen. Jeg har faktisk lyst til at være sammen med ham, også selvom jeg ved det bliver hårdt. Og fordi Klara har en far, som også hun skal have besøg af.  Gode oplevelser med ham kommer ikke dumpende af sig selv. De skal opsøges, og det er mig der er drivkraften i det. Men det kan ikke være anderledes. Så må jeg bare huske at tage den med ro i et stykke tid bagefter, så jeg ikke brænder helt ud.