Store omvæltninger, reaktioner og ensomhed

Som hjerneskadet, er det enormt vigtigt med forudsigelighed, energiforvaltning og hvil. Det har jeg i mange år har været rigtig god til at administrere ved hjælp af skemaer og kalender i telefonen.

For tiden er jeg så helt enormt udfordret på det hele. Jeg kan ikke sove, eller også sover jeg hele tiden. Jeg får ikke spist rigtigt, hvilket jo også har en indvirkning på fysikken og psyken. Jeg har ikke lyst til at se mennesker.

Grunden til alt det her? Jeg har sendt min skønne søn på efterskole. Nu skal jeg have skabt mig en ny identitet, som ikke blot hedder mor. Men hold kæft hvor er det svært!

Nu er jeg ikke længere først og fremmest mor

Hele min hverdag har været bygget op om at være mor for ham. Tøjvask, rengøring, madlavning, hygge med ham, og så om igen.

Jeg er rigtig god til at være mor! – Jeg elsker det simpelthen. Men for tiden er jeg jo kun mor indimellem, når han får lyst til at komme hjem, hvilket ikke er særligt ofte. Han bare elsker sin efterskole, og han jo selv er igang med at løsrive sig. Det er mega sundt for ham, men for mig er der et kæmpe stort tomrum, som jeg har svært ved at udfylde. Jeg ved simpelthen ikke hvordan.

Jeg får dog gjort rent hele tiden. Inden længe har jeg vel slidt alle vandrette flader ned i min iver for at undgå støv. Jeg ser faktisk lidt et mønster fra dengang hvor jeg blev syg og blev udskrevet efter 2,5 måned. Jeg blev sendt hjem med et kæmpe arsenal af piller, men på trods af dem, blev sygdommen ved med at slynge mig ind og ud af hospitalet. Jeg havde ingen kontrol, så for at føle bare lidt kontrol gjorde jeg hysterisk rent når jeg endelig var hjemme. Jeg kunne ikke gå i seng, før alt var klar til næste dag. Vasket op, alle borde tørret af, vores sko i rigtig rækkefølge i gangen, alt tøj til vask.

Det samme mønster viser sig igen. Jeg skal dog ikke op og være mor, men der skal satme gøres rent. I skulle se mine hænder allerede.

Hvad med min identitet?

Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan leve på at være mor hele mit liv. Han er semi flyttet hjemmefra, hvilket han også skal. Han er 15 for den da, og skulle han være hjemme stadig, er jeg tæt på at tro at det ikke er sundt for ham. Det store samfund er ikke spor forudsigeligt, og det skal han trods alt ud og navigere i en dag. Så her er ikke spor brok over at han bliver stor og smutter ud og finder sig selv uden mig, men det er et spørgsmål til mig selv: Hvem er jeg nu?

Jeg ved at jeg er Maj. Jeg ved at Maj er hjerneskadet, førtidspensionist, en god ven, en god søster, faster og datter, glad for dyr, hjælpsom, ærlig, lidt skør, temperamentsfuld, kærer mig for mine medmennesker, er interesseret i politik og historie, elsker naturen (den heler mig) for det meste glad, udadvendt når jeg har kræfterne, men ellers er jeg faktisk meget introvert. Og for tiden er jeg jo så faktisk også ensom!

Det er ikke rart at indrømme at jeg er ensom. Folk vil sikkert sige, at så må jeg jo gøre noget for ikke at være det, men det kan jeg bare ikke. Jo jeg var til koncert med gode venner i lørdags, og det var forrygende, men hold nu kæft hvor var det også bare dejligt at komme hjem igen.

Jeg har simpelthen fået så meget lyst til at være alene hele tiden, at det er usundt. Det må det være, når jeg pludseligt også er ensom oveni.

Førtidspension – en berigelse og en forbandelse

Førtidspensionen giver oveni ikke ligefrem incitamentet til at komme ud af hulen. Misforstå mig ikke! – Jeg er glad for den hjælp den er, da jeg ikke kan arbejde, men den er både en berigelse og en forbandelse. Berigelse på den måde, at den har givet mig roen. Siden jeg fik den har jeg kun været indlagt én gang. Det er over seks år siden. Den har givet mig mulighed for en stabil økonomi. Ikke mange penge, men jeg ved hvad der går ind på kontoen hver måned. Den har givet mig mulighed for et –for mig- indholdsrigt liv, og muligheden for at være en god mor.

Forbandelsen ligger i, at jeg ikke rigtigt ser nogen mennesker, da alle mine venner jo er enten på job, i uddannelse eller engageret andetsteds. At jeg er nødt til at tage en form for ansvar for mit eget liv. Det er altså dødsvært. Jeg er også ramt på initiativet nemlig. (Bortset fra rengøringen) Tilføj her, at jeg ikke vil være til last for andre.

Så frem for at risikere et afslag, lader jeg hellere være med at kontakte folk. Og går i stedet ind i mit lille forskruede hoved, som rummer et kæmpe virvar af tanker, om hvorvidt jeg er god nok, om jeg er noget værd udover mine evner indenfor madlavning og rengøring og gavmildhed, og om nogen overhovedet bryder sig om mig, udover min familie (som jo faktisk også er de vigtigste, når alt kommer til alt).

Det væsen i mine tanker bryder jeg mig ikke om, men det er smadder svært at stoppe.

Jeg er væltet – men jeg rejser mig igen

Meget af det her, ville min læge sikkert udskrive antideppere på, men så blokerer jeg først for mine følelser. Nu jeg endelig ikke tager dem mere, vil jeg heller ikke tilbage på dem. Jeg magter ikke at skulle igennem tre uger med angst som bivirkning, samt mundtørhed og så lige minimum en 5 kg vægtøgning. Så hellere prøve at skrive mig ud af det (og sove lidt mere).

Som én af mine gode venner skrev i sin blog forleden: Når alt vælter – samler man det op igen!

Meget er væltet for mig i min identitet som mor/Maj efter han er taget på efterskole, men det er en opgave jeg og kun jeg kan arbejde for at finde en løsning på.

Hey! Det er en del af også at være menneske. Følelsen af tab, tristhed, og generelt bare nederenhed.

Jeg er faktisk et menneske!

Jeg kommer igen, stærkere, klogere og med mere selvtillid!

Og så skal jeg op på efterskolen på fredag og besøge ham.

Skriv en kommentar til Pia og/eller Silke

Du er meget velkommen til at skrive dine tanker om podcasten herunder.