Om at huske at glemme

Forvirrende??

Min tilværelse lige nu består i at jeg fylder 30 år d. 10 februar, og jeg står i den situation at min visitering skal gå om.

Lad os lige dvæle ved det faktum et kort øjeblik… Mit liv ændrede sig da jeg blev senhjerneskadet i februar 2010. Nu rammer vi februar fem år senere og min sag skal gå om. Ikke fordi nogle indrømmer fejl undervejs eller at der er kommet nye regler. Næh, sagen skal nu gå om fordi mit liv ligger i ruiner. Man kan så mene hvad man vil om den beskrivelse.

Men prøv at forestille jer at vågne op en morgen og opdage, at alt man før kunne gennemføre så let som at trække vejret eller blinke med øjnene, pludselig er totalt uoverskueligt og på det nærmeste umulige at rumme i hovedet. For ikke at snakke om at skulle gennemføre disse opgaver. Alt ens hjerne har kunnet, er på en måde nulstillet, for man kan ikke få det til at fungere at gøre som man mener at kunne huske virkede før.

I 5 år har jeg været underlagt en anden herre. Mit liv har ikke været mit. Jobcenter har haft en fast dagsorden og der er ingen genveje. De kan fejle, men gør du det en gang så rammer konsekvenserne hårdt og hurtigt. Der er ingen slingren i valsen. Beder de dig hoppe er der kun at spørge hvor højt. Deres dagsorden, din pligt at følge med. Kan du ikke det så får du det at mærke.

Det kan være trusler som jeg har oplevet flere gange. Trusler om at miste sin understøttelse hvis ikke du opfylder x antal krav. Eller kreativ manipulation som går ud på at de sår en tanke i dit hoved om at man jo bare prøver forkert eller for lidt på at opnå det de ønsker. Og så kan ens underbevidsthed så pine en med om man virkelig har prøvet alle metoder og alle muligheder for at blive sig selv igen. Den almindelige gennemsnitsborger man var før den fatale morgen man vågnede og alt var forandret. Ud over det er der jo reglerne. Der gives ikke ved dørene. Stig i timetal eller bliv trampet på af systemet og mistænkt af omverdenen.

Jeg kom igennem det. Jeg blev visiteret til fleksjob. Jeg troede jeg var fri og kunne starte et liv nu. Eller starte et nyt, for det gamle er jo væk.

Hvor tog jeg dog fejl!!

Ny kommune, fordi den gamle var rod til mareridt og fordi jeg flyttede for kærligheden. Samme regler, men nye specialister.

Her står jeg så. Med en sag der skal gå om, en ny afklaring fordi jeg ikke kan klare den første visitering og fordi det har sendt mig ned som sygemeldt siden min første visitering. Så jeg har gået sygemeldt fra min visitering i over et år. Er det så ikke blevet bedre, spørges der?? Kan du ikke snart arbejde?? Svaret er desværre nej. Jeg kan intet. Hvor ville jeg dog give meget for at kunne klare de 9 timer. Men hvordan skal man kunne klare at være produktiv og overskudsagtig på 9 timers arbejde, når jeg ikke en gang kan klare mig selv i 24 her hjemme?? Jeg kan ikke lave mad, kæmper med at handle. Rengøring og oprydning er massive opgaver der kan virke så nemme men som nemt sender mig ukampdygtig i sengen i flere dage. En opgave formiddag og eftermiddag og 3 daglige pauser. Selv det er ikke nok.

Mit liv er så skemalagt at det kan være til at kaste op over. Læger, genoptræning, medicin, hvile, mad, ergoterapeut, jobcenter, huslige opgaver. Hvor blev jeg af?? Hvor blev min livskvalitet af?? Hvor blev min frie vilje og muligheden for at se mennesker og oplevelser der gør en glad?? Det forsvandt i systemets kværnende hjul. Du er reduceret til et nummer hvor al empati og forståelse er skåret væk og erstattet af regler, pligter og krav. Og bliver jeg så bedre?? Nej. Jeg knækker af stressen. Jeg ødelægges langsomt af at kæmpe for en bedring der aldrig er kommet – og som alle siger aldrig vil komme. Specialister på stribe der sætter navn, dato og stempel på at jeg uigenkaldeligt er hjerneskadet og færdig på arbejdsmarkedet. Hvorfor, hvorfor, hvorfor tvinges jeg mareridtet igennem igen. Hvornår stopper det så jeg igen kan få et værdigt liv jeg kan være stolt af og som kan give glæde og ro??? Hvor fik de retten til at knuse mine drømme og mine håb (og til sidst mig) fordi jeg fik meningitis??

Glem det. Glem det der var før, og nyd at være i live.

Glem hvad?? Hvordan skal jeg kunne glemme en fortid som normalt fungerende borger, når systemet og uvidende mennesker konstant skal kommentere på hvad jeg gør, og hvad jeg forsøger at få igennem. Hvordan skal jeg kunne huske at glemme noget når alle trækker i forskellige retninger?? Et system der smider om sig med regler og pligter men glemmer at det er mennesker. Mennesker der glemmer at man ikke nødvendigvis har det godt fordi man ser “frisk” ud. Handicaps kan være usynlige, og os der reelt har et sådant havde været “normale” igen for længst hvis det var muligt. For vi morer os altså ikke i systemet.

Hvordan skal jeg kunne huske at glemme når man hører “jeg kan huske dengang du kunne… Det var så fedt”. “Før kunne du godt, hvor er det ærgerligt du ikke bare kan det igen. Måske du prøver forkert”. “Du er så ung, du burde kunne en masse”.

Hvis jeg skal sidde 5 år mere i systemet, så er det 10 år ud af 35 mulige. Er det virkelig velfærd at have et system der forsinker ens heling og ens muligheder for et reelt liv, selvom det ikke blev som man først forventede??

Hvordan skal jeg kunne huske at glemme, når jeg hives tilbage i møllen igen og igen??

Hvordan skal jeg glemme at huske hvordan samfundet behandler deres svageste. Det samfund jeg betalte skat til og var stolt af. Hvor er de nu?? Hvor er det jeg troede på?? De er smuldret væk sammen med mit gamle liv.

Jeg husker dem der elsker mig. Jeg husker dem der støtter op og hjælper på vej. Husker dem jeg elsker.

Hvordan glemmer man dem der modarbejder og ødelægger, når det er dem der råber højest?? Hvordan glemmer man svigtet fra det sikkerhedsnet man troede gjaldt for alle??

Hvordan husker jeg at glemme den mistro jeg for altid vil bære, da mit liv gik i stå på grund af noget jeg ikke bad om.

Kærligheden lindrer alt. Den heler intet, ej heller sletter den svigtene eller tårerne. Men den gør at man stadig håber på at kunne huske at glemme de rigtige ting. Håber… Aldrig andet end håb. Et forsigtigt liv.

Jeg er i live. Og det er ok. Jeg ønsker ikke at lyset slukker. Jeg elsker for voldsomt til at give slip. Men hvor jeg længes efter at leve.

Giv mig min paintball tilbage, giv mig hestene. Giv mig en chance for et liv. Giv mig ro. Giv mig fri!!!