Status på Hjerneskadeforeningens politiske arbejde
Hjerneskadeforeningen arbejder ihærdigt på det politiske område – selv i denne coronatid. Det gør vi i samarbejde med en række andre handicaporganisationer.
Samarbejde om politiske udspil
Alle ved efterhånden at hele handicapområdet trænger til et gevaldigt eftersyn. Regeringen har lovet gentagne gange at en sådan evaluering vil blive igangsat inden sommerferien. Det bliver formentlig en evaluering hvor vi allerede nu kan skrive de væsentligste konklusioner
- ulighed
- eksklusion
- manglende livskvalitet
- manglende muligheder
- ensomhed og isolation.
I samarbejde med Danske Handicaporganisationer har vi igennem nogen tid arbejdet på udspillet “Specialeplan for det specialiserede handicapområde”. Det er en række forslag til hvad man kan og bør gøre ved disse konsekvenser ved livet med handicap. Samtidig har vi også arbejdet sammen med Danske Patienter og deres øvrige medlemsorganisationer om udspillet “Social ulighed i sundhed”. Det er et udspil som tager udgangspunkt i den manglende brug af tilgængelig data og det urimelige i at borgere med mange ressourcer opnår bedre behandling og rehabilitering. Vi tror på, at ved at samarbejde om politiske udspil får vi en større stemme i debatten og dermed også større indflydelse.
§20-spørgsmål til sundhedsministeren
Vi tager også selv direkte kontakt til det politiske system. Senest har vi fået stillet §20-spørgsmål i Folketinget til Sundhedsministeren om behovet for genoptræning – også under coronakrisen – for borgere med kritiske funktionsnedsættelse. Vi har desuden sendt bekymringsskrivelser til både Social- og Sundhedsministeret om de store kommunale- og regionale forskelle i genstarten af genoptræning og rehabilitering efter coronakrisen. Retningslinjerne bliver tolket forskelligt – og derfor bliver der stor forskel på hvilke tilbud der venter borgerne kommunalt og regionalt nu når genoptræning og rehabilitering genoptages.
Børn som pårørende
Vi har desværre måttet udsætte vores store konference om “Børn som pårørende”. Konferencen, som vi har planlagt sammen med en række andre organisationer, var planlagt til at blive afholdt til september på Hotel Nyborg Strand. Men vi kommer stærkt igen i 2021 og kan forhåbentlig gennemføre konferencen i foråret.
Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed
Hjerneskadeforeningen er kommet med i “Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed”. Her skal vi sammen med partnere som Kræftens Bekæmpelse, Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, Novo Nordisk Fonden og en bred vifte af andre interessenter samarbejde om at finde løsninger på hvordan vi kan mindske den store sociale ulighed der er i det danske sundhedsvæsen. Lighed er en væsentlig forudsætning for vores velfærdssamfund, men alligevel er virkeligheden at en stor del samfundets medlemmer ikke har ens levealder, livskvalitet eller muligheder for at udfolde deres livspotentiale. Vi skal findes nye løsninger som kan løse op for den sociale ulighed. Hjerneskadeforeningen vil bidrage med vores viden og indsigt om udfordringer for de mange borgere der levet livet med funktionsnedsættelser, eller er pårørende til disse borgere.
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.