Når vejen deler sig

Livet er en foranderlig størrelse. Uden varsel kan det både give opture og nedture. På godt og ondt er det en overraskelse hvad der gemmer sig bag hver en dør, hvert eneste hjørne man runder. Jeg stod ved en skillevej og det tog mig lang tid at tage en beslutning om hvilken vej jeg skulle tage.

En dag stod det klart for mig at vejen var lagt for mig. I stedet for at græde over det, så vil jeg glæde mig over hvad jeg har fået med mig af skønne venskaber, søde mennesker og dejlige oplevelser. At jeg alene er gået af denne nye vej er hårdt, men jeg tager så meget godt med mig fra tiden der var.

Fremtiden står nu som en uskreven bog. Jeg ønsker at lade hver side blive så lys og positiv jeg overhovedet kan.

Kommunen jeg er flyttet til, er desværre stadig præget af lange ventetider og mærkelige og hårde krav. Men jeg er blandt mennesker der støtter og hjælper. De er en uendelig hjælp. Det er altså hårdt at rykke hele sin tilværelse op med rode og at vente på at slå rod et andet sted. Alle rutiner er brudt, alt skal startes forfra. Det er udmattende, forvirrende, angst provokerende og altødelæggende. Men det kan også give en masse godt.

Det handler om den hjælp man får, menneskerne man har omkring sig, og viljen til at kæmpe. For ja, det er hårdt. Energien er i bund, ens overskud er for længst væk, intet overblok og lister så lange som referaterne inde fra Folketinget. Det er en kæmpe opgave, men det kan give så mange muligheder nå man kommer ud på den anden side. Når én dør lukkes, I ved …

Når mine nye rutiner bliver stærkere, så forventer jeg af mig selv at jagte mine drømme. Jeg vil arbejde hen imod at genvinde evnen til at holde kontakt med dem jeg holder af. Gøre den mere jævn og stabil. Indtil da, trøster jeg mig ved den viden at de er så tæt på. Jeg vil “generobre” barndommens staldgange. Vende tilbage dertil hvor en del af mit hjerte blev da jeg flyttede. Selvom hestene er blevet ældre, andre solgt, så er glæder der stadig. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage. Blot være blandt hestene og gense de dejlige mennesker.

Inden længe håber jeg at være i gang med ridefysioterapi igen. Jeg savner hesten jeg forlod i Sønderjylland. Meget. Men jeg håber at finde endnu en sød hest hvor jeg kommer frem. Måske jeg endda finder en jeg kan have part på. Måske samme sted, måske et andet. Mulighederne er åbne og det ser jeg som en mulighed, ikke et problem. Ligeledes ved jeg, at jeg ikke når at få styr på papirerne til para-klassifikationen. Ærgerligt, men i stedet har jeg så tid til at finde ud af hvad jeg skal bruge og at få det ordnet på en god måde. Ikke forhastet og rodet.

Sommeren er her, jeg er i bedring rent smertemæssigt og jeg glæder mig til fremtiden. Uanset hvad og hvem den bringer ind på min vej.

Livet er en lærer vi alle har. Nogle kort, andre længere. Uanset hvad, så vil jeg opfatte hvad livet sender min vej som en mulighed for at lære og udvikle mig.

Tak for alt der har været, alt der er og alt der kommer. Jeg værdsætter at have muligheden og jeg er glad for alle der har været med til at bringe mig så vidt. Både når det har bragt smil og når det har bragt tårer.