Når et nederlag bliver en sejr

Som flere af jer måske har læst i det seneste nummer af Hjerneskadet, så har jeg været ude og få oplevelser for livet!!!

Rent praktisk betyder det, at jeg her i september tog til Chantilly-Paris for at deltage i sidste afdeling af Millennium Series. Dette er et virkelig stort internationalt paintball stævne der afholdes i 4 afdelinger forskellige steder i Europa og der deltager hold fra over hele verden. Og jeg mener altså VIRKELIG stort. Der er så mange spillere, trænere, salgs boder med udstyr, tøj, tasker, bling og blær. Det var simpelthen himmerrige for alle paintball tosser – mig selv inklusive

Så der stod jeg så…. Midt i en forstad til Paris, blandt nogle af verdens dygtigste spillere og trænere, hold i forskellige divisioner, dommere, sponsorer, fotografer, filmhold og fans. Sikke et mix!! Det var totalt overvældende og enormt fascinerende.

Desværre endte mit hold med ikke at kunne stille til konkurrence alligevel. Det var en teknisk detalje med lidt papirarbejde der ikke gik i orden og det var simpelthen så ærgerligt, men pludselig tog skæbnen åbenbart over. Af ren nysgerrighed skrev jeg en mail til en af dem der stod for 1 on 1 konkurrencen i Chantilly-Paris eventet. 1 on 1 er egentlig bare 1 mod 1 i stedet for to hold mod hinanden. Og ud af mine spørgsmål endte den søde, hjælpsomme crew dame så med at melde mig til 1 on 1 eventet. Tænk sig!!!!! Jeg er sikker på det har sagt *SMÆK* da min underkæbe ramte min brystkasse af forbavselse. Hvordan i alverden var jeg pludselig endt som tilmeldt til en så krævende konkurrence blandt talenter, professionelle spillere og så lille hjerneskadede mig???

Min kæreste havde selv tilmeldt sig konkurrencen så naturligvis gik min panik ud over ham… Så gik det ud over et par veninder… Hvad skulle jeg dog gøre?? Hjerneskaden og tvivlen nagede. Mest af alt frygten for at skuffe. Skuffe min kæreste, mig selv, dem der støtter mig i sporten…. Men med gode snakke med dem jeg panikkede til endte jeg med at tage et (gætter jeg på) meget utraditionelt valg. Jeg valgte at stå ved tilmeldingen og få lavet spiller ID og betale mit tilmeldings gebyr. For helt ærligt… Min kæreste har meget mere erfaring end mig og talenterne og de pro var jeg klar over ville være mig overlegen. Meget endda. På en eller anden måde blev det en princip sag for mig. Som den eneste kvinde var jeg tilmeldt 1 on 1 – med live webcast til at dække eventet når jeg skulle på banen, masser af mennesker på tilskuerpladserne og nærmest ingen træning her i sommer pga. min sygdom. Desuden er jeg ret sikker på det er meget minimalt hvor mange hjerneskadede er tåbelige nok til at tilmelde sig den slags

Men man siger jo at dårlige beslutninger giver de bedste historier

Og det blev virkelig en oplevelse!!! Tabte jeg???? Ja, det gjorde jeg Men på en eller anden måde vandt jeg også.. Jeg vandt over mig selv. Ingen var skuffede, i stedet mødte jeg enorm respekt for at jeg stod ved mig selv, mine skader og min drøm om at stå på banen kun de proffe får lov at spille på. Jeg fik et kort øjeblik på en fantastisk bane, med et fantastisk publikum og et kort øjeblik hvor mine skader, smerter og alle hverdagens besværligheder var fuldstændigt ubetydelige. Nuet var ubeskriveligt og jeg havde tårer i øjnene da jeg gik af banen. Det unge talent der vandt over mig var henne og takke for en god kamp og dommerne viste respekt for mine reaktions evner. Udenfor banen var pigerne fra det nordiske pigehold Fat Ladys Charms enormt søde og jeg endte ud med deres autografer på en af deres jerseys. Helt klart stort at stå og snakke med dem, prøve en af deres fantastisk lækre skydere og være stolt af at have brudt min egen frygt for hvad jeg er.

Min forståelse og accept af at være hjerneskadet er kommet meget langt. Langt de fleste dage er jeg ok med hvad jeg er. Men jeg indrømmer gerne at jeg da af og til stadig kan blive ramt af en følelse af mindreværd og tvivl på om jeg kan slå til når jeg nu er hjerneskadet.Man kan jo ikke hvad man kunne før og hvad samfundet foretrækker at man kan præstere. Nogle vil så argumentere for at jeg heller ikke slog til. Jeg tabte jo på banen. Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg tabte pointet og den videre deltagelse, men jeg vandt mig selv. Jeg vandt min selvrespekt og en hel del selvværd tilbage. Og det er en sejr der er ubetalelig.

Udenfor banen stod min meget stolte kæreste og tog imod mig og sammen havde vi et fantastisk event. Vi fik nørdet helt vildt og det var nok det fedeste jeg har været med til. Jeg elsker min tid med hestene, men her var jeg med på en helt ny måde. Det er ikke nemt at forklare, men for mig føltes det som en helt ny måde at høre til på.

Efter Millennium sluttede nød min kæreste og jeg endnu en uge i Frankrig. Paris er fantastisk at besøge og jeg kan aldrig forklare hvor stor den her oplevelse har været for mig. Han passede på mig hele vejen igennem, støttede, hjalp og opmuntrede. Vi havde en fantastisk ferie både med paintball og sightseeing og jeg fik min første ferie som hjerneskadet.

Om sejren har haft omkostninger?? Ja, det kan I tro den har!! Vi ved jo godt selv, at når noget prioriteres, så er der som oftest en straf bagefter. Og det har ikke været en dans på roser her bagefter. Men helt ærligt.. Fik jeg chancen, så gjorde jeg det uden tøven igen.

Mit nederlag blev til min hidtil største personlige sejr – og jeg havde fantastisk opbakning hele vejen