Når drømmene vender tilbage

Jeg har levet i over 5 år uden drømme. Mange specialister siger “ingen sover uden at drømme”, og de kan sagtens have ret. Uanset hvad, så har jeg i mere end 5 år kun haft minder om mareridt startet på sygehuse. Lange hvide gange med skarpt lys i loftet. Jeg skriger af smerte og er alene uden mulighed for at komme væk fra det blændende hvide lys og smerterne. Men uanset hvor meget jeg skriger, kommer hjælpen aldrig.

Nu drømmer jeg pludselig igen. Om det er fordi mine smerter er blevet sænket et par niveauer, er jeg ikke klar over, men i hvert fald har jeg nu igen evnen til at huske drømme. Oftest er det minder jeg ikke kan placere, eller som jeg faktisk ikke aner om er drømme eller rigtige minder.

Jævnligt er det mareridt. Her oplever jeg følelsen af at være alt for heldig til er det er retfærdigt. Som om det liv jeg har fået efter min hjerneskade slet ikke burde være mit. Fornemmelsen af at jeg er for heldig. Det er frygteligt at drømme hvordan man mister dem man elsker højere end noget andet i verden. For slet ikke at tale om fornemmelsen af at vågne og ikke ane om det er et minde om at have mistet ens kærlighed og allernærmeste, eller om det “bare” var en drøm der har ændret min opfattelse af realiteterne.

Sammen med min evne til at huske drømme er jeg også begyndt at dagdrømme. Ting jeg aldrig har sat højt og dermed undgået er pludselig blevet vigtige for mig. Det er faktisk helt underligt at synke ind i tanker der aldrig har fyldt for mig før.

Faktisk er det nu som om jeg ser livet mere klart end nogensinde før og for første gang lever jeg i noget der ligner konstant savn. Når jeg er hjemme savner jeg mine forældre, min dejlige kæreste og katten Luna (hun befinder sig hvor min kæreste arbejder). Er jeg hos min kæreste på hans arbejde savner jeg mit hjem, mine to katte hjemme og mine forældre. Hvis jeg så besøger mine forældre savner jeg naturligvis min kæreste, alle 3 katte og mit hjem. Det er ikke nemt, men på den anden side så er det da et meget direkte bevis på at jeg elsker dette liv og denne verden jeg har sammen med nogle utrolige mennesker.

Solskin, taknemmelighed og en overvældende følelse af kreativitet fylder dagen. Så krydser fingre for at det hele fortsætter selvom hånden sænker tempoet alt for meget – og at udtrætningen lader mig gennemføre bare en enkelt af mine projekter i dag