Miraklet der aldrig sker – eller hvad??

Jeg har opdaget at der for nogle ikke er flere udgaver af at kunne svare fint til spørgsmålet om hvordan man har det. Dem der er mig nærmest er vist vant til min udgave. Når jeg siger at jeg har det fint, så betyder det naturligvis at jeg har en god dag. Dermed er smerterne på standard niveau og mine skader er uden ekstra udsving. Altså er alt som det er når det er bedst. Naturligvis er smerter og udfordringerne der, for de kan jo ikke bare sådan gå væk. Men det er en god dag. Ingen udsving og ingen forværringer.

Nu har jeg så efterhånden lært, at det er en sandhed med modifikationer. For nogle kan kun håndtere at der er en udgave af fint-svaret. Naturligvis den mest anvendte udgave og dermed den udgave hvor alting går som de skal. Og det er så her jeg har svært ved at forstå opdelingen. Jeg synes jo selv at tingene går som de skal, når jeg ikke har udfald/forværringer. Men for en del af standardbefolkningen, så er fint-svaret åbenbart reserveret til denne befolkningsgruppe, så fint betyder at intet er i vejen. Man er altså en standardudgave af menneskeracen. Dermed har man ingen kroniske smerter eller en hjerneskade der giver nogle former for ekstra besvær. Forvirrende!! Må man nu ikke mene man har det fint selvom man har lidt ekstra udfordringer her i livet?? Og hvorfor tror en del man på mirakuløs vis er blevet kurreret og dermed er vendt tilbage til standard udgaven og er blevet “reddet” fra tilværelsen som hjerneskadet…. Hvornår blev fint til en mirakuløs helbredelse for smerter og hjerneskade??

Så er der også en anden side af det. Er det mirakel overhovedet nødvendigt?? Vi lever i et samfund der elsker postkort-perfekt og smukke glansbilleder. Jeg har vist aldrig kunnet gå ind under de beskrivelser. Jo, jeg har da gode karakterer fra skolen, en studenterhue og en uddannelse. Jeg var vild med mit fag, men sygdommen nåede mig inden jeg for alvor fik gang i en karriere. I hvert fald så stor en karriere som jeg satsede på. Og nu sidder jeg her som kronisk smertepatient og hjerneskadet. Nu er det så jeg bryder ud og siger nej tak.

Dem der fastholder der kun er en måde for at have det fint – held og lykke med det!!

Selvom jeg nok for altid vil undre mig over jeres sejrsdans når I formoder jeg er miraklet der blev helbredt, så ændrer det ikke på at jeg fortsat vil insistere på at have det FINT på mine gode dage. I dag er en af de dage. Så selvom det stormer en pelikan og jeg kommer til at ligne en blanding mellem en Michelin-mand og en pingvin i tøjet, så har jeg planer om at traske til stranden og finde sten. Alt tøjet er uhandy og usexet men for pokker hvor er det rart ikke at fryse. Og selvom vinden og stenene er svære konkurrenter når man har min mangelfulde balance, så er det nu alligevel også fornøjeligt at se det vilde vejr og opleve bølgerne. Stenene samles så jeg har lidt at male på og turen er bare for fornøjelsen. Så selvom jeg vralter rundt med armene ude for at holde balancen og jeg dermed ligner en udfordret pingvin, så har jeg det fint. Jeg klukker af grin og nyder at jeg i det mindste har muligheden for at være her.

Derhjemme venter en tilværelse der er tilpasset en hjerneskadet og med hjælpemidler og løsninger der gør dagligdagen bare lidt nemmere. Ikke let, men mere håndterbar. Så en tur til vandet viser skadernes omfang men giver også suset af at mærke livet stadig er der og at det kan være sjovt selvom det er lidt besværligt.

Det er min udgave af fint. Ikke perfekt, men bedre end ikke at have en chance.

Vi ses i vandkanten – og husk, ser du pingvinstilen og en klukkende latter… Så er det garanteret mig du er stødt på