Min 11 årige datter med en hjerneskade søgte et job

Da min datter var 10 år, fik hun en hjerneblødning i lillehjernen forårsaget af en medfødt karmisdannelse. Faktisk fik hun 2 inden for 4 dage. Udsigterne var ikke de bedste på grund af den store blodansamling.

Hun gik fra at være en sprudlende dansepige til at være bundet til en hospitalsseng. Hun havde dog ikke tænkt sig at blive liggende. På dag ni løb hun sammen med sin fysioterapeut ned af gangen og grinede under træning. Der var fortsat lang vej, men hun havde bestemt også nået langt på kort tid.

Igennem møderne med de mange fagpersoner og andre involverede personer omkring hende i forbindelse med hjerneblødningen hørte hun ofte ”det kommer hun nok ikke til at kunne igen” – ”det bliver svært for hende”. Jeg var til tider, selv en af de personer, der sagde sådan, fordi de fleste forventede så lidt.

Jeg opdagede ret hurtigt, hvordan selvværdet dalede på hende. Men hvordan kunne det næsten andet, når stemmerne omkring sagde, at hun ikke kunne? Stemmerne udenfor blev til stemmerne indeni hende selv.

STOP tænkte jeg. Hvis man gerne vil noget, er de bedste forudsætninger faktisk at tro på det selv. Og det luner da også, at andre omkring, tror på det.

Så jeg tog lige turen omkring ”shit, jeg har været en dårlig mor” til at slippe det fuldstændig igen. Jeg havde gjort mit bedste i en vildt svær situation og jeg ville gøre det anderledes fremad. 

Da hun var 11 år – ca. et år efter hjerneblødningen – kom hun susende ind i køkkenet og sagde ”mor, de søger en hjælper som danseunderviser i sportsklubben, og jeg har sagt, at jeg gerne vil” Jeg kvitterede faktisk med alt andet end min nye plan. Jeg blev nervøs. Jeg blev bange. Jeg tænkte ”hvad nu hvis”-tankerne. Jeg nåede lige at finde problematikken i, at hun var på nedsat skoleskema og så skulle bruge tiden på dans. ”Det gør man jo ikke”? 

Hendes glæde gled lige så stille ned af ansigtet og med ét blev jeg mindet om min egen plan. ”Undskyld” sagde jeg – ”det er fordi jeg stadig bliver bange, og det har ikke noget med dig at gøre.”

I halvandet år har hun trænet sin egen dans – hun har trænet til undervisningen, og hun underviser en gang om ugen. Hun har ikke misset en eneste dag. Efter sommerferien er hun blevet tilbudt selv at stå for undervisningen. Hun er 12 år og sej. Hun kordinerer selv dansen, musikken, tidspunkterne, og hun glæder sig, hver gang !

Men hvordan er det at være mor til et hjerneskadet barn? Svært ! Dømmende ! (hvis jeg tillader det)

Menneskerne omkring vores familie undrer sig over ”hvad problemet overhovedet er? Det spørgsmål gider jeg slet ikke (for)svare på mere.

Nogle fagpersoner har ret travlt med at putte min datter ned i en stereotypisk kasse og bekymrer sig over, at hun ikke har fuldt skoleskema, for så bliver hun ikke klar til gymnasiet … Gymnasiet ? Hvem siger, at hun VIL på gymnasiet? Hvis hun VIL, så kommer hun det.

Hvem siger, at jo mere hun er i skole, jo bedre bliver hun? Det er det samme som at sige, at jo flere timer vi arbejder jo mere effektive er vi – det er løgn! Det ville være at vælge kvantitet frem for kvalitet.

Vi må passe ekstremt på med at tænde lys på et problem, der slet ikke eksisterer, for så bliver det pludselig et problem. 

Min datter er 12 år med erhvervet hjerneskade, men det er ikke problemet. Problemet opstår, når vi ikke ser hende, for det hun er og tilpasser de ydre omstændigheder til hende, men forsøger at tilpasse hende til de ydre omstændigheder. Vi skal øve, når de ydre omstændigheder er udenfor kontrol, fx når andre aflyser aftaler, men verden kan ikke styres indefra og ud.

Jeg ser et kæmpe potentiale i mit datter på 12 år, der arbejder og tjener sin egen løn, lærer ansvar i at have et ansvar for andre, samtidig med at hun bliver fyldt med energi. Hun har, trods udfordringer, valgt noget, der gør hende glad – Det har flere voksne glemt, hvordan man gør.

Selvom dømmende blikke af og til falder, da det er synd for hende, at hun skal arbejde, når hun er skadet, så er jeg slet ikke i tvivl. Put mig i den kasse du har lyst, men forvent ikke at jeg gider (for)svare på dine spørgsmålene.  

De kærligste hilsner fra Maj Dahl Sørensen – mor til en inspiration….