Mellem kaos og kærlighed

Lad os lige få én ting helt på det rene… Jeg elsker mit liv!! Jeg ville ikke bytte det for noget i verden. Selvom jeg godt forstår hvordan det kan lyde mærkeligt for de fleste, så prøv at se hvad jeg havde af valgmuligheder. Valget var at dø eller at leve med hjerneskade og kroniske smerter. Livet valgte mig, og det er jeg taknemmelig for. Der er betydeligt flere chancer ved at være i live (trods alt), end at lyset slukkede. Netop derfor elsker jeg livet. Alle de muligheder der er.

Livet giver mig tid med mig min store kærlighed. Livet giver mig solopgange og solnedgange, regnbuer, dejlige oplevelser og store øjeblikke. Regnbuer, solskinsdage, varme og fornøjelsen ved at bygge snemænd og lave sneengle. De søde mennesker der findes i verden, både dem jeg endnu ikke har mødt og dem jeg har. Min familie. Mine forældre. Venner. Alle de dyr jeg holder mere af end mig selv. Ham jeg elsker mere end livet.

Alligevel giver livet også et indre kaos. Jeg har heldigvis kunnet falde meget til ro i det seneste år. Mange spøgelser er blevet stedt til hvile, og mange ting er faldet på plads efterhånden. Men den evige kamp med systemerne og det at være i permanent smerte er en livslang udfordring.

Prøv at forestille jer følelsen af at brænde armen på en ovn. Det brænder og svier rigtig rigtig længe. Noget lignende den følelse lever jeg med hvert eneste sekund af mit liv. Og det er endda kun min højre arm. Oveni det er der noget der minder om hvis man har siddet forkert og benet sover. Når det har sovet for længe, så summer det og gør virkelig ondt når man endelig kan flytte stilling. Den følelse/smerte har jeg i både højre arm og ben.

Ud over det er der smerterne der kommer som stød i nerverne. Forestil jer at tage fat om et ret heftigt strømhegn og ikke kunne give slip. Stød efter stød efter stød lammer nerver og muskler, kramper breder sig, og der er absolut ingen måde at slippe af med det. Hegnet kan ikke slippes. Det er ikke et lille hyggeligt hegn man bruger omkring gederne i en “klap-gederne-indhegning” i zoo. Det er et af de hegn der virkelig smækker og som får musklerne til at forkrampe så man går i knæ. Nåh ja, så er der lige den konstante hovedpine. Som om kraniet er for lille til min hjerne. En konstant følelse af at have et spændebånd rundt om hovedet der er strammet så hårdt at det gør ondt bare at blinke.

Lad os tage et eksempel på en ret standard dag. Jeg står op før kroppen er klar. Det er nødvendigt fordi jeg måske skal noget, eller fordi jeg forsøger at have det man vil kalde for en “normal” rytme. Så spændes spændebåndet om hovedet lige lidt ekstra. Ikke kun lidt, men ret effektivt. Så er der det med at være social. Der spændes der lige ekstra hårdt. Samtidig så tager jeg lige fat om endnu et elhegn. Stadig med højre hånd naturligvis. Så nu er der mindre pause mellem stødene, for der er nu dobbelt op på antallet af strøm stød. Halleluja. Så sker der måske lidt i mit liv.

Lidt uro. Det kan være kommunen, pludselige ændringer i planerne eller at der kommer ekstra pres på af en eller anden årsag. Det kan også være et af de udfald der bare sker pga. skaderne i min hjerne og nerver. Det er desværre ustabilt smertemæssigt og for udefrakommende smerter. Derfor ved jeg aldrig hvordan i morgen bliver. Ikke en gang hvordan der er om en time. Det eneste jeg kan foretage mig der ikke spænder spændebåndet hårdere og ikke tilføjer flere strømhegn, er søvn. Tænk jer. Søvn. Som eneste lindring.

Jamen hvordan klarer du det dog?? Fordi jeg ikke har andre valg. Det er min sidste chance. Jeg er en af de få der allerede i en alder af 30 år kører på chance nummer to. Det skal da ikke spildes.

Jeg elsker mit liv – på trods af de dårlige dage. Mere end noget andet håber jeg at alle vil indse netop denne korte linie: Livet er alt værd, man opdager det desværre bare oftest når man står på vippen til at miste det. Hold for pokker fast med alt I har. Ekstra chancer er simpelthen så sjældne og ikke nemme at håndtere. Nyd selv de små ting. Også når det er svært.

Hvem ved. Måske ses vi derude i virkeligheden en dag