Med åbne kort

Jeg vælger at tro at jeg ikke er den eneste der har opdaget disse “modige kvinder” som bryder tabu. Jo jo, der er skam smukke og kendte kvinder der har taget #nofilter til sig.

Nemt og kort forklaret er det kvinder der fotograferer sig selv uden makeup og uden velklædende “filtre” som kan tilføjes alle billeder og forskønne en – men disse modige kvinder står frem med deres “usminkede” ansigter. Dette skulle være for at vise at naturlig skønhed er in.  Men hvad sker der når man ikke bare er usminket på sociale medier, men man rent faktisk er ærlig???

Smukke Sarah (som også kan finde på bloggen her på Hjerneskadet.dk) har for nylig testet det af. Modigt!!!!

Min erfaring er at ønsker man “likes” og lignende tilkendegivelser, så skal man IKKE forsøge sig med et #NoFilter som hjerneskadet… Altså, man kan da sagtens smide et billede af sit usminkede fjæs, men det er naturligvis ikke nær så sindsoprivende som når de smukke, rige og kendte gør det – men hvis man virkelig skal sætte fut i tingene så skal man bare vise “fejlene”.

Som Sarah så perfekt formulerer det i sen seneste blog;

“Jeg har utallige gange fået denne smøre serveret: ”Bare tag dig sammen. Der er andre der har det værre end dig.” Jamen tusind tak for den lektion, hvor abonnerer du på den? Selvfølgelig er der andre der har det værre end mig. Jeg er glad for at min situation ikke er værre. Det er jo ikke, fordi jeg hopper ud ad sengen nærmest flyvende næste morgen sygdomsfri, løber et maraton, får et fuldtidsjob og starter min egen virksomhed oveni, efter jeg har fået den lektion. Min sygdom og mit liv ændrer sig ikke ved den sætning. Jeg har et valg om at tage et aktivt ansvar for mit liv og gør hvad jeg kan for at få det bedste ud af det.”

Det citat er simpelthen så perfekt! Som om andres “tag dig sammen” eller “mange har det værre end dig” på magisk vis kan helbrede alt…

Hold da op man (jeg) hører tit “Det er da godt det ikke er værre”, “Der er mange der har det værre end dig” og “Du slap jo billigt”. Dybest set har jeg lyst til at ryste det menneske der leverer en sådan sætning. Jeg har hørt den til hudløshed og lært at sige pænt og med et venligt smil “Ja, jeg døde ikke, men der er også mange der har det bedre end jeg har det”. Men indeni brænder en ild jeg har svært ved at slukke. For hvor nedladende kan det blive?? Den der perfekte overflade på sociale medier. Men en bagside hvor tårer, smerter og skjulte længsler og behov har frit spil. Egentlig tror jeg en del af kommentarerne som ovenfor gives i bedste mening, men de gør uendelig ondt. De hjælper til at vælte mere af det der allerede er ved at styrte sammen inden i en. Det gør ondt! Hvor ville vi gerne være raske og fortsætte det liv vi havde planlagt for os selv. Men det er umuligt.

Et par gange har jeg lagt et reelt sygdombillede op. I mit liv er min hjerneskade, mine skånehensyn og mine udfordringer en del af mig – præcis ligesom min (siges det) mærkelige humor er det. Og det at være en kæreste, en datter, en veninde og rytter er det. At sige jeg har en hjerneskade burde være lige så accepteret som at sige jeg har blå øjne, ingen søskende, 3 katte, en gennemsigtig vandflaske er. Men sådan er verden ikke skruet sammen.

Modige Sarah indrømmer hvordan hun bruger filtre til at forskønne nogle billeder – og humor og selvironi eller en reel begrundelse for andre billeder. Jeg har et par gange begået “fejlen” at dele sygdomsbilleder på f.eks. Facebook. Meget meget hurtigt lærte jeg, at det er bestemt ikke in! Ikke noget der ligner, faktisk. Nej vi elsker det “tilsminkede lig”. Det der ser perfekt ud selvom vi egentlig godt ved at der ikke findes perfekte mennesker. Alle prutter, alle har dårlige dage, alle har udfordringer og gode og dårlige minder og oplevelser.

Hvorfor er det blevet forbudt at være menneske??? Og hvor er den berøringsangst kommet fra?

Efterhånden ved de færreste hvordan man lige skal tackle at nogle i ens omkreds er blevet syg, har mistet en nær eller måske rent faktisk fået en hjerneskade. Vi lader som ingenting, siger ingenting og undviger. Og skulle en eller anden dele sorg, sygdom eller noget andet tabu/ikke perfekt, så falder himlen ned.

At fra upassende til AD! er at finde i kommentarerne, man fjernes fra folks vennelister eller måske blokeres man ligefrem. Det er blevet løsningen. Hvis noget ikke lige passer ind i verdensbilledet af perfektion, så stejler mange.

Her må jeg hellere komme med en tilståelse; jeg er IKKE perfekt! Jeg synes jeg er faldet heldigt ud, for jeg har fantastiske forældre der har givet mig alt det bedste. Selv når jeg har været dybest har de stået hos mig og halet mig op mod lyset. Det har jeg en enorm respekt for, for det må for pokker da være det værste som forælder at se sit barn på den måde.

Jeg gav op. Da min hjerneskade ramte gav jeg op i en periode. Hele verden (føltes det som om) fortalte mig jo, at nu duede jeg ikke mere. Sygehusbesøg er ikke tiltrækkende, hjerneskade er uhyggelig og uvist, sygdom er skræmmende og en ødelagt arbejdsevne er direkte no-no i dette samfund. Jo mere man kan arbejde, jo højere sættes man. Se bare på sidste valg, hvor folk på sygedagpenge, førtidspension og kontanthjælp var et af de absolut største emner. Og det var ikke på en god måde…

Jeg har fejl og mangler – og da især efter hjerneskaden. Jeg siger hvad jeg tænker, fejlopfatter situationer, snakker før jeg har fået tænkt mig om, er ærlig og tager fejl. Jeg har dårlige hårdage og kæmper de fleste dage for at hænge sammen. Jeg har masser af hjælpemidler fordi nemme ting nu er svære. Alt jeg burde kunne er meget nu ikke eksisterende i mit univers. Jeg glemmer og har svært ved ny info. Jeg er menneskelig! Aldrig har jeg ønsket at dette skulle gå ud over andre, men sandheden er, at de nærmeste er dem der ser det værste og mærker de hårdeste tider.

Ofte er jeg syg og hver eneste dag græder jeg. Men jeg er mig.

Jeg håber det en dag er godt nok – og indtil da, så står det alle frit ikke at tjekke mine opdateringer og billeder. Men jeg håber alle vil tage til sig, at jeg aldrig kunne drømme om at skrive noget ondt og nedladende om andres billeder fra deres liv – så vær søde at gøre det samme med mine.

Uanset om det er en solskinsdag med familie, paintball, heste eller kæresten og drengene – eller om det er fra sygehuse og dårlige dage.

Tak – også for at du læste med helt her til.

Nyd solen og så skrives vi ved.

Ses i sommeren ;)