Kaos på Kongens Nytorv

I går var vi på familie udflugt. John og jeg, begge vores voksne drenge, vores svigerdatter og begge troldeungerne.

Det var mig der havde fået idéen. Jeg havde læst på nettet at der var Sandskulpturs Festival i København på Ofelia Beach, det kunne jeg rigtig godt tænke mig at se.

Så jeg aftalte med familien at det skulle vi i går lørdag, og ja så kunne vi da lige så godt grille og spise sammen om aftenen.

Fik heksemor lige gabt over lidt for meget? JA!

Jeg havde jo skrevet en plan, og den lød sådan: John tog alene ud at handle om formiddagen. Jeg slappede af til vi skulle afsted kl. 12, så tog jeg rollatoren med og vi tog bus og metro = ikke noget jeg har det godt med, men jeg tænkte at John var der jo, så det gik jo nok. Når vi så havde set Sandskulpturerne og var hjemme igen, gik jeg ind og tog en lur mens de andre ordnede maden og sådan.

Men, men, sådan her kom turen til at gå i virkeligheden: John var ude at handle alene, kom hjem, og så kom troldeungerne her ind, og de ville hjælpe farmor (mig) med at lave smoothies. Det skulle jeg have sagt nej til, for inden vi kom afsted var jeg stresset.

Vi gik så op til bussen og det gik fint nok med bussen ned til Vanløse. Så skulle vi med metroen. Føj siger jeg bare, meget forvirrende for mit hoved. Vi skulle stå af på Konges Nytorv og HJÆLP der var mange mennesker, så det endte med at jeg selv måtte tage elevatoren op fordi der var så mange der skulle med. De andre tog de rullende trapper.

Oppe på Kongens Nytorv var der sort af mennesker, Det viste sig at lørdag er torvedag. Jeg kan bedst beskrive det med at jeg følte det som om jeg var ude i en vild snestorm, sådan en hvor snefnuggene bare pisker ind mod hele kroppen, og lyden var som at være inde i en kæmpe bikube.

John fik så kikket på mig, og han fortalte mig i aftes at han aldrig har set mig så bange. Han sagde at jeg var helt grå i huden, og mine øjne lyste med vild frygt.

Jeg har så selv oplevet at få det sådan, men det var cirka 1 års tid efter jeg blev ramt, da jobcentret sendte mig i alle de forskellige arbejdsprøvninger og ikke ville give taxa/kørsel, så jeg skulle tage bus og tog til steder jeg ikke havde været før, og hver gang blev jeg væk. Der oplevede jeg det samme.

Men tilbage til familieudflugten i går lørdag. John skyndte sig så at lægge en arm omkring min ryg og gå helt tæt til mig. Det gjorde at jeg faldt ned og slappede af, og så fandt han en stille sidegade hvor vi kunne gå hen til Ofelia Beach.

Jeg måtte så tage en del hvilepauser hvor jeg sad på min rollator. Vi nåede da derhen og fik set de vildt flotte sandskulpturer. Jeg er rigtig glad for at jeg fik set dem. Vi var der ca 1 time, så gik turen hjem, og både John og jeg var jo klog af skade så da vi nået til Kongens Nytorv, havde John en beskyttende arm omkring mig, men det var ikke sjovt for min knold at gå der blandt så mange= storbyferie kommer vi aldrig på ;O)

Da vi nået til metroen, blev vi enige om at John fulgte med de unge og troldeungerne, fordi han skulle købe billet til os, Loke tog elevatoren sammen med mig, og uha hvor tog det lang til før vi overhovedet kom med den, og da vi kom ned kunne vi ikke finde de andre. Jo, øhhh ok, jeg gik i panik. Der kan jeg godt mærke at Loke har meget bedre ved at takle det end jeg = han har en hjerneskade han fik da han var 3 måneder, så vi er desværre 2 i samme familie med en hjerneskade.

Loke tog mobilen og ringede til sin storebror. Han kunne ikke ringe til John = han glemmer nemlig altid at tage sin mobil med ;O)

Men Loke indtalte så en besked om hvor vi var, og at mor var gået i lettere panik. I det samme kom de ned ad de rullende trapper, og puha sagde jeg bare. John sagde så ”skat, tror du virkelig vi kunne finde på at efterlade jer her” – og nej med min fornuft ved jeg det da godt, men hele den tur med vildt mange sanse- og lydindtryk, ja alt for meget for min hjerne, gjorde at min fornuft var sat helt ud af spillet.

Da vi så sad i metroen, var den overfyldt og på det tidspunkt kunne jeg slet ikke styre min balance. Min svigerdatter havde fundet nogle pladser hvor ungerne hende og jeg kunne sidde. Da jeg så sad ned, trillede tårerne ned af mine kinder. Uha hvor ville jeg gerne have haft et par store meget mørke solbriller på = havde bare brug for at gemme mig og ikke udstille alt min sårbarhed.

Heldigvis var det tyndet ud inden vi nåede til Vanløse, og jeg var faldet lidt ned. Alle de unge ville så gå hjem, der er ca 2 km., men det kunne jeg bestemt ikke, så John og jeg ventede på bussen. Da vi kom hjem, sagde John: ”skat du skal gå ind og sove nu”. Jeg valgte så at tage begge mine CI-ører af så jeg ikke kunne høre at de andre rende frem og tilbage for at ordne til maden. Jeg sov cirka 1 time, og det passede også med at vi skulle spise.

Men jeg kunne godt mærke at jeg havde mest brug for en masse fred og ro på det tidspunkt. Da John og jeg gik i seng, var jeg bare så megatræt, kunne næsten ikke hænge sammen, men jeg kunne bare ikke falde i søvn, tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Først cirka klokken .03.30 faldt jeg i søvn, og sov til klokken 9 selvom jeg godt kunne sove længere.

Hele dagen i dag har jeg været helt ved siden af mig selv. Jeg er meget glad for at jeg ikke skal til noget i morgen mandag. Tror den fridag vil gøre mig godt.

Jeg har valgt ikke at slå mig selv i hovedet over at jeg gabte over for meget. Jeg vil hellere sige at jeg har afprøvet endnu en grænse, og jeg lært noget af det.

1) Jeg skal stadigvæk afprøve grænser, fordi ellers ved jeg jo ikke hvor meget jeg rykker.

2) Jeg skal kun en ting, for eksempel se sandskulpturer med familien, og så ikke mere.

3) Jeg skal ikke med bus og tog til sådan noget, for så er jeg helt færdig og får ikke nær så meget ud af det.

Jeg kan da ikke sige 100 % at jeg overholder det, for det er jo også et led i min proces til at lære at sige nej.

Og hvis jeg skal kikke tilbage, så skulle de unge selv have taget derind, og jeg skulle have bestilt Flextrafik, og John skulle have kørt med som min ledsager, men jeg tror det er bedre at vende den om og sige at jeg og min familie lærte noget af det.