Jeg vælger mine kampe med omhu!
I dag er det 7 år siden jeg blev ramt, en dato som altid vil bringe følelserne og erindringerne frem.
Det er lang tid siden og alligevel, er det som var det i går.
Jeg har lært mange ting om mig selv og mine omgivelser, jeg har lært at passe på mig selv og acceptere at jeg har fået et andet liv.
Jeg har lært at vælge mine kampe med omhu! Derfor må jeg ”passe” mine pauser så, jeg kan ”kæmpe” mere.
Jeg døjer stadig hjerneskadetræthed og det er ikke altid nemt, heller ikke for omgiverserne.
Jeg har brug for mere søvn, ro, hvile mm. for at få dagen til at hænge sammen.
Jeg sover mellem 8 og 10 timer dagligt, hvilket kan give anledning til mange sjove oplevelser, bl.a. bemærkninger om, at det nok bare er en vane jeg har fået, og det er et spørgsmål om at ændre den vane. Hvor ville jeg dog gerne, men det er ikke muligt. Jeg kan kun trække på smilebåndet og tænke min tanker om det.
Jeg snupper også et hvil midt på dagen, den søvn og de hvil har jeg brug for, for at få en god dag.
Og nej, det er ikke vaner jeg har tillagt mig, det er en nødvendighed, pga min hjerneskadetræthed, tro mig, jeg synes også af og til, det er ”spild af tid” med hvis jeg ikke gør det, kan min dag ikke hænge sammen, ellers kommer jeg til at ”betale” ved kasse et, dagen efter, og det er surt.
Og jo, jeg springer over nogen gange, det kan jo blive nødvendigt af og til, ved sammenkomster, rejser mm. Men tro mig, jeg vælger mine kampe med omhu. Og det er også prisen værd, jeg betaler gerne med nogle ”dårlige” dage, for livet skal jo også leves og opleves, det giver jo gode minder.
Jeg har heldigvis familie og gode venner, som gør hvad de kan, for at forstå.
I de 7 år der nu er gået, er der sket utrolig mange ting, det har både været hårdt og lærerigt, jeg har kæmpet og grædt, jeg har kæmpet og smilet. Nået nogle mål.
Livet er ikke bare en selvfølge, jeg prøver så godt jeg kan, at leve livet hver eneste minut, kæmpe videre, leve videre, der er så meget jeg skal nå.
Lige nu triller der en tåre ned af min kind, af taknemmelighed over at jeg har fået lov til at leve og få flere oplevelser, flere glæder.
Jeg elsker at komme ud i naturen, se årstidernes skifte, det er jo en gave.
Jeg elsker min familie, som har trøstet, givet kærlige skub, givet gode råd, været der når jeg havde brug for jer, altid parat til at snakke, altid tid til at lytte, der har været en skulder at græde ud ved, nogen at le sammen med – familien som også er blevet større, 4 børnebørn er det blevet til – hvor er jeg dog blevet rig.
Jeg har fået mange gode venner, som har trøstet, givet kærlige skub, givet gode råd, været der når jeg havde brug for jer, altid parat til at snakke, altid tid til at lytte, der har været en skulder at græde ud ved, nogen at le sammen med – hvor er jeg dog blevet rig.
Nogen gange tænker jeg, det kan da ikke være sandt at man skal så grueligt meget igennem, for at forstå værdien af livet og det vi omgiver os med. Men sådan er det vidst for os, der har prøvet at ”ligge på kanten” uanset årsagen til vi kom derud.
Til alle jer der læser dette til ende, 1000 TAK
Lev livet, mist ikke et sekund, det er den største gave vi nogensinde får.
Kærlige tanker fra mig til jer
Connie
Kære Kim
Tak for din kommentar til mit indlæg, ja sådan er det vist med alt man ikke har prøvet på egen krop, andre kan kun prøve at forstå, eller hvad bedre er, synes jeg,de skal acceptere at vi ikke er dovne, vi er trætte, vores kroppe arbejder på højtryk, for at følge med i daglige gøremål.
Min mand glemmer af og til stadig at jeg ikke flere ting, samme dag, der skal vi selv lære at sige fra, og se det er også en øvelse i sig selv, for os som er ramte.
Kæmp videre, det lønner sig, på egen forståelse, og der er det vigtigste for os alle der er ramt.
Mange gode hilsner til dig fra mig
Kære Connie
Selvom jeg kun har været ramt siden oktober 2012 kender jeg kun alt for godt “the never ending” træthed. Lidt naivt tror jeg og håber jeg på, at jeg lige pludselig en dag vågner udhvilet op og så er alt normalt igen. Desværre tror jeg at man skal prøve det for at forstå det. Min kone prøver virkelig på at acceptere det, selvom det må være svært at kigge på, at der bare ikke sker noget som helst uden at det efterfølgende skal følges op med en lur af kortere eller længere varighed.
Jeg forstår heller ikke selv trætheden og føler ind imellem, at livet soves væk, men jeg kan ikke finde noget alternativ og må bare lære at leve med det går jeg ud fra. Alt godt til dig og tak for dit indlæg. Vores omverden har brug for at se vi er syge og ikke bare dovne.