Kære Mødrehjælp.

Hele dagen har jeg stort set siddet på mine hænder, for at afhjælpe den ubærlige trang til at skrive det, som jeg i det følgende vil gøre rede for. Men noget i mig fortæller mig også, at det er en vigtig sag at sætte fokus på, og koster det så på mit almene omdømme eller på min venskabskreds, så må det være sådan. For jeg er vred, jeg er såret og jeg er ked af det.

Idag blev jeg kontaktet af Odense kommune, der ville fortælle mig, at der var indgivet en underretning i fredags fra Mødrehjælpen i Odense. Dette fordi de siden skilsmissen fra min ekskone, har været brugt af hende til støtte og vejledning. Jeg er egentlig varm fortaler for Mødrehjælpen og jeg synes de bidrager med et betydningsfuldt og nyttigt arbejde, for mødre der på den ene eller anden facon har behov for hjælp.

Jeg har i den periode, hvor min ekskone har benyttet sig af hjælpen derfra ikke haft nogen form for kontakt til stedet og dets personale, så jeg ved selvsagt heller ikke i detaljer, hvad hjælpen har bestået af. Men da jeg idag bliver kontaktet af vores børns sagsbehandler, så viser det sig, at det er en underretning, der udtrykker bekymring for familien. Mor har svært ved at magte børnene, som følge af psykisk nedslidning grundet i fars psykisk og fysisk voldelige adfærd. Derfor vurderes det, at mor bør aflastes.

Med udgangspunkt i den underretning fik jeg heldigvis og meget venligt af sagsbehandleren mulighed for, at komme med min oplevelse af det beskrevne.

Dette har jeg forsøgt, at gøre så nuanceret og objektivt som muligt, hvilket gav anledning til også at give mit besyv i forhold til børnene og de tiltag, der iøvrigt løbende sættes i værk omkring dem. Hvilket jeg ikke altid er udelt begejstret for, da jeg ikke altid mener at det er de rigtige tiltag i forhold til dem. Men jeg accepterer og samarbejder så godt jeg kan, for det er hvad der forlanges af mig som far.

Når jeg så skal lytte til, at jeg til stadighed i den fortælling der huserer omkring mig er den psykisk og fysisk voldelige part, så bliver jeg dybt berørt, da der efter min opfattelse er tale om en nu snart 5 år gammel fortælling om mig, da jeg stadig var relativt ny med hjerneskade, og det havde haft en kolossal indvirkning på mig og ikke mindst familien, hvilket ikke er usædvanligt i hjerneskaderamte familier i det hele taget.

Jeg påtager mig fuldt og helt ansvaret for, at jeg var den ene halvdel der bidrog til, at vi som familie var nødt til at skilles. Jeg påtager mig til fulde, at jeg har råbt og skreget med fråde om munden indtil jeg ikke kunne mere og i et enkelt tilfælde eller to har virket fysisk truende overfor min ekskone. Men det samme har hun overfor mig. Det er den udligning, der aldrig er med i fortællingen. Der er ingen, der kender til endsige nogensinde har taget sig fem minutter til, at lytte på hvad det er jeg har været udsat for både fysisk og psykisk. Forskellen på de to måder er, at jeg har været sådan, som følge af min kognitive skade. Det er ikke en psykisk betinget tilstand, det et kognitivt deficit, som jeg hverken er stolt af eller kan genkende i min personlighed. Jeg er til hverdag og under de rette strukturede forhold en varm og venlig sjæl, der prøver på bedst mulige måde, at give noget til det fællesskab, der hedder hjerneskadeområdet. Dette fordi jeg for mit vedkommende skylder de mennesker, der har hjulpet mig og som jeg har lært at kende, stor tak. Fordi de evnede at lytte og give mig muligheder, da jeg havde allermest brug for det.

De har bidraget til at jeg har udviklet mig i en positiv retning, der hvor jeg efter 7 år med hjerneskade er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg for alvor føler at jeg har rejst mig igen. Jeg bidrager med at være frivillig for Hjerneskadeforeningen, jeg er medlem af styregruppen for Forum for Yngre Ramte. Jeg er initiativtager til en familiedag for pårørendebørn til senhjerneskadede forældre, som vi kalder for FYR DEN AF. Jeg laver videoer, vlogs, blogs og alverdens andre tiltag, som jeg håber på kan inspirere og gavne mennesker med hjerneskader. Kort sagt, hver eneste dag håber jeg på at kunne bidrage til noget almennyttigt og samfundsvæsentligt. Jeg har gjort mit liv til mit arbejde. Jeg er på vej videre og forsøger også for vores børn, at være den bedst tænkelige version af den rolle.

Derfor bliver jeg så berørt af igen, at skulle have mit navn stemplet i en sagsmappe, hvori der bliver givet udtryk for en person, som jeg prøver at komme så langt væk fra som muligt. Så når min ekskone benytter sig af den efterhånden gamle neuropsykologiske rapport, som den grænsebom imellem os, som betyder om vi har evnen til at samarbejde som forældre eller ej. Så er det i høj grad et udtryk for, at jeg ikke ser min ekskone have fået den rette hjælp, hverken af Jer eller andre hjælpeforanstaltninger. Det virker ihvertfald ikke på mig som om det har hjulpet, da hun stadig dvæler ved gamle hændelser, som jeg så ivrigt forsøger at lægge bag mig.

I anbefaler aflastning til mor. Dertil kan jeg kun sige, at aflastningen sidder lige her og er ved at skrive denne tekst til Jer. Jeg er blevet kontaktet af mor, der har forespurgt om jeg den kommende uge kunne tage børnene under mine vinger, og naturligvis vil jeg det. For om nogen, så skal mine børn ikke igen presses ind i et tiltag, hvor det igen handler om misforstået omsorg eller om fortællinger fra hvordan det var engang. Jeg har været nødt til at omstrukturere min uge en smule, men jeg skal altid finde plads til, at vores børn er taget hånd om og møder den omsorg, som jeg i bund og grund tror er det eneste de i virkeligheden kunne hjælpes med, nemlig at have to forældre, der havde det godt med sig selv, der kunne møde dem med overskud, omsorg og kærlighed i alle aspekter af deres liv.

Min anbefaling til Jer i Mødrehjælpen skal være, at selvom I har stor erfaring på Jeres område, så er det aldrig forkert at kontakte patientforeninger eller organistationer, som kender til de specifikke områder. Hjerneskadeområdet er et komplekst og svært område, så derfor er I altid velkomne til at kontakte eksempelvis Hjerneskadeforeningen, der har dygtige og erfarne socialrådgivere, der kan fortælle om de faldgruber, der kan være i familier med hjerneskade. Eller kontakt hjerneskaderådgivningen i Odense, de bor ganske kort fra hvor I befinder Jer.

Der er masser af muligheder, men mest af alt, så ønsker jeg mig at I fremover vil se mere nuanceret på de fortællinger I bliver præsenteret for. Lige nu sidder jeg faktisk og får tanken, at en tilsvarende pendant til Jer kunne være Fædrehjælpen. Så kunne I passende samarbejde med dem og på den måde få to sider af sagen. Samtidigt kunne I bede om, ligesom jeg anbefaler kommunen og Statsforvaltningen, at I anmoder om en ny neuropsykologisk rapport, som jeg gerne bruger tre timer på og gerne tager trætheden for efterfølgende. Kan det blot én gang belyses, at jeg har forbedret min situation, så tvivlen endelig kan komme mig til gode, så er jeg taknemmelig.

Og selv om jeg nu har følt mig stødt over denne episode, så skal jeg som altid når dette opstår nok rejse mig igen. Men det fjerner fokus, fokus fra det det egentlig handler om, og det er børnene. Det er altid børnene!

Fortsæt Jeres gode arbejde.

Med venlig hilsen

Kenneth Kinastowski