Kære hjerne…

Ja, så er det officielt. Jeg er blevet førtidspensionist – og en stor del af skylden for det er din. Så lad os lige få et par ting på det klare.

Jeg hader dig!

Fordi du har ændret mig. Brudstykker af gamle minder eksisterer stadig et sted derinde. Disse minder bærer beviserne fra da jeg var i gang fra morgen til aften, elskede mit arbejde, jagtede mine drømme i uddannelser og nåede så tæt på målet. Minder om alle hestene jeg brugte timevis på, glæden ved at eje min egen smukke ismule.

Fordi folk nu opfatter mig som doven og provokerende. Dette er åbenbart sådan man opfatter folk med en hjerne som dig. DU gør mig ude af stand til at hjælpe, som jeg af og til ønsker at kunne, være på benene i timevis og være aktiv og social. Fordi jeg ikke kan genkende ansigterm kan jeg nu gå direkte forbi nogle jeg egentlig kender, men overhovedet ikke se dem i gadebilledet. Eller når jeg ikke kan holde øjenkontakt under en samtale fordi du absolut skal opfatte – og reagere på – alt der sker omkring os. Jeg har aldrig ønsket det her, men jeg har intet valg. Du blev skadet af den åndssvage sygdom, og nu er vi for evigt forandrede!

På en måde er jeg vred på dig. Fordi du svigtede, du ændrede dig. Nu er jeg ikke engang i stand til at huske hvordan det føles at være smertefri. Selv i drømmene er jeg som nu. Du har slettet minderne om at leve et liv uden smerter. Kun så jeg kan sumpe i minderne om hvad jeg ikke længere kan.

Jeg hader dig så meget på grund af smerterne du udsætter mig for. Både de permanente i hovedet og de nervesmerter du også lader mig lide under. Hvad har jeg dog gjort dig, siden du mener det er fair at lade mig gennemgå den slags tortur??

Jeg elsker dig!

Fordi vi overlevede! Sammen oplever vi stadig kærlighed, solopgange, regnvejrsdage hvor der trampes i vandpytter, blæsevejr så vi sammen kan more os over balanceproblemerne. Vi oplever solnedgange og årstidernes skiften. Tiden er blevet anderledes og det samme er prioriteterne. Jeg nåede min drøm inden Meningitis ramte. Jeg nåede at gøre en forskel på arbejdsmarkedet og med hestene. Nu gør jeg en forskel i livet på dem jeg elsker allermest i denne verden. Sammen har vi stadig muligheden for et godt og roligt liv. Aldrig igen bliver det som før. Vi må hjælpes ad med at finde et nyt sted at stå i verden. Et sted der passer til at være senhjerneskadet, handicappet og ung.

Fordi vi sammen kunne få dæmpet smerterne og fordi jeg ved, at selvom jeg føler det er tortur, så gennemgår du det hele sammen med mig. Så på den måde er jeg aldrig helt alene inde i min smerteboble. Hverken på de gode eller dårlige dage.

Heldigvis ved jeg at der er masser af opbakning og hjælp at hente. Mange har vendt os ryggen, men hvad der er kommet i stedet for, har været tårerne værd! ALT for meget har ændret sig, så det er ikke sådan lige at komme overens med at være det vi nu er kategoriseret som. Men dog er jeg ikke i tvivl om at kærligheden til livet, dets muligheder og alle mine kære vil gøre os stærke.

Du ikke har glemt hvordan lykke, kærlighed, latter og omsorg virker. Vi er nok forandrede, men mine yndlingsfølelser er stadig en mulighed og det samme er det at have det sjovt og nyde tilværelsen. Samt at vi var så heldige at finde den helt store kærlighed. Intelligent nok til endelig at vælge rigtigt og blive mentalt udfordret af et andet menneske. Men også i stand til helt og fuldstændigt at falde for et andet menneske.

Fremover vil der stadig være modgang fordi vores fælles skader er usynlige – eller i hvert fald for dem der ikke oplever os når det virkelig skinner igennem. Og det er ok. Uvidenhed og frygten for det uperfekte er desværre stor i samfundet. Men der er så mange mennesker og så mange muligheder i livet alligevel.

Sammen kan vi klare det her.

Og så en helt anden ting…..
Vi skal lige have en snak om hvilke minder der IKKE må slettes for de er dokumenteret i billeder og ord