Jeg har svært ved at vise når jeg ikke har energi

Jeg var overbevist om at jeg havde tjek på min senhjerneskade… og at jeg ikke bare lod mig slå ud. Synes jo jeg har lært mit snart 9 årige-hoved at kende og har styr på hvad jeg kan og hvad der kræver noget mere af mig.

Men men, jeg har lige oplevet at jeg blev så ked af det, fordi jeg fik mega dårlig samvittighed over at der var noget jeg ikke kunne overskue + jeg og mit tossede hoved blev vildt stresset. Det kom helt bag på mig at jeg blev SÅ ked af det. Tror nok mest det er fordi jeg stadigvæk gerne vil fremstå som Hanne der kan overskue det hele og have en masse bolde i luften på en gang + at jeg jo SÅ gerne ville have kunnet sige: – ja, selvfølgelig kan jeg det…

En nær pårørende fik ubevist stresset mig. En som ellers plejer at være godt til at tage hensyn til hvad jeg kan klare. Jeg ved at det bestemt ikke var med overlæg. Jeg ved også godt at det er fordi jeg nu i mit liv virker på andre som en med masser af overskud og energi, og den er jeg jo nok selv skyld i, da jeg har meget svært ved at vise når jeg ikke har noget energi, og batteriet i mit hoved er nede i det røde. Jeg viser både over for mine pårørende og på fb kun når mine energistunder er oppe. Måske jeg skal lære mig selv at det er ok også at vise når jeg er færdig, batteriet er i bund, og jeg ingen energi har…

Nå, nu jeg er i gang, kan jeg jo lige så godt forsætte Det er meget længe siden jeg sidst har skrevet et blogindlæg. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg skrev et

Alt i alt har jeg det fint. Der er sket nogle ting der gør at min diabetes er gået fra en type 2 til en type 1. I oktober blev jeg syg med lungebetændelse igen og blev indlagt. Lægerne på hospitalet blev ved med at sige at det var min astma den var gal med, og fylde mig med binyrebark-piller. Jeg påstod hårdnakket at jeg havde lungebetændelse igen. Først 3-4 dage efter erkendte de at jeg havde lungebetændelse.

Jeg blev sendt hjem efter en uge, røg ind igen og hjem efter 3 dage. Skulle forsætte på penicillin og binyrebark-piller og sådan forsatte det helt frem til lige før jul. Der tog de nye prøver og fandt ud af at jeg – ups – havde fået stafylokokker i lungerne da jeg var indlagt i oktober.

Hmmmm, på det her tidspunkt havde de været nødt til at sætte mig på hurtigvirkende insulin da mit blodsukker lå og svingede mellem 23 og 30 Det skal ligge mellem 5 og 8. Jeg forlangte så at mit lægehus overtog behandlingen af mig. Min læge fik taget en masse prøver og fandt ud af at min bugspytkirtel ikke kunne lave insulin mere, så derfor er jeg nu en type 1. Og uha, det er stadigvæk meget svært at huske det hele, dvs altid at have mad og juices med insulin og at skulle måle blodsukker mange gang om dagen og være OBS på om jeg er mere svimmel end jeg plejer, for så er mit blodsukker for lavt. Det har jeg desværre prøvet nogle gange nu, fordi jeg glemmer at spise mellem måltider = ikke så godt. Var ved at besvime i Brugsen sidste lørdag. Hvis ikke John havde fundet et sted hvor jeg kunne drikke 2 juices hurtigt, var jeg faldet om

Nu jeg lige læser dette igennem tror jeg godt jeg forstår hvorfor der ikke skal så meget til at slå mig af pinden

Jeg må bare erkende at jeg både er stærk og sårbar ❤️

Det blev vist lige lidt længere end jeg først havde regnet med Kan kun takke dem der læste med hele vejen