Jeg er ikke perfekt, men…

Som så mange gange tidligere, så er der gået alt for lang tid, siden jeg har benyttet mig af muligheden for at tilkendegive min holdning eller bidrage med noget nyt. Men denne gang har det været mig meget magtpåliggende, at skrive denne blog. Fordi jeg mener, at den både giver et indblik i hverdagen som hjerneskadet, men samtidigt også giver et indblik i det at være fraskilt og dele-forælder.

Men jeg har været splittet om hvorvidt, det virker desperat eller på anden vis udstiller nogen i mere eller mindre grad… I takt med at presset løbende øges for at melde dette problem ud til nogen, og i kraft af at min kommune ikke længere vil bidrage til, at jeg må gå til psykolog, så ser jeg det som eneste udvej at berette om det her. For at få luft, for at få afklaring og måske i højere grad, for at få svar eller råd til min problemstilling.

Dog er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke søger hverken rygklapperi eller medfølelse, for hvis jeg gjorde det, så ville det have indflydelse på hvordan jeg ville anvende min ord i denne blog. Jeg er bevidst om det tveæggede sværd jeg bevæger mig på, hvor subjektivitet måske kan skygge for objektiviteten i denne tekst.

Så med fare for eventuelle repressalier, så starter min beretning her:

Igår modtog jeg endnu engang en voldsomt bebrejdende SMS af min ekskone i forhold til vores børn. Det handlede om, at vores yngste datter var ked af, at hun ikke kunne komme til svømning i onsdags, da undervisningen uden varsel var blevet aflyst, da vi var ankommet. Dette blev hun naturligvis ked af, men vi havde en god snak om, at det naturligvis var ærgerligt, at svømmelæreren var blevet syg, så måtte man acceptere, at det nogle gange var det der kunne ske. Men vi blev dog begge enige om, med et smil på læben, at det ville have været rart at vide det inden der var blevet klædt om i omklædningsrummet.

Jeg antog, at den snak vi havde haft, var fornuftig og afklarende, og vores datter nævnte iøvrigt ikke mere om det resten af dagen eller aftenen. Jeg burde have indset, at dette naturligvis ville dukke op igen, da jeg i min egen forvirring og tro på egne afklaringsevner selvfølgelig ikke havde videregivet dette til min ekskone. Det var en fejl, og den tager jeg gerne på mig.

Men hele dilemmaet er, at jeg gentagende gange bliver klandret for ikke at lave noget med mine børn, at økonomien spiller ind og i den grad påvirker børnenes tanker om hvad de kan, og hvad de ikke kan sammen med mig. Dette kan for nogen lyde uden for kontekst af det problem jeg lige har beskrevet, men ikke desto mindre er det det jeg blev mødt med i går, da jeg modtog SMS’en, for her drejede det sig om, at “nu måtte jeg sørge for at kompensere den manglende svømning med en svømmetur i weekenden“, hvor jeg skal have vores lækre unger igen.

Det hele er baseret på, at vores yngste datter havde haft et vredesudbrud hjemme hos min ekskone over, at hun ikke kunne svømme i onsdags. Jeg stillede mig naturligvis undrende overfor dette, da jeg havde tydeligt indtryk af, at dette tema var uddebatteret. Samtidig så var mine planer for weekenden ikke en svømmetur, men nærmere en hjemmeweekend med puslerier i haven, hvor vores store datter fornyligt havde proklameret, at det var tid til at hun skulle ordne sit højbed, så hun kunne så lidt grøntsager i det.

Så jeg havde tænkt, at efter flere weekender i træk med aktivitet, så var det måske en kærkommen anledning til at få ordnet “hyggeting” herhjemme. Derudover skal vores yngste datter til børnefødselsdag, så jeg tænkte, at det nok var rigeligt for denne weekend, når man tager i betragtning, at jeg personligt ihvertfald har den holdning, at der ikke behøver at være de store udfordringer hele tiden.

Hele den udfordring, der ligger i den SMS er i høj grad bidragende til, at jeg nu skriver denne blog, for det er ikke første gang jeg modtager disse bebrejdende udmeldinger. Tværtimod, så undgår jeg kun meget lidt på ugentlig basis, at modtage enten den ene eller anden bebrejdelse om det ene eller det andet. Altid skrevet i en særdeles angribende tone. Med trusler om, at nu må der snart indberettes til statsforvaltningen igen eller også blot hånlige kommentarer til min evne til som skadet at varetage vores børns tarv.

Hver gang dette sker, knækker der et lille stykke af mit selvværd. Min evne til at se mig selv som en god far, min evne til at ønske et retfærdigt og ligeværdigt forældresamarbejde. Alt sammen fordi jeg i min afmagt over igen og igen at få at vide, at jeg ikke er tilstrækkelig bliver vred og på samme usle plan svarer igen på de beskyldninger der kommer. Det er jeg ikke stolt af, men samtidigt er jeg bevidst om, at det er en del af den strategi min ekskone har i forhold til mig, da hun ved at mine lamper blinker ildrødt, hver gang jeg konfronteres i en konflikt. Jeg mister overblikket, handler irrationelt på konteksten og bliver om nogen grimmere i mit sprog end hvad jeg egentlig kender fra mig selv.

Men mest af alt fordi jeg har fået nok. Jeg har fået nok af formynderi. Om hvad jeg kan og ikke kan, om hvad der er rigtigt og hvad der forkert i forhold til vores børn. Jeg knokler hver evigt eneste dag på at genoprette mit tabte liv eller ihvertfald på at genskabe mig selv som det hæderlige og ordentlige menneske jeg er. Men når man gang på gang bliver slået i gulvet med beskyldninger om, at man ikke kan varetage det, som man kæmper allermest for i sit liv, nemlig sine børn, så byder verden en modstand, som jeg kun til en vis udstrækning kan magte og håndtere.

Det er fuldstændig rigtigt, at jeg ofte er nødt til, at sige nej til vores børn, når det kommer til at lave aktiviteter, der er økonomisk krævende. Dette er fordi at mine ressourcer er små, og jeg skal i løbet af en måned prioritere rigtig mange ting. Jeg sørger for at der altid er lækker mad, så når børnene er her, så får de fornuftige retter og en solid og lækker madpakke til skolen. Jeg henter og bringer dem i bil og tanker bilen. Jeg er forlængst holdt op med at presse min ekskone med at deltage i dette, for hun gør det ikke. Det må være en del af mit ansvar får jeg ofte forklaret og i og med at jeg ikke vedholdende gider disse kampe, så accepterer jeg at udgiften ligger på mine skuldre.

Jeg accepterer også, at jeg fra tid til anden bliver presset til at købe noget tøj til børnene, når nu jeg har lovet dem det. Og det er rigtigt, at jeg har lovet det, men beslutningen om hvornår jeg kan gennemskue, at bruge 3-400 kroner på et par bukser, det må i sidste ende være min og ikke en bebrejdende ekskones beslutning, fordi hun synes, at jeg misligholder tilliden til vores børn. Jeg er løbende i dialog med vores børn om hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan økonomisk. Jeg forventer ikke, at de forstår hvorfor det er sådan, men jeg forventer, at min ekskone ikke bruger energi og tid på gentagende at bearbejde børnene med dialogen om “at det har far jo lovet“.

Det samme gør sig gældende med den manglende svømning forleden. Hvis min ekskone ikke fortsatte med at drøfte problemstillingen med vores yngste datter, så er jeg sikker på at den afklaring og gensidige forståelse vi opnåede sammen omkring emnet, var tilstrækkelig.

Generelt, så er det sådan, at jeg ikke blander mig i hvad min ekskone foretager sig med vores børn, det samme gælder, at jeg kun meget sjældent henvender mig til hende , når hun er sammen med børnene. Dette gør jeg ikke fordi, at jeg i de perioder hvor børnene ikke er her, så samler jeg kræfter til næste stræk, hvor de skal være her og iøvrigt forsøger jeg at begrænse dialogen til min ekskone, da jeg ved, at det sjældent kommer til at spille stille af.

Jeg ønsker mig bare så brændende, at dette også kunne være gengældt, at der kunne være tillid til, at rigtig mange af mine timer med børnene forløber roligt og i balance. Uden konflikter og altid med fokus på, at deres behov og deres trivsel er varetaget.

Jeg kan sagtens leve med, at de fra tid til anden ytrer sig om, at de keder sig og at de ikke ved hvad de skal lave. Men min holdning til det er, at jeg ikke er deres legeonkel. Jeg er deres far. Ham der sætter rammerne, ham der har forpligtigelser, der også strækker sig ud over underholdning. Jeg forsøger i så høj grad som muligt at sørge for, at alt praktisk for det meste er ordnet inden de kommer på weekend eller ugedags-overnatning, men samtidigt hører det til at være familie også nogle gange at skulle lave “voksenting”, såsom, at vaske tøj, lave mad og gå i haven. Det skal børnene forstå.

I modsætning til mange andre børn, så har de to forældre der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet længere. Så derfor har min seneste beslutning om at være i praktik som kommunikationsmedarbejder hos Hjerneskadeforeningen heller ikke blot været en personlig drøm for mig, men i ligeså høj grad en måde, at vise børnene på, at det er vigtigt at man bidrager til noget fælles større. At man kan skabe mening og betydning for andre ved sit bidrag til sammenhængen.

Ligesom jeg i kraft af min post som Styregruppemedlem i Forum for yngre Ramte bidrager til at hjerneskadede får et talerør med andre ligesindende, og at vi snart skal afholde en pårørendedag for børn med hjerneskadede forældre. Dette er en tanke der udspringer fra mit hoved, og som jeg mener er yderst relevant og som hele tiden har været med vores egne børn for øje, da de om nogen, i lighed med hundredevis måske endda tusindvis af andre børn har eller står i en vanskelig situation.

Jeg har i lang tid haft dårlig samvittighed over for børnene over, at vi ikke kan lave de store udflugter med is, entré og hygge, så derfor ansøgte jeg for nylig også min kommune om tilskud til samvær, hvilket det kunne tyde på, at jeg er berettiget til. Derfor brugte jeg timer på at samle min økonomi til kommunen og sendte det ene og andet dokument, som det krævedes fra deres side. Da det kom til samværsresolutionen, så måtte jeg spørge dem ad om det var tilstrækkeligt, hvis jeg kunne få den frivillige samværserklæring fra min ekskone, da den gamle fra statsforvaltningen ikke længere er tidssvarende.

Dette bekræftede de, og jeg udfyldte den og afleverede den til min ekskone med ønsket om en underskrift på at det jeg havde skrevet var i overenstemmelse med gældende aftale. Dette ville hun tænke over. Jeg havde en frist for aflevering, så jeg bad hende skrive under og lægge den i overnatningstasken, så kunne jeg scanne dokumentet og sende det til kommunen. Men atter engang, så skulle dette vise sig, at være en forhindring, og hun nægtede at underskrive, da hun var bange for at jeg ville føre hende bag lyset.

Jeg bad hende indtrængende om at forstå, at det for kommunen blot var et dokument på bekræftelse af at samværet var gensidigt godkendt, og at de ikke yderligere skulle bruge det til noget. Men hun nægtede med begrundelsen, at hun havde meget at se til og hun ikke kunne sætte sig ind i det nu. Så derfor bliver mit samværstilskud nu beregnet på en standardordning. Det er måske bedre end ingenting, men det er desværre ikke retvisende for det omfang jeg har børnene i.

Så endnu engang møder jeg modstand og ser med egne øjne hvordan gammelt nag, magt og formynderi kan have indflydelse på hvorvidt jeg kan foretage mig “det lille ekstra” med børnene. Det er ærgerligt, at blive beskyldt for, at man kun tænker på at bruge pengene på sig selv, når man nu i efterhånden tre år har tilsidesat garderoben, ting til huset og hvad der eller kunne være relevant for en hverdag som husejer og menneske.

Men jeg har gjort det for vores børn. Og her, endelig var der mulighed for af få dedikerede penge til alt det som jeg så gerne vil prioritere. Jeg har påtaget mig arbejde i form af at filme undervisningsvideoer for en kammerat på hans job. Alt sammen med henblik på, at jeg skal tage højde for en kommende sommerferie, der også skal kunne rumme aktiviteter. Jeg har en ældste datter der gerne vil på endagstur med mig på Langelandsfestival, det skulle de penge blandt andet bruges til, men jeg fordeler altid sol og vind lige, så jeg har også en mindste datter der har en ferietur til Århus til gode. Det skal pengene også række til. Så når jeg møder modstand på en simpel underskrift, så er det for mig ikke længere et spørgsmål om jeg gør nok, men i langt højere grad en måde at fastholde mig i min mangel på at gøre mere.

Jeg er træt i denne tid. Jeg kører på overdrevet af hvad mine mentale evner måske rækker til, men det er ikke fordi jeg ikke kan overskue det jeg har sagt ja til, det er fordi jeg løbende bliver presset af min ekskone til at præstere endnu mere end det jeg gør i forvejen med børnene. Jeg gør alt dette for dem, for at give dem noget at spejle sig i. For at vise dem, at selvom man har været “slået ned”, så kan man rejse sig, genskabe mening med tilværelsen og gøre noget for sig selv og andre. Hvis alt det modstand jeg møder fra min ekskone beror på egen mangel på tilstrækkelighed, så er jeg ked af at det er sådan, men beror det ene og alene på at sætte flest mulige forhindringer på min vej, så har jeg ingen respekt for dette.

Jeg er ikke perfekt. Men jeg gør dælme alt hvad jeg kan!