Isolering og det svære møde med livet udenfor

Det første lange tid efter Rasmus ulykke var vi fuldt koncentrerede om Rasmus og på at få vores hverdag at fungere. Al ledig tid blev spenderet på Rasmus, og alt andet ud over arbejde blev forsømt.

Nogle gode venner og nærmeste familie var gode til selv at tage initiativ til at snakke med os, være sammen med os og besøge Rasmus. Den kendte sætning ”du kan bare ringe hvis du har behov for at snakke” var totalt spild på os, vi magtede ikke selv at være opsøgende på nogen måde.

Jeg er selvstændig og havde to medarbejdere. Det har ikke været sjovt for dem fordi jeg var i ”min egen verden”. Jeg isolerede mig mere og mere. Vi bor langt ude på landet og Rasmus havde været en del af lokalsamfundet i hele sin opvækst – alle kendte Rasmus og os. Tanken om at mødes med nogen som ville spørge til Rasmus blev et stort problem for mig og fra at være en af de aktive og åbne i lokalsamfundet, var jeg gået i skjul.

Der gik faktisk næsten et helt år inden jeg viste mig i byen igen. Det var en stor overvindelse og lige så stor lettelse når det var overstået. Det var selvfølgelig ikke så vanskeligt, og jeg vidste jo også at nogle af vores venner havde holdt byen orienteret.

Reaktionen var meget forskellig da jeg ”vendte tilbage”. Alt fra folk som gjorde meget for at ikke møde mit blik, til andre som oprigtigt spurgte ind til hvordan det gik, og andre som lod som om vi sidst havde set hinanden i går.

Næste store udfordring for os var at komme med Rasmus og lade alle SE ham. Som mor blev jeg meget overbeskyttende og tyndhudet i forhold til skjulte blikke og kommentarer. Selvfølgelig vidste jeg at det var usikkerhed som gjorde at folk opførte sig underligt – men det er svært at tænke objektivt i kampens hede.

En af de sværeste var engang da Rasmus var i Holbæk by og mødte nogle drenge fra sin gamle skole. Rasmus genkender dem og hilser glad, men de lader som om han er luft. Hvis ikke det var fordi det havde gjort situationen værre, så havde jeg løbet efter dem og sagt dem nogle velvalgte sandheder. Nu måtte jeg i stedet for bruge krudt på at forklare Rasmus at de garanteret ikke havde set ham, og at de havde haft meget travlt. ØV!

Rasmus’ fantastiske klasselærere fra folkeskolen inviterede 1-2 gange om året til gensynskomsammen. Flere af hans klassekammerater havde besøgt ham, og Rasmus’ far havde også været og fortalt hans gamle klasse om ulykken m.v. (Det gjorde han sammen med en af Rasmus’ storesøstre et par måneder efter at Rasmus kom til skade).

Men derfor var det ikke nemt at komme kørende med ham i en kørestol. Den groteske virkelighed ramte meget hårdt når man så alle de skønne unge mennesker – og så sin egen søn sidde savlende, med uforståeligt sprog i en kørestol … Forskellen var meget skræmmende…

Næste ting jeg tog mig sammen til var at tage ham med til håndboldkamp i den lokale hal når hans venner skulle spille. Jeg er meget glad for at han ikke registrerede alle skjulte blikke han fik. Mange kom frem og hilste – men også her oplevede jeg enkelte som lod som om de ikke så Rasmus. (Og han er sgu ikke nem at overse!).

Det har kun blevet til et enkelt besøg og er på min liste af to-do-ting. Vi valgt at tage ham med til Roskilde Dyrskue – en tradition vi har haft siden han var helt lille. 2010 kom vi selvfølgelig ikke af sted. Men i 2011 var han rundt i kørestol og i 2012 i Meywalker og i år bliver det (forhåbentligt) med rollator.

Også her får han mange skjulte blikke og vores besøg på dyrskue har fuldstændigt mistet sin faglighed. Nu tager vi udelukkende af sted fordi vi ved at Rasmus elsker det. For os er det flere timer i helvede, men alligevel til at holde ud når vi er af sted begge to og vi kan se Rasmus’ glæde.

Vi er også så heldige at Rasmus’ gamle dagplejemor og familie er aktive i 4H og camperer på dyrskuepladsen – det er guld værd at have mulighed for at tage en slapper i forhold til al trængsel. Det som også gør rigtigt ondt er at jeg føler vi udstiller Rasmus og vores liv når jeg har ham med. Alle kan se på ham at den er helt gal.

Rasmus trak dobbeltnitten i livets lotteri med både svære kognitive OG fysiske skader. Hans meget svært forståelige sprog gør det svært at være sammen med ham og skaber mange frustrationer (sammen med alt andet) i hans dagligdag.

Kommunikation betyder meget for et godt socialt liv, og det bliver alt sværere for ham at komme tilbage til et normalt liv. At spise betyder også meget for et godt socialt liv. I vores kultur mødes vi ofte over et måltid mad eller noget at drikke. Livet blev 1000 gange nemmere for os da Rasmus kunne spise selv – men det foregår med stor savlsmæk og et godt måltid mad kan godt tage 2 timer at få ned.

Heldigvis er hans glæde over mad enormt, og han tænker ikke over hvordan han ser ud (men er dog meget pertentlig med at tørre munden og skrabe sin hagesmæk ren hele tiden) – men det ændrer ikke ved at vi tænker over hvor vi tager ham med. Vi prøver at skærme ham for nederlag så godt vi kan, og samtidigt hele tiden udfordre ham og udfordre os selv. Det er en lang balancegang og vi er nok ofte selv vores værste fjende.