Hvor meget må vi drømme om

Drøm – drøm, store skat, lad dig ikke begrænse. Intet og ingen skal stoppe dig i, at udleve dine drømme…

Ord, jeg altid har sagt højt og fortalt min børn. Ord, som er nemme at sige, men i virkeligheden sværere for mig at forstå og leve efter.

Hvorfor?

Hvorfor skal jeg lade mig selv begrænse?

Hvorfor sætter jeg mig selv i en spændetrøje, hvor grebet er fast og ikke lige så frigjort, som drømmer?

Hvad er i virkeligheden forskellen på mine børn og jeg selv, når det kommer til visionen om at skabe et liv efter det, man drømmer om?

Jeg står næsten samme sted som dem, blot en del år rigere, med mere erfaring, mere visdom, større forståelse af mit indre, vil jeg vove at påstå. Dog står jeg ved en vej, hvor jeg skal finde ud af, om jeg vil gå efter mine drømme, eller jeg blot skal gøre det praktiske, det, som de fleste af os gør i et almindeligt hverdagsliv.

Drømmene er i mig fortsat. Jeg vil gerne, tør måske godt, men ved alligevel ikke helt rigtigt om jeg skal… Altså drømme stort og bare gøre det.

Mine børn gør det, de drømmer om. Efterskole, uddannelse, rejser alene ud i verden, festival, venner, kærester, fester, sport. De spørger ikke længere, de gør det bare. LEVER I DRØMMEN.

De mærker, de føler, de ånder, de elsker. De gør det, som de tror på, er det helt rigtige for dem.

Jeg ser på mig selv med rosende blikke og tænker – det har vi gjort godt. Givet dem troen på at leve det liv, der mærkes godt, gøre det og gå efter det, som de drømmer om.

Jeg tager stadig skridt ud på vippen. Kigger ned på drømmen, der ligger nede i dybet. Det kilder i maven, som første gang man skal træde ud over og miste kontrollen. Tør man lade sig falde og sænke sig ned uden ilt for en kort stund, hvorefter man oplever suset af lykke i overvindelse over, at man gjorde det.

Gjorde drømmen til virkelighed.

Jeg håber jeg tør, håber jeg kan gøre mine egne talte ord til virkelighed!

Jeg vil gerne drømmen – lad drømmen komme til mig!