Hukommelse eller mangel på samme

Hukommelse er en underlig ting. Jeg husker i hvert fald ikke på samme måde som før. Jeg har mistet en del af min kortidshukommelse og min arbejdshukommelse. Det betyder at jeg glemmer meget mere end før. Jeg kan glemme hvad jeg lige har hørt i tv, eller hvad jeg lige har læst. Hvis jeg læser en bog, skal jeg læse den kontinuerligt, ellers glemmer jeg handlingen.

Jeg skal have få informationer ad gangen for at udføre en bestemt opgave – får jeg for mange informationer, glemmer jeg de sidste eller de første og kan dermed ikke udføre en arbejdsopgave korrekt.

Man bestemmer heller ikke selv hvad det er man husker. Efter min hjerneskade har min hukommelse ændret sig meget. Jeg prøver på mange måder at få trænet min hukommelse, det synes jeg så bare ikke lykkes.

Jeg tror ikke på at hukommelse kan trænes til det den var før, men jeg tror at man kan finde nogle genveje til at hjælpe hukommelsen på vej. Det vil aldrig blive det samme, for jeg bruger ”redskaber” til at huske. Redskaber som før føltes tåbelige – som f.eks. dagskalender og alarmer.

Jeg kan give et eksempel. Jeg går hver tirsdag til træning hos en fysioterapeut, men hvis jeg ikke har skrevet det i kalenderen, glemmer jeg at jeg skal afsted, og hvis nogen spørger mig om jeg skal noget på tirsdag, siger jeg nej¢ hvis jeg har glemt at skrive det i kalenderen.

På mange måder husker jeg med ”følelserne”. Det gør almindelige mennesker også, men jeg tror den måde at huske på er blevet forstærket af min skade. Det er min hjernes måde at kompensere på. Det er selvfølgelig min opfattelse eller påstand, kald det hvad du vil.

De bemærkninger jeg får fra folk om min hukommelse – både dem der kender mig, og nye der kommer til, kan være utroligt sårende, så det husker jeg. Bemærkninger som:

• Jamen sådan har jeg det også!
• Det er nok alderen, du er jo ikke ung længere!
• Det er da meget normalt at skrive tingene ned, det gør jeg da også!
• Lad nu være med at gøre det værre end det er, vi kan da alle sammen glemme!
• At spørge flere gange om det samme, det behøver man ikke at være hjerneskadet for!

Jeg husker, føler jeg, mere i følelser og i billeder. Glæde, sorg, vrede, skuffelse, frustration osv. er de ting der dukker op i min hukommelse. Det husker jeg mere tydeligt end før.

Det kan være både godt og skidt, for følelsen hænger ved på godt og ondt. Hvis noget gør mig meget glad, så er det jeg husker om hændelsen eller personen, hvis jeg bliver trist eller ked af det, så er det det jeg husker, om hændelsen eller personen. Det er de ”ting” der dukker op i erindringen når personen bliver nævnt, eller jeg atter står i en lignende situation.

Oveni har jeg i den grad lagt mærke til at mange ting jeg har oplevet, bare forsvinder. Det forsvinder helt fra hukommelsen. Jorttidshukommelsen er svækket, så det jeg ikke kan huske om 5 minutter kan jeg jo heller ikke huske om en uge for eksempel.

Jeg ved jo det forsvinder, fordi der eventuelt bliver fortalt om en fælles oplevelse med familie eller venner, og jeg kan ikke huske det. Det er bare væk. Ikke engang fotos kan få erindringen frem. Det gør altså ondt langt ind.

Det er i den grad frustrerende, også når det bliver nedgjort at jeg ikke kan huske. Man tror ganske simpelt ikke på hvad jeg beretter.

Nogle gange er jeg bange for at blive latterliggjort. Der er i hvert faldt blevet vendt det hvide ud af øjnene når jeg undskyldende siger: “Det kan jeg desværre ikke huske at jeg har sagt”. Det gør ondt….

Jeg har altid kunnet huske datoen for en begivenhed i familien – den er også smuttet. En gammel dato hænger ved, men nye, de giver altså vanskeligheder.

Nu er det ikke sådan at jeg går og glemmer alt, sådan skal dette indlæg ikke forstås, men der er huller som jeg ikke kan få erstattet.

Jeg håber at jeg med dette indlæg kan skabe en lidt bedre forståelse for én af de følger man har som hjerneskadet.

Tak fordi du læste med.