Grin af livet!

Vi mærker livet på den rå og ubarmhjertigelige måde. Mærker vinden suse ind i hovedet, så hårdt og brutalt, at man må snappe efter vejret for at få trukket den mængde luft ind, man skal bruge. Hvis man ikke er hurtig nok, så når man ikke at få vejret. Alt flyver forbi en i orkanfart, og du står tilbage bleg, forvirret og uden formåen af at kunne finde den rigtige vej.

Jeg har oplevet livet forandre sig i en ung alder. Oplevet min verden forsvinde, suse forbi, uden jeg nåede at trække vejret. En mavepumper af de helt store gjorde, at jeg mistede min evne til at mærke, hvilken vej jeg ville gå. Jeg gik bare, overlevede orkanen, mærkede smerten af at være blevet forandret for altid.

I kampen om at få luft igen og finde vejen frem på ny oplevede jeg sider af mig selv, som jeg faktisk rigtig godt kunne lide. Jeg blev bedre til at være nærværende; bedre til at se, mærke og opleve lige der, hvor jeg var.

Jeg sætter utrolig stor pris på min familie og venner, mere end jeg gjorde tidligere. Jeg fandt ud af, at når man ligger ned og ikke kan så meget andet, så betyder det så fantastisk meget, at der er mennesker omkring en, som man “bare” er elsket af.

Selv om livet slår knuder, og der indimellem kommer vindstød, der vælter en omkuld, så har vi livet.

Jeg vil blive endnu bedre til at grine af og med livet – helt ligesom min skønne datter og trofaste hund altid formår at gøre … ( se billedet)

Jeg elsker livet, elsker det sygdommen også har fået frem i mig.  Jeg trækker vejret i stormstyrke, for jeg ved, solen og det stille sommervejr kommer tilbage til mig igen. ❤️