Frustration 2.0!!!!
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal ende. Mit problem – blandt mange – er at jeg ikke kan overskue ting.
Jeg har solgt mit hus. Jeg er endelig blevet godkendt af Helsingør kommune til at få en handicapbolig – men først havde de givet afslag. Jeg var åbenbart ikke handicappet nok, mente kommunen. Hmmm…
- Jeg er blevet ramt af en hjerneblødning.
- Jeg er spastisk lammet i hele højre side (kan overhovedet ikke bruge højre side).
- Jeg har fået epilepsi af min blødning.
- Jeg har haft spændingshovedpine 24/7 i 25 år.
- Jeg er blevet ramt af slidgigt i hele ryggen og knæene.
- Jeg har seneskedebetændelse i venstre hånd og fingre.
- Jeg bor alene, så jeg har hjemmehjælp til at gøre rent + diverse andre ting, såsom at klippe negle på fingrene, som jeg ikke kan selv.
… Men kommunen mente ikke jeg var handicappet nok.
Hjerneskadeforeningen hjalp mig med at skrive en klage over afgørelsen – og meget kort tid efter fik jeg så alligevel godkendelsen :-).
Nu vil jeg gerne flytte fra kommunen. Jeg er blevet godkendt til en handicapbolig i Lyngby kommune, men der kommer åbenbart til at gå lang tid. Lyngby Kommune kan nemlig ikke sige hvornår jeg får en lejlighed, fordi Lyngby kommune tager først deres egne beboere ind til handicapboliger.
Bare det at jeg ikke ved hvor lang tid at der går, stresser mig også. Og indtil da har jeg ikke nogle ting. Alle mine ting står opmarganiseret på et lager – kun de nødvendigste ting har jeg.
Nu når vi hen mod efteråret – og jeg har for eksempel ikke nogen vinterjakke. Jeg føler at jeg er langt væk fra alting, Og jeg føler jeg at jeg bliver presset fra alle sider.
Jeg er lige blevet godkendt til en bo-støtte efter 2-2½ måned. Jeg når at tænke juhuu, men så får jeg et brev ind ad døren – der går så lige 1½ – 2 måneder endnu før de kan tage min sag op (og jeg kan komme videre), men jeg er blevet godkendt… min bare r..!
EJ, MEN DET KAN DA IKKE VÆRE RIGTIGT!!! Så uheldig kan man ikke være??
Jeg får absolut ingen penge udbetalt. Jeg er lige kommet ud med et underskud på 300.000,- kroner på at sælge huset, og så vil banken have at jeg skal betale 4.000,- af på de 300.000,- som jeg skylder banken. Jeg kan ikke overskue det, og der ville en bo-støtte jo være oplagt. Nu har jeg så lige fået at vide at min udlejer er ved at sælge huset jeg bor i, så jeg skal være ude om en kort periode.
Jeg er 100% sikker på at der er mange andre ting oppe i mit (lille) hoved… men, jeg kan ikke overskue dem, og jeg har dårlig korttidshukommelse. Jeg har en lille anekdote at fortælle i den forbindelse. For 25 år siden, da jeg efter min hjerneblødning var indlagt på Hvidovre Hospital, var jeg hos en neuropsykolog der bad mig om at nævne alle de bondegårdsdyr jeg kunne komme i tanke om. Jeg kunne ikke nævne ET eneste…
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.