Fra ventetid til livstid

Uuuuuh, det lyder så alvorligt. Og helt ærligt – det er det også. Det er jo mit liv. Faktisk ikke kun mit liv, men manges.

De fleste her i landet vil opleve lidt ventetid på vej gennem livet. Det kan være en telefonkø for at snakke med en kundeservice, ventetid på at logge ind og tjekke hvorvidt der kommer penge tilbage fra SKAT. Måske er det lidt ventetid inden et lægetjek.

For mig (og mange som mig) startede det med telefonkø til vagtlægen, så var det en kamp at “få tilladelse” til at blive skrevet op til en tid til undersøgelse. Da det endelig lykkedes var der ventetid ved vagtlægen, så ventetid på personale, undersøgelse, indlæggelse og på at blive taget seriøst. For slet ikke at nævne ventetiden på at blive taget seriøst sådan generelt. For ikke at tale om alle de timevis der er brugt på ventetid på diverse sygehuse, telefonkø, ventetid på prøvesvar og undersøgelser.

Faktisk går livet i stå. Man venter hele tiden. Hvis jeg nogensinde forsøger at sige noget andet, så lad være med at tro på mig. Hele ens liv ændres fra tid til ventetid. Hele tiden er der noget at vente på. Foruden det jeg lige har nævnt, så venter man på at få det bedre, på at ens anstrengelser giver bonus, på at familien og vennerne vænner sig den man er blevet. Til man selv vænner sig til den nye udgave af en selv. Jeg har indset at man bare lærer at fylde ventetiden ud. Man venter på at kunne falde i søvn for smerterne, til smerterne mindskes, til at sove, til at kunne drømme igen. Jeg venter på at se mit liv starte op igen. Men det eneste jeg oplever er mere ventetid.

Hvornår for man tilkendt det ene eller det andet. Får man det tilkendt. Hvornår forsvinder vennerne? Kommer der nye?? Går kærligheden i stykker?? Ventetid på at finde en der kan elske det man er blevet efter hjerneskaden. Ventetiden på Jobcentret, på afgørelser, klager.

Jeg er egentlig jaloux på dem der har livet som det var for mig engang. Noget af mig døde i min sygeseng på Horsens Sygehus, P7, stue 710, sengen ved vinduet i højre side. Men før jeg mistede den del af mig troede jeg at jeg havde oplevet et hårdt liv. Mobning, tæv, ydmygelser, kampen for det man gerne ville have, uddannelse, dårlige forhold der skulle brydes, forældrenes skilsmisse, kampen for at finde det som medierne kaldte for “ægte kærlighed”, jagten på den perfekte karriere, drømmen om familien Danmark.

I stedet står jeg i en alder at 30 år stadig i venteposition. Jeg venter på endnu en afgørelse fra det offentlige system, endnu en dom fra fremmede over mit liv og  mine evner. Venter på hvem der mon kommer næste gang jeg skal have hjælp i hjemmet. Venter på at dem der styrer min vedligeholdelsestræning vender tilbage fra deres ferier. Egentlig venter jeg også på at sommeren ender. Det er underligt. For mig har sommeren altid været fantastisk. Foråret hvor alt bliver grønt, luften dufter frisk og solen tager magten tilbage. Så er der sommeren…. Med dyrebørn alle steder, glade børn i sommertøj, forelskede par hånd i hånd. Sensommeren med høst og store maskiner. Halm og hø alle vegne og frustrerede mennesker bag store høstmaskiner :’D

Mit liv har stået stille siden februar 2010. I mit stille (ja ja, så måske udadtil) sind spekulerer jeg over hvad alle andre gør. Både dem hvor livet kører i normalt tempo. Hvorfor bruger de tid på at brokke sig over regnvejr eller at skærmen på deres nyeste iPhone gik i stykker? Det er da så ligegyldigt, for de har alle muligheder for store øjeblikke. Lad dem dog for alt i verden ikke drukne i småting. Og dem der har et liv som mit. Sat på standby af samfundet. Hvordan klarer dem uden en stemme sig?? Dem der ikke kan råbe højt som mig, formulere hvad der gør ondt og hvad der sårer dem, hvordan kommer de af med frustrationer og håb?

Jeg er på standby for livstid. Mit liv bliver aldrig som før og det har jeg indset. Men hvorfor bliver jeg ved med at blive provokeret til at tro at jeg er nødt til er være perfekt for at have ret til at have en mening? At jeg skal være succesfuld for at have ret til lykke. At jeg skal kunne alt for alle for at fortjene respekt??

Åbenbart fordi jeg lever i en verden hvor materielle goder er højere sat end menneskelige. Snyd med penge og du får årevis i fængsel. Men begå mordforsøg og få et enkelt i skyggen. Eller måske 4-5 maks for voldtægt. Seriøst?? Jeg kan ikke arbejde som jeg kunne. Men menneskeligt er jeg blevet så meget mere end jeg var. Mine evner er ikke længere så synlige eller praktiske (som det åbenbart opfattes derude). Men hvornår har de små gøremål været vigtigere end de små?? Der er ingen læger der kan fungere uden håndværkerne der byggede alt de bruger. Eller ingen butikker der fungerede hvis ikke nogen under ledelses niveau satte på hylder. Vi er jo for pokker alle afhængige af andre. Fra de fineste stillinger til dem der holder gaderne rene eller graver os ned når tiden på jorden er slut.

Jeg er af de bløde værdier nu. Jeg lytter, hjælper med småting, venter på at andre mener at jeg nu skal et skridt frem eller tilbage i mit liv. Venter på besøg, hjælp, forståelse, omsorg, undersøgelser, svar. Altid venter.

Mest af alt venter jeg på at mine små og uudtalte drømme – måske – en dag kan blive realitet.

Jeg har ventet i 5 ud af 30 år. Det er 1/6 af mit liv. Mens så mange andre omkring mig bliver uddannet, får job, bliver gift, får børn, køber hest, rejser ud og ser verden. Jeg venter.

Heldigvis er jeg god til at finde gode ting at udfylde ventetiden med. Men for pokker da hvor er jeg træt af at høre folk brokke sig over at have siddet i kø i 30 minutter på motorvejen eller at det tog lang tid at få fat i Telenor for at få en snak om et eller andet underordnet.

Hold nu op!! Rul vinduet ned, skru op for musikken, grin, syng med. Skål højt og hop i vandpytter. Gør noget nyt og anderledes…………. Bare fordi du kan!

Du har dit frie valg og, din ret som samfundsborger, til at gøre som du lyster.

Jeg gør det fordi jeg venter og fordi du ikke kan se hvorfor!