Et nyt år truer

Med fare for at lyde negativ, så hader jeg nytår! På en eller anden egoistisk måde, så gør det ondt at se folk fejre alle mulighederne det nye år bringer. For mig er det blevet et mindesmærke over hvordan verden og livet går videre for alle andre end mig. Folk gifter sig, stifter familie, uddanner sig, skifter arbejde, avancerer, rejser, oplever. Mit liv består primært af genoptræning, skemaer, mennesker der får penge for at “underholde” mig og medicin. Kontrol, kontrol, kontrol.

En anden ting der gør mig både usikker og utryg er de nedskæringer man hører så meget om. Som så mange andre områder, så går handicapområdet ikke fri. Det betyder blandt andet, at den støtte jeg fik i mit hjem, og som hjalp mig igennem hvad end livet smed min vej, så er den nu ret begrænset. Endda med nogle vigtige områder skåret fra. Det er områder som jeg har sværest ved at klare. Men dem ses der nu bort fra, fordi min gemal er ramt af stress. Så med to syge i samme husstand er hjælpen nu mindre.

Jeg er ved at være både desperat og bange. Det er mig uforklarligt, at dette “velfærdssamfund” åbenbart accepterer at de ældre der skabte vores samfund får leveret ulækker og rasende dyr mad (jeps, har selv fået det – mange mange gange), de lever uden bad og i beskidt tøj, fordi de få varme hænder tilbage har alt for travlt. Selv efter deres eget bedste.

Vi, både ældre og handicappede, lider under at der er alt for få hænder. Og disse hænder bliver også syge. Der er for lidt tid. Både til det praktiske og det menneskelige. Jeg skal da gerne sige at fra mit synspunkt, så er både det praktiske og det menneskelige altså enormt vigtigt. Det praktiske, fordi det er nødvendigt for vores liv og eksistens og det menneskelige, fordi uden livsglæde og en følelse af at blive set som et menneske, så slukkes gnisten for livet. Meget kan man finde ved at fylde tiden ud med de værdier man finde i livet. Men man har også behov for at føle man er af værdi og et menneske, ikke kun et id-nummer på en køreplan eller en oversigts tavle.

Jeg savner da i hvert fald at føle jeg bliver hørt. uanset om det er en af de dage jeg ligger grædende i sengen og de mest nødvendige ting lige systematiseres for mig, eller det er en af de gode dage hvor større projekter kan blive vurderet, brudt ned i småstykker og (med hjælp) langsomt løses. Men nej. Nu skal alt foregå så jeg er grædefærdig efter ca. en times besøg, jeg lukker mig inde mentalt for ikke at føle jeg udleverer mig selv, og giver uventede fordele til menneskerne i mit hjem, og jeg føler jeg sidder endnu mere fast end før. Og begrundelsen med at det er pga. min kærestes stress at jeg får mindre hjælp, virker ulogisk.

Det er da for pokker nu der er brug for ekstra hjælp. Men det er endnu et blændende eksempel på, at “usynlige” skavanker/sygdomme/skader ikke anses som reelle. Men jeg er da selv usynligt handicappet. Så hvad mon der siges om mig, når hoveddøren lukkes??

Jeg har ellers en del at glæde mig til dette forår. Februar skal jeg deltage i et Fastelavnsstævne i dressur (der kommer mere info lidt senere i bloggen her) og jeg glæder mig helt vildt. Allerede nu er jeg i gang med at øve og rode med musik – for selvfølgelig skal der da være musik til Og inden for samme genre, så arbejder jeg pt. målrettet frem mod at blive klassificeret pararytter. Sikke et arbejde!! Manner, en masse papirer altså :O Det er helt imponerende så mange papirer der skal graves frem igen, kopieres, sorteres, vurderes og gemmes til klassifikationen. Især roder jeg med at jeg ikke aner hvad der reelt skal til. Jeg har jo for pokker næsten 7 års papirer liggende med alt fra speciallægeudtalelser til scanninger og almindelige mails. Og hvilket af det er det mon de vil have?? Så jeg får virkelig skubbet rundt med bunkevis af papirer Kan nogen give et par tips??

Nå, det med stævnet. Sidste år (2016) var en ret stor succes – taget i betragtning af at det jo sådan set var mit første dressurstævne efter min hjerneskade. I år vil jeg gerne gøre det bedre. Derfor er jeg i fuld gang med at lytte til alverdens musik, overveje kostumer og hoppe rundt (det bedste jeg nu kan) for at regne ud om musikken kan bruges til den gangart der skal bruges. Egentlig kan jeg godt forstå kattene kigger forundret på mig når jeg er ved at vælte fordi jeg ikke kan få rytmen til at passe med mine forsøg på at “ride” musikken

En anden ting ved stævnet er, at man skal søge sponsorer. Sidste år klarede jeg mig igennem men mine skønne, trofaste forældres sponsorater. Men hvor vil jeg gerne give igen til ride-klubben der hjælper mig så meget. Uden hestene ville jeg, uden tvivl i mit hjerte, sidde i en kørestol nu. Det er jo en ubetalelig gæld og en glæde jeg ikke kan beskrive. Heste giver mig så meget mere end jeg kan forklare. Både fysisk og mentalt. De er en gave til så mange mennesker og jeg ville faktisk ønske at mange flere med både fysiske, mentale og kognitive handicaps fik mulighed for at opleve hestene. Så januar og februar må jeg donere tid og kræfter til at jagte sponsorer… Foruden min jagt på god musik og gode kostume-idéer. Wow der skal laves lister 

Og når vi nu snakker heste (eller jeg gør)… Før jul var jeg i Horsens i min yndlingsbutik (med rideudstyr) og bestille ridestøvler. Hold lige fat i den tanke.. Bare lige lidt. Personligt har jeg helt ondt af de s’de piger deroppe, for overvej lige hvor stor en opgave det er at bestille så specielle støvler – til en der ophober så meget væske at mine knæ kan hæve med over 3 cm. ;D Det er jo helt vildt :O Altså mere end 3 cm i hævelse. For pokker da jeg havde ondt at hende den søde der målte mig Men lægerne vil ikke give mig vanddrivende. Mit blodtryk er nemlig så pænt lavt, så hvis jeg fik den slags medicin, så ville jeg ende med at gå og falde om alle steder. Ret upraktisk, når jeg nu ikke er så meget i stalden. Der er i det mindste blød bund flere steder Så nej. Jeg må leve med at der er for meget vand i min krop. Lige dele fascinerende og skræmmende at medicin kan gøre den slags ved en krop. Så meget væske er både irriterende, smertefuldt og hårdt for mine systemer. Men livet uden medicinen ville sende mig permanent i et smertehelvede jeg ikke kunne leve med. Og jeg ønsker trods alt ikke at bruge resten af mit liv skrigende, i en seng, i totalt mørke.

Nu er støvlerne kommet hjem. Jeg skal hente dem i denne måned. Hold da op hvor jeg glæder mig. Som et lille barn til juleaften! De skal nok blive spændende at gå til Enten kommer jeg til at gå endnu mere som en pingvin, eller også vil de stramme støvler hjælpe spasser-benet med at følge bedre med Uanset hvad, så er det mit første par støvler, siden jeg som 7-8 årig begyndte med heste (de der bløde, billige gummi ridestøvler). Men nu er det smukke læder støvler. Det bliver en fantastisk dag og jeg glæder mig endnu mere til at kunne stille stævne i de støvler. Også selvom det nok bliver svært at komme i dem og nærmest umulig at komme ud af dem igen, når kramperne sætter ind

Vi ses på stævnebanerne – det er mig der går mest underligt