Et helt særlig venskab

Da jeg for 1½ år siden inviterede Andrea på nu 19 år hjem til os, havde jeg aldrig forestillet mig hvor meget hun ville komme til at betyde for mig, men særligt for Natasja.

Andrea har selv hydrocephalus og hun så meget at min historie af Natasja i sig selv. Da hun også selv boede i Helsingør, så blev vi enige om, at hun skulle komme så Natasja kunne møde en ligesindede.

Jeg har aldrig fortrudt at jeg inviterede hende hjem. Hun var der i flere timer hvor vi alle snakkede og grinte, og siden den dag har Natasja og Andrea holdt sammen i alt hvad der måtte komme til dem. De har så nært et forhold, at de betragter hinanden som hydro-søstre, og jeg ser Andrea som en bonusdatter, selvom vi på ingen måde er i familie sammen. Men hun er så velkommen her som var hun familie.

Jeg ved godt at Andrea og Natasja taler om nogle ting som jeg ikke får at vide, og det er også helt ok. Jeg ved også, at Andrea kan støtte på en måde jeg ikke kan. Jeg kan være der som mor, yde hende min største støtte når det er sværest, jeg kan sige jeg er der for hende og jeg elsker hende. Men jeg vil aldrig kunne sige, jeg forstår hvordan du har det, for det kan jeg ikke, men det kan Andrea. og jeg er taknemlig for, at hun lytter til Natasja, at hun støtter hende og hjælper hende igennem en periode hvor det at være teenager og kronisk syg, bare ikke hænger særlig godt sammen.

Mange har svært ved at forstå hvad Andrea får ud af at være sammen med Natasja. Men som Andrea selv siger, så lærer hun også noget fra Natasja. Hun havde heller ikke mødt andre med hydrocephalus før hun mødte Natasja, og hun kan videregive en masse gode oplevelser, få Natasja til at se noget positivt i stedet for altid negativt. For det bliver hurtig negativt det hele, når man er syg.

Andrea har en indstilling til livet som jeg aldrig har set mage før. Hun er sjov, alvorlig, dybsindig og hele den blanding gør, at jeg for altid vil værne om hende som var hun min familie. For i Natasjas øjne, så er de familie og familier holder sammen uanset hvad.

Jeg har fået lov at se Andrea allermest sårbar, nemlig lige efter en operation. Jeg har fået lov at stå og holde en brækpose på opvågningen. Jeg var der sammen med Andreas mor Mia, og jeg tager ikke for givet at jeg har været med der. Det er ikke rart at vise sin sårbarhed overfor nogle, og særligt ikke lige efter en operation, men Andrea er familie, hun er min hydrofamilie, og har hun eller hendes mor brug for min støtte, så stiller jeg op om muligt.

Jeg kan til fulde sætte mig ind i at Natasja har brug for en på sin egen alder at tale med, og havde det ikke været for Andrea, så tror jeg ikke jeg havde haft en datter der er så åben omkring hvordan hun har det både når hun har det skidt eller godt. Andrea formår at sætte ting i perspektiv så Natasja forstår det, og det betyder så meget.

Men vi griner stadig af, at de to piger stort set følges ad i alt. De bliver dårlige på samme tid, deres shunt går i stykker på samme tid, de kommer til kontrol på samme dag og bliver stort set altid opereret meget tæt på hinanden. De er hydrosøstre i rigtig mange foretagender.

Det at Andrea og Natasja har hinanden, fortæller mig bare, at det er SÅ vigtigt at have nogle at dele sin sygdom, oplevelser, glæder, tanker og drømme med.